Det er ikke altid et godt tegn, at en bog er blevet solgt til 28 lande, og at Reese Witherspoon skal spille hovedrollen i den kommende filmatisering. Men Gillian Flynns Kvinden der forsvandt er et intelligent forsøg på at skrive en hybrid mellem en thriller og et portræt af generationen omkring de 40 år.
Hendes mursten af en roman veksler mellem at give stemme til Nick og Amy. Amy er forsvundet på deres femårs bryllupsdag, og politiet mistænker Nick for at have noget med det at gøre. Men det er slet ikke så enkelt, især ikke for læseren, som ikke kan være sikker på, om det nu også er hele sandheden, der fortælles.
Flynn bruger ganske effektivt det enkle greb at veksle mellem de to ægtefæller som fortællere, og hun sætter trumf på ved at lade kronologien springe frem og tilbage i tid, så man går fra begivenheder lige efter hendes forsvinden fortalt af Nick til hændelser måneder senere fortalt af Amy.
LÆS OGSÅ: Mere hyggelig end skarp
Kvinden der forsvandt bliver dermed til en rigtig sidevender, hvor man kan håbe på, at nye spor og nye vinkler kan løse op for den centrale gåde om Amys forsvinden og de mange underliggende plots, der introduceres, efterhånden som nettet strammes om Nick.
Men romanen er som nævnt ikke blot en thriller, men også et originalt kammerspil om et ægteskab, hvor Amys forsvinden giver anledning til at rulle en række detaljer op i det, som ellers kunne være et ægteskab på toppen af verden, men som både er præget af utroskab og en underlig form for retningsløshed midt i hipheden.
Flynn skildrer dette med en fin underspillet humor og udstilling af det moderne menneskes måske alt for store opmærksomhed på, hvordan små detaljer positionerer os i det sociale liv, hvor overfladisk dette end måtte være til tider.
Uden at afsløre for meget kommer Amys graviditet til at spille en stor rolle, og den kan ses som et modstykke til værdier hos de unge, smarte og kontrolfikserede, samtidig med at der også mere klichéfyldt spilles på behovet for at komme ud over tosomheden i kraft af barnet.
En kvalitet ved romanen er også, at Amy og Nick faktisk opleves som to forskellige stemmer og ikke blot som projektioner af den samme fortæller. Der er en god dynamik mellem den pressede og uforstående Nick og den meget selvrefleksive Amy, der får talt ud om sit forhold til Nick og om alle de tusind detaljer, der konstituerer forelskelse og ægteskab.
Kvinden der forsvandt er en roman, som er svær at sætte i bås, og tak for det. Den benytter sig skamløst af spændingselementet, som jo trækker så stor en del af bogmarkedet, men den gør det på sin egen facon, både i selve udfoldningen af plottet og i kraft af den rigdom af detaljer og refleksioner, som på en cool måde får skrevet et portræt af en generation, som måske ikke umiddelbart er den mest dramatiske, men som så sandelig sørger for at få sat nogle skeletter i skabet.
Mere end blot god sommerferielæsning, men ganske oplagt dertil.