Af Henrik Hoffmann-Hansen |
13. januar 2006
Man må ikke blande religion og politik, hedder det, men i et udvalgsværelse mødes politikere på tværs af partierne stadig for at læse Bibelen og synge salmer
Jens Rohde, ytringsfrihed, politiske prædikener og tegninger af profeten Muhammed.
De religiøse vinde suser over Christiansborgs nylagte kobbertag, men inde i mødelokale 1-008 er der stille. Lidt for stille, mener de fire folketingspolitikere, som er mødt frem denne morgen for at holde den ugentlige andagt med salmesang, bøn og bibellæsning.
Alle folketingsmedlemmer har fået en invitation til at være med, og lederen af andagten, tingets formand Christian Mejdahl (V), vurderer, at op til en snes medlemmer har deltaget en eller flere gange siden da.
Normalt dukker otte-ti medlemmer op, og det giver luft under både salmesang og samtale om teksterne. Der har været folketingsmedlemmer fra alle partier, bortset fra Enhedslisten, men denne dag dominerer Venstre billedet.
Bibelteksten er den kommende søndags evangelietekst fra Johannes-evangeliet.
Den skulle nok kunne give debat i et politisk miljø, for den handler om en samaritansk kvindes møde med Jesus – et kontroversielt møde fra en tid, da jøder og samaritanere end ikke måtte tale sammen.
Christian Mejdahl føler sig da også overbevist om, at nogle præster på søndag vil bruge anledningen til at tale om flygtninge, måske endda om flygtningepolitik. Og selvom man ikke skal blande religion og politik, er det svært at komme uden om, at der kan være berøringsflader mellem de to, siger han.
– Ja, det kan da også blive lidt for tandløst, som en af deltagerne bemærker.
Kristeligt Dagblad har fået lov at være med til andagten "men helst uden notesblok og fotograf", som Christian Mejdahl udtrykker det. Gruppen har tidligere haft uheldige erfaringer med at stille op for pressen.
En af dem, der ikke har noget imod at udtale sig, er folketingsmedlem Søren Pind (V).
Han betegner sig selv som tilhænger af "mildt tidehverv", eller – uden at fornærme nogen, som han siger – "apolitisk tidehverv". Han slår stærkt på, at evangelieteksten om kvinden ved Sykar brønd ikke må bruges farisæisk. Det er væsentligt at understrege, at man ikke kan frelse sig selv, og gerningsretfærdighed ikke fører nogen steder.
– Tro er altid et individuelt samvittighedsspørgsmål, som sætter sig ud over farisæismen, siger han til Kristeligt Dagblad efter andagten.
Søren Pind levede sine første år i Schweiz, hvor kristendomsundervisningen i hvert fald dengang var meget mere omfattende end herhjemme, og da han meget tidligt lærte at læse, havde han allerede som 4-5-årig læst sin første børnebibel. Senere flyttede han med sin familie til Bornholm, hvor naboen var engageret i Luthersk Missionsforening, og han blev selv kirkesanger i Øster Marie Kirke.
– Jeg interesserede mig meget for åndelige spørgsmål og blev meget optaget af Søren Kierkegaard og Luther. Det kom efterhånden til at stå klart for mig, at det med troen ikke skulle være alt for abstrakt, og at det var noget hykleri, hvis man vil frelse mennesker på den anden side af jordkloden, men ikke de mennesker, man møder på gaden, siger han.
Selvom han altså er enig med partifællen Jens Rohde om, at religion og politik skal holdes adskilt, har han kun hovedrysten tilovers for hans beslutning om at melde sig ud af folkekirken. Det er jo ikke nyt, at nogle præster er politiske, og hvis man ikke kan leve med det, så kan man lige så godt lade være med at melde sig ind i kirken.
Han har selv fået mange e-mail fra partifæller og andre, som overvejer at følge Jens Rohdes eksempel, og det ærgrer Søren Pind, at de 200 præster er gået til angreb på regeringens flygtninge- og indvandrerpolitik.
– Jeg møder mange på min egen alder, som leder efter åndelige værdier. De går ikke i kirke, og derfor finder de ikke værdierne der, men der er en enorm tomhed, som kirken burde udfylde. I stedet kommer mange præster med såkaldt kristen moraliseren, som støder i hvert fald halvdelen af befolkningen fra sig, siger han
Ved andagten læser han bibelteksten højt, og selvom der altså kun er få deltagere, bliver der sunget godt til på de to salmer, "Til himlene rækker din miskundhed Gud" og "Kender du den livsens kilde".
Christian Mejdahl fortæller, at traditionen med at samles til andagt i Folketinget går mange år tilbage. Oprindelig mødtes folketingspolitikere forskellige steder i byen, for eksempel på missionshoteller, men siden flyttede andagten ind på Christiansborg. Ved jordskredsvalget i 1973 forsvandt traditionen, selvom Kristeligt Folkeparti gjorde sin entre netop ved det valg.
Andagten blev først taget op igen i 1984 på foranledning af partiets daværende leder, Flemming Kofod-Svendsen. Da Kristeligt Folkeparti røg ud af Folketinget i 1994, påtog Christian Mejdahl sig at fortsætte som leder.
– Jeg synes, det er vigtigt, at vi er bevidste om vores samfunds værdier, også her på Christiansborg, og det mener jeg, at andagten kan være med til. Vi prøver at finde ud af, hvad bibelteksten kan sige moderne mennesker, siger han.
Han forbereder altid nogle spørgsmål til teksten og har også et par forslag til salmer med hver gang, hvis ingen af de øvrige har et ønske. Det var der ikke i dag.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad