For mange høvdinge og for lidt kant det er i korte træk den diagnostik, som en række medlemskirker i Konferencen af Europæiske Kirker, KEK, stiller forud for generalforsamlingen i Budapest, som åbner i morgen.
KEK samler godt 120 protestantiske, anglikanske, ortodokse og gammelkatolske kirker i Europas bredeste tværkirkelige bevægelse. Organisationen driver økumenisk dialog fra hovedkvarteret i Genève i Schweiz og politisk lobbyarbejde i forhold til især EU og Europarådet via to selvstændige sekretariater i Bruxelles i Belgien og Strasbourg i Frankrig. Men organisationen er i de seneste år blevet kritiseret for at have udviklet sig til en tung og uigennemskuelig maskine uden et klart fokus.
Den økumeniske bevægelse som helhed har været i en form for identitetskrise siden Berlinmurens fald og afslutningen på den kolde krig, der var drivkraften i oprettelsen af flere økumeniske organisationer. Men mens andre har forsøgt at tilpasse sig den nye virkelighed, har KEK været meget længere tid om at tage konsekvensen, analyserer Lucian Leustean, seniorlektor i international politik ved Aston University i Birmingham og kender af den økumeniske bevægelse i Europa.
Men nu blæser forandringens vinde over KEK. Ved den kommende generalforsamling, der varer frem til den 8. juli, skal de godt 120 medlemskirker tage stilling til en ny forfatning, som vil møblere om på den organisation, der blev oprettet på Nyborg Strand i 1959.
LÆS OGSÅ:Folkekirken har Nordens største folkelige opbakning
Hvis de delegerede vedtager det udspil, som den særlige Revisionsarbejdsgruppe har leveret, vil KEKs sekretariat blive flyttet fra Genève til Bruxelles. Og især vil de tre kommissioner for henholdsvis Kirke og Samfund, Kirker i Dialog og Kirkernes Kommission for Migranter i Europa blive nedlagt som selvstændige sekretariater og deres arbejde blive varetaget af KEKs nye sekretariat.
Men det handler om langt mere end en ny struktur. Det handler om at udvikle en vision for, hvad KEK skal være i fremtiden, siger Anders Lindberg, tidligere planlægningschef i den svenske kirkes hovedkvarter i Uppsala og repræsentant for Den Svenske Kirke i den arbejdsgruppe, der har arbejdet med forslaget til KEKs nye ansigt siden den forrige generalforsamling i 2009.
Jeg vil ikke sige, at KEK er blevet irrelevant i de seneste år. KEK har gjort sig gældende for eksempel i spørgsmålet om mødet med islam i Europa og modtagelsen af romaerne. Men det er rigtigt, at KEK har haft svært ved at komme med markante udtalelser. Det skal en mere stram og klar ledelsesstruktur gøre noget ved. Men samtidig består KEK også af mange forskellige kirkesamfund. I visse sociale spørgsmål kan de protestantiske kirker måske være meget hurtige til at profilere sig, hvorimod nogle ortodokse kirker vil være mere tilbageholdende. Det må nødvendigvis ende i et kompromis, og det kan gøre KEKs standpunkter mindre markante, påpeger Anders Lindberg.
Sognepræst Mette Ladefoged er dansk repræsentant i KEKs Centralkomité. Og hun er ikke nødvendigvis ked af, at KEK er tilbageholdende med bastante politiske formuleringer.
Det er ikke noget, folkekirken efterspørger. Men samtidig har spørgsmålet helt klart meldt sig, om KEK stadig er relevant. Kunne vi ikke bare blive en slags europæisk afdeling af Kirkernes Verdensråd? Svaret er nej, for KEK er den eneste organisation, hvor store og små kirker har lige stor vægt. Jerntæppets forsvinden har også betydet øget migration og flere mindretalskirker i hele Europa. Og vi har stadig brug for at minde hinanden om nødvendigheden af at give plads til hinanden og for eksempel imødegå det synspunkt, at nationalitet og religiøst tilhørsforhold automatisk hører sammen, så man forventes at være ortodoks i Rumænien og evangelisk-luthersk protestant i Danmark, siger Mette Ladefoged.
Hun peger på, at KEK også har haft svært ved at tegne en klar profil, fordi organisationen på den ene side bedriver traditionel økumenisk dialog, og på den anden side politisk lobbyvirksomhed i forhold til EU-institutionerne og Europarådet. KEK har for eksempel bidraget til arbejdet med EUs nye retningslinjer for forsvaret for religionsfrihed og imødegået især den katolske kirkes synspunkt om, at religionsfrihed skal have forrang frem for andre frihedsrettigheder.
Både det politiske og det økumeniske arbejde er vigtigt, men der har ikke været nogen klar prioritering, blandt andet fordi det var uklart, hvem der bestemte. KEK har udviklet sig ved knopskydning og løbende optaget Kommissionen for Kirke og Samfund og Kommissionen for Kirker i Dialog, som hver har sin egen direktør, foruden generalsekretæren i Genève. Det har skabt en situation med for mange høvdinge, siger Mette Ladefoged.
Det var de magtfulde tyske kirker i Evangelische Kirche in Deutschland, EKD, der ved generalforsamlingen i 2009 blæste til kamp mod den hensygnende kurs, KEK var på. En centralkomité med langt færre medlemmer skal også gøre KEK mere forretningsorienteret, som nogle kalder det. Men det kan også komme til at betyde marginalisering og vigende indflydelse for de mindre kirker, herunder de ortodokse i Østeuropa, som føler sig mindre engageret i det politiske lobbyarbejde i forhold til EU-institutionerne.
Anders Lindberg afviser, at beslutningen om at lægge det nye hovedkvarter i Bruxelles er et signal om, hvor KEK i fremtiden vil lægge sine kræfter.
Vi bliver ofte kritiseret for, at KEK kun er interesseret i EU. Og vi er selvfølgelig klar over, at denne del af arbejdet kan være mindre relevant for kirker i lande uden for EU. Men Bruxelles er et oplagt sted at samle ledelsen, for KEK er trods alt en europæisk organisation, siger Anders Lindberg.
KEK er nødt til at tage stilling til, hvad det vil sige at være en økumenisk bevægelse i dag. Handler det bare om en slags kirkediplomati, hvor man forsøger at udviske forskellene, eller handler det også om at gå ind i teologiske knaster, spørger Lucian Leustean fra Aston University.