Synode bliver første skridt mod adskillelse af kirke og stat

Amerikanerne aflytter ikke den danske folkekirke, men gjorde de, ville det blive afslørtet, at den er på vej mod en synode, der vil resultere i en politiserende, magtsyg kirke, som befolkningen vil melde sig ud af, ligesom de har gjort i Sverige, Tyskland og USA

Strukturændringerne i Folkekirken vil føre til en øget politisering, mener dagens kronikør. På billedet: kirkegængere er mødt op til eftermiddagsgudstjenesten langfredag april 9, 2004 i Vor Frue Kirke i København.
Strukturændringerne i Folkekirken vil føre til en øget politisering, mener dagens kronikør. På billedet: kirkegængere er mødt op til eftermiddagsgudstjenesten langfredag april 9, 2004 i Vor Frue Kirke i København. Foto: Keld Navntoft.

Den amerikanske whistleblower Edward Snowden har lækket dybt fortrolige oplysninger om folkekirken. Formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen, biskop Karsten Nissen og formanden for Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken, Hans Gammeltoft-Hansen, har gennem det seneste halve år været ude for massiv telefon- og dataovervågning. Oplysningerne er kommet frem i det tyske magasin Der Spiegel. Det undrer adskillige kirkefolk samt PET, at den danske folkekirke skulle være så interessant for amerikanerne, at de har villet overvåge nøglepersoner i det danske kirkeliv. Hans Raun Iversen, lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet, er dog ikke forundret. "Amerikanerne er klar over, at dansk politik snart vil blive påvirket af den synode, der er på vej, og som menighedsrådene i øjeblikket har til høring. Ledende kirkefolk i Svenska Kyrkan og EKD, Evangelische Kirche in Deutschland, har også været ude for datoovervågning. Amerikanerne ved nemlig fra både Sverige og Tyskland, der har synode a la den, som Danmark er på vej imod, at kirkerne er opinionsdannere. De udtaler sig om militære operationer, produktion af våben, kemisk krigsførelse og meget mere. "Det kan", fortsætter lektor Raun Iversen, "være af den grund, at personer, der har arbejdet hårdt for at give folkekirken en synode, nu er blevet aflyttet. Man ønsker formodentlig fra amerikansk side at vide, hvilke politiske budskaber der i fremtiden vil blive fremført fra kirkelig side, da disse budskaber kan påvirke politiske processer".

Ovenstående er selvfølgelig noget sludder. Selvom amerikanerne ligesom julemanden godt kan stå og lytte ved dørene, (og lad dem bare, da USA har givet os så mange gaver gennem årene), kunne de nok aldrig finde på overvåge folkekirken. De ville falde i søvn. Og dog er der alligevel et gran af sandhed i den kendsgerning, at folkekirken i Danmark, hvis den får en synode, er på vej til at blive stærkt politiseret og hermed også en anelse interessant for CIA.

Går man ind på hjemmesiden fra Den Svenske Kirke og ser, hvad kirkerådet igennem årene har udtalt sig om, kan man læse, at de vil have stoppet volden fra Israels side mod befolkningen i Gaza. Ikke et ord om, at volden fra Gaza mod Israel skal stoppes. De vil have intensiveret det humanitære arbejde i Mellemøsten. De har krævet omgående stop for udvisning af flygtninge fra Sverige. De mener, at den europæiske landbrugspolitik er til ugunst for fattige. De udtaler sig kritisk om svensk handel med krigsmateriel. Sidste udtalelse fra den 30. juni i år handler om, hvorledes kirken vil have en mere human integrations- og immigrationspolitik i Sverige. En udtalelse, som står på linje med, hvad synoden i USA for den evangelisk-lutherske kirke, ELCA, for nylig har fremført. Nemlig at USA skal føre mere tolerant immigrationspolitik.

LÆS OGSÅ: Filosofilektor: Folkekirkeskizofrenien breder sig

I den tyske evangeliske kirke, EKD, finder man politiske udtalelser om, at terrorisme er en forbrydelse, men ingen anledning til krig. Den evangeliske biskop i Bayern opfordrer til protester mod en udbygning af floden Donau. En anden biskop udtaler på vegne af den tyske kirke, at gravide kvinder ikke bør gennemgå for mange test i forbindelse med graviditet. Man kan endda læse, at kirken mener, at der ikke skal bruges våben mod Assad i Syrien. En udtalelse, som også er fremført af synoden for ELCA i USA, der opfordrer Obama og det internationale samfund til at klare situationen i Syrien med diplomati, selvom alle husker den engelske premierminister Neville Chamberlain, der kom hjem fra et møde med Hitler med ordene: "Peace in our time"! Samtidig giver den amerikanske synode også Kongressen i Washington DC en opfordring til at undersøge USA's donationer af våben til Israel og israelske overtrædelser af menneskerettighederne.

Der er ingen tvivl om, at synodernes udtalelser i Sverige, Tyskland og USA er gode, kærlige, varme og sympatiske. Man kan ikke andet end blive varm om hjertet af så meget godhed mod floder, flygtninge, landbrug, gravide et cetera. Men vi har nu engang valgt politikere her i Danmark til at arbejde gennem det repræsentative demokrati med sådanne forhold. Vi har ikke et præstestyre som i Iran. Det betyder ikke, at biskopper, præster eller menighedsrådsmedlemmer ikke kan udtale sig om politiske forhold. Det er kloge folk, der kan sætte en god debat i gang. Nogle af avisernes bedste klummeskribenter kommer fra den kirkelige verden. Men politiske udtalelser skal ikke komme gennem en synode eller med det stempel, at det er folkekirken, som mener sådan. Hvad hvis man som medlem af folkekirken har den opfattelse, at Assad skal jages bort med bomber, at Sverige er for slatten i sin indvandrerpolitik, at landbrugspolitikken i EU er fremragende, at Donau trænger til at blive udvidet, såfremt det ikke går ud over vinmarkerne, og at gravide kvinder skal have de test, de ønsker" Hver gang man møder folk, der kender ens engagement i kirken, skal man, såfremt synoden bliver en realitet, høre dem sige: "Nå, du går nok ind for ...". Og man må svare: "Vel gør jeg ej!".

Tilhængerne af synoden, folk som landsforeningens formand, mange af biskopperne, adskillige af de medlemmer, der sidder i udvalget om en ny kirkeforfatning og selvfølgelig også kirkeministeren, vil nu svare, at en synode i Danmark aldrig bliver som en synode i Sverige, Tyskland eller USA. Synoden i Danmark vil kun udtale sig på kirkens vegne om indre anliggender. Men sådan kommer det aldrig til at gå. Råd genererer altid mere magt. Det er EU om igen. Det begyndte blidt og stille med et økonomisk samarbejde, der hed EF, og endte med en union ved navn EU. Og pressen, der elsker nøglepersoner, vil ringe til kirkerådets formand, og hun, det bliver sikkert en hun, for et kirkeligt råd skal være politisk korrekt, vil udtale sig om hestekødsskandaler, ponyslagtninger, forhudsforsnævringer, krigen i Syrien, østrigsk indvandrerpolitik, vindykning i Golanhøjderne et cetera.

Vi er nogle, der ville ønske, at Edward Snowden, den amerikanske whistleblower, havde haft nogle dokumenter fra samtaler, der måske er ført i enrum mellem Ingelise Pedersen, Karsten Nissen, Hans Gammeltoft-Hansen og sikkert også kirkeministeren om den synode, som de så gerne vil have. Folkekirken har brug for en Edward Snowden! Har de mon talt om, at en synode er en elegant måde at få kirken og staten adskilt på" Først ophidser man kirkefolket med at indføre homoseksuelle vielser, så de tænker:" Vi skal nok selv bestemme, hvad der sker i kirken". Trin 1: Så giver man kirkefolket mulighed for at bestemme ved at få en synode. Trin 2: For lige at hælde benzin på bålet foreslår kirkeministeren, at biskopperne skal åremålsansættes. Denne udmelding, mens det i menighedsrådene diskuteres, om folkekirken skal have synode, kommer som det puf, der får rådvilde præster og menighedsrådsmedlemmer til endnu en gang at udbryde: "Vi skal nok selv bestemme". Trin 3: Trin 4 i adskillelsen af kirken bliver synoden. Trin 5 bliver afskaffelse af kirkens civilregistrering. Og så videre og så videre indtil en adskillelse af kirken og staten er kørt så meget i stilling, at der blot mangler de enkelte ting, der skal til, for at en grundlovsændring kan finde sted.

Edward Snowden har ikke dokumenter om folkekirken, der kan afsløre, hvad der i grunden foregår bag kulisserne i ledende kirkelige kredse. Folkekirken er på vej mod en synode, fordi menighedsrådsmedlemmerne, præsterne og biskopperne snorksover, mens de mumler det midtsjællandske udtryk "Det går nok". Men det går ikke nok med folkekirken, hvis den får synoden. Vi får en politiserende kirke, en magtsyg kirke, en irriterende kirke, som befolkningen vil melde sig ud af, ligesom de har gjort i Sverige, Tyskland og ELCA i USA, der har stærk tilbagegang. Dertil kommer endnu en ting: Himlen er overskyet. Regnmåleren flyder over. Det er bestemt ikke den bedste sommer i mands minde.