Dannebrog står og slår i vinden, da Kristeligt Dagblad ankommer til Sønderborg Slot. Det er ikke nogen tilfældighed, at man holder særlig meget af det danske flag på egnen. For gennem 56 år var flaget forbudt, mens hele Slesvig var underlagt den tyske kejser fra det danske nederlag i 1864 til genforeningen i 1920.
Der findes mange rørende historier om, hvordan bøndernes grantræer til anledningen hurtigt blev klædt af, så de kunne fungere som improviserede flagstænger for at fejre, at landsdelen igen var dansk.
Genforeningen foregik som bekendt ved afstemninger, der førte til, at Nordslesvig blev dansk, mens Sydslesvig forblev tysk. Begge steder skete det med overvældende flertal.
I kirkerne fejrede man ironisk nok afstemningerne med den samme salme på begge sider af grænsen. På den nye danske side af grænsen sang man Nu takker alle Gud, og på den tyske side af grænsen sang man den på tysk, som den oprindeligt også blev skrevet på, forklarer Inge Adriansen, der er museumsinspektør for Museum Sønderjylland.
Hun tilføjer, at det derfor også kunne ses som en form for forsoning, da netop denne salme blev sunget i forrige uge til mindegudstjenesten for de faldne sønderjyder, da den sønderjyske kirkegård i Braine i Nordfrankrig blev genindviet.
Tilbage i Sønderborg er havnekajen uden for museet på Sønderborg Slot dog også et vidnesbyrd om grænseløs gæstfrihed. For her er en international træskulpturfestival i gang, og der står kunstnere fra mange forskellige lande og skærer krigerisk i store træstammer med deres motorsave i solen. Men bag slottets gamle røde mursten gemmer der sig langt mere drabelige historier. For nu har museet netop åbnet sin nye faste udstilling om det sorte kapitel i danmarkshistorien, hvor Sønderjylland fra 1864 til 1920 tilhørte den tyske kejser.
Stor og mægtig står kejser Wilhelm I også på sin sokkel og ser ud over den nye udstilling, der fortæller historien om dengang, han styrede Sønderjylland. Han styrede dog ikke de sønderjyske hjerter, og mange forblev dansksindede, selvom de endda blev tvunget i tysk uniform under Første Verdenskrig. Og den helt nye udstilling lægger sig også i forlængelse af museets to nyere faste udstillinger om henholdsvis Første Verdenskrig og genforeningen.
Udstillingen Hjemmefront og skyttegrave fortæller historien om den sønderjyske deltagelse i Første Verdenskrig. Det er en stor udstilling, der er designet af Ingvar Cronhammar med den geniale detalje, at gamle sort-hvide billeder af sønderjyder under Første Verdenskrig fungerer som en gigantisk lampeskærm, der fylder det meste af loftet. På den måde bliver hele udstillingen belyst af datidens sønderjyder.
LÆS OGSÅ: Kunstnere er samfundets seismografer
Det er et svimlende antal sønderjyder, der blev berørt af Første Verdenskrig, hvor over 30.000 unge sønderjyder, fortrinsvis mænd, blev sendt i krig for kejseren. Det svarede til en sjettedel af den slesvigske befolkning dengang, og 5333 vendte aldrig levende hjem. Her var der mildt sagt også en skæv kønsfordeling, for kun en ud af de 5333 faldne sønderjyder var kvinde. Det var en sygeplejeske ved fronten.
Det er svært at vurdere, hvor mange af dem der var dansksindede. De indremissionske og socialdemokraterne på egnen var for eksempel slet ikke så nationalt orienterede. For mens socialdemokraterne var en del af en international bevægelse, var de indremissionskes rige jo ikke af denne verden, forklarer Inge Adriansen.
Udstillingen er spækket med genstande, der både kan give et billede af, hvordan det har været at være udsendt i krigen, og hvordan det har været at leve i uvished derhjemme, hvor tyskerne til gengæld tilbød de sønderjyske landmænd russiske straffefanger til at hjælpe til på gårdene, mens de sønderjyske sønner var sendt i krig.
Gennem udstillingen bliver man løbende præsenteret for levende, indspillede fortællinger, der går i gang af sig selv, mens man bevæger sig gennem de forskellige genstande, der spænder fra eksempler på skinker og frikadeller, der blev sendt til fronten, til et stort truende maskingevær i midten af rummet.
Alligevel er det en sort brudekjole, der gør stort indtryk på de fleste, fortæller Inge Adriansen og viser kjolen, der er lukket inde i en montre sammen med et foto af en gammel kvinde, der bærer den.
Hun mistede sin mand under Første Verdenskrig, mens hun bar deres andet barn, som han altså aldrig nåede at se. Men hun elskede ham så højt og sørgede over sit tab resten af livet. Hvert år gik hun hen til hans grav på deres bryllupsdag iført sin sorte brudekjole, som hun endda kunne passe på den dag, hvor de to kunne have fejret krondiamantbryllup, fortæller Inge Adriansen, der engang havde siddet til bords med kvindes søn til en fest.
Han fortalte om sin mors barske skæbne og en tåre gled ned af kinden, da han fortalte, at moderen havde ønsket at blive begravet i sin sorte brudekjole, så hendes mand kunne genkende hende. For nu var hun jo en gammel kone, og han ville jo stadig være en ung mand, når de mødtes i himlen, som hun havde sagt. Men ved en fejl blev hun ikke begravet i kjolen, så nu ville hendes søn i stedet have den med i sin kiste, når han døde.
Sådan gik det ikke. For Inge Adriansen fik ham overtalt til at overgive kjolen til Sønderborg Slot, så man i dag kan se den sorte brudekjole på udstillingen, hvor der også er en anden kjole. For museet råder også over den hvide kjole, som den lille pige, der red på Christian Xs hest, bar.
Jeg mødte hende selv, da hun var blevet en stor cerutrygende kvinde, der lod sin cerut vippe op og ned, mens hun talte. Det var en stor oplevelse, fortæller Inge Adriansen, inden hun viser os videre gennem genforeningsudstillingen.
Her er også en del malerier af Christian X på den hvide hest, som nogle mener kun var kalket hvid.
Den var vitterlig hvid. Den var også kalket, men det var kun, fordi man ikke ville have, at kongen blev våd af hestesved, forklarer Inge Adriansen, inden vi når forbi en række store både tyske og danske genforeningsplakater, der viser genforeningen set fra begge sider af grænsen.
På den ene plakat er der dansk jubel, på den anden plakat vinker tyskerne farvel til de griske danske vikinger. Sådan kan historien ses fra flere sider.