Da teaterkritikeren Jens Kistrup døde i 2003, var det afslutningen på en epoke i dansk teater. Han var den sidste af de store teateranmeldere. Havde stået i lære hos teaterkritikkens store mand, Politikens Frederik Schyberg, og i knap 40 år arbejdet først delvis i skyggen af, siden parallelt med Berlingske Tidendes første-anmelder, Svend Kragh-Jacobsen.
Kulturkritikken havde en anden position i dette triumvirats tid. Og en helt anden fylde og placering. Omend den i Jens Kistrups mere end 50-årige anmeldervirke skiftede karakter, blev kortere.
LÆS OGSÅ: Tysklands begavede og kyniske mand i Danmark
Det kan man se, når man læser det nyudgivne udvalg af Jens Kistrups anmeldelser blandt de 5000, det blev til i alt i Teatrets fortællinger, som dr.phil. Knud-Arne Jürgensen har udgivet. Dertil kommer så portrætter, kommentarer og klummer.
Jens Kistrup var en legende i dansk teater. Det føltes, som om han altid var der, i teatret. Uanset hvor man kom, om det var en klassiker på Gamle Scene eller ny dramatik på CaféTeatret, så indtraf det øjeblik altid, hvor den lille, runde mand langsomt puffede sig ind gennem rækken til sin plads, mens han hilste på dem, han kendte, undervejs. Altid, syntes det, i en blå blazer og grå bukser.
Jens Kistrups hele liv var teatret. Måske erstattede den professionelle lidenskab for teatret til en vis grad den lidenskab, han ikke fik afløb for i det private liv:
Det er sine hormoner sin ubrugte seksualitet man skriver på. Og gør man ikke det, bliver resultatet derefter. Uden lidenskab, uden liv, skrev han i Weekendavisen fem år før sin død.
Tag den, anmeldere!
Måske er det også derfor, Jens Kistrup med en vis ret har ry for indimellem at dyrke de unge skuespillerinder i en forestilling, som Ann Hjort, der i Kielgasten (1990) blot behøver vise sig, så smelter anmelderens hjerte, hans slumrende driftsliv og hans infantile smagsløg.
Men det handler ikke bare banalt om kvinderne på scenen. Det handler om noget større end det. Om kunsten som livet, som det, man kan leve igennem frem for at gøre det selv.
For kunsten er sådan en anmelder vidunderlig at have. Men menneskeligt set er der vel mere tale om en tragedie.
Også selvom det, som i Jens Kistrups tilfælde, også bliver til en form for rolle. Et image, han dyrker, af journalisten, hvis egentlige liv er det, der foregår på scenen og bagefter mellem en selv, pennen og blokken.
Uanset hvordan man vender og drejer det, og måske også begræder det alt efter temperament så er der kun ét at fastslå: Anmeldere som Jens Kistrup kommer aldrig igen. Hans position og betydning tilhører en medietid, der er endegyldigt slut.
Det er også svært at forestille sig nutidens læsere have tid, tålmodighed og koncentration nok til at læse så lange anmeldelser af et teaterstykke som dem, Jens Kistrup skrev i sine velmagtsdage.
Til gengæld fik man også en meget velskrevet, gennemgribende gennemgang af forestillingerne. Stilen er mere litterær og analytisk end hos for eksempel hans forgænger Svend Kragh-Jacobsen, der kaldte sig selv teateriagttager. Men en definitiv dom skulle man ikke forvente sig at få i Jens Kistrups anmeldelser. Ikke ret tit i hvert fald. Hans anmeldelser er fyldt med spørgsmålstegn og indre diskussioner i teksten. Ligesom han også apropos forlagsdirektør Johannes Riis opråb her i avisen forleden er generøs nok til for eksempel i anmeldelsen af Robert Wilsons og Tom Waits radikale iscenesættelse af Woyzeck på Betty Nansen Teatret at skrive om det, han i modsætning til premierens ekstatisk begejstrede publikum savner.
På sin vis er hans anmeldelser konstant oplæg til diskussion om forestillingens valg og iscenesættelse. Uden at man føler, man lades i stikken af anmelderen. Det er snarere, som om teksten vibrerer og får liv af det.
Jens Kistrup døde ikke i teatret, men næsten. Hans sidste anmeldelse stod i Weekendavisen to dage efter hans død i lejligheden på Frederiksberg Allé det nærmeste, København kommer et teaterkvarter.