Vi skal gøre modmennesket til et medmenneske

Man skal på ingen måde strides, befaler Jesus i søndagens tekst. Men selvom det er vigtigt at stræbe efter forsoning, er den ikke altid mulig at opnå, siger Finn Slumstrup, der som grænseforeningsformand taler af erfaring

Kristendommen er så god en historie, at man ikke kan lade være med at tro på den. Forstå den, det kan man overhovedet ikke. Det er den for fantastisk til,” siger forfatter Finn Slumstrup, som her ses i hjemmet på Ærø. –
Kristendommen er så god en historie, at man ikke kan lade være med at tro på den. Forstå den, det kan man overhovedet ikke. Det er den for fantastisk til,” siger forfatter Finn Slumstrup, som her ses i hjemmet på Ærø. –. Foto: Camilla Jørvad.

Han starter med at tale om den forkerte tekst.

Det sker bevidst, for Finn Slumstrup ved udmærket godt, hvilken bibelpassage der fokuseres på i morgen i kirken. Den 71-årige forfatter og foredragsholder vil dog hellere indlede interviewet med en helt anden historie, der også hører til den sjette søndag efter trinitatis og handler om en rig mand, som spørger Jesus, hvordan han kan få evigt liv. Svaret er for den rige mand et uoverkommeligt krav, og til sine disciple siger Jesus efterfølgende, at for mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.

Og netop dette er ifølge Finn Slumstrup også det gennemgående ved denne søndags tekst, hvor Jesus giver besked om, at man ikke på nogen måde må strides med sin næste. At man derimod skal forsone sig, og som Finn Slumstrup siger gøre sit modmenneske til sit medmenneske.

Sjette søndag efter trinitatis er der, hvor vi konfronteres med det umulige. Jesus siger, at vi almindelige dødelige skal være mere retfærdige end de skriftkloge og farisæerne, som havde gjort retfærdighed og selvretfærdighed til deres speciale. At Jesus siger, man ikke må slå ihjel, er ikke overraskende, men at man ikke engang må blive vred på eller tale nedsættende om sit medmenneske, det er i virkeligheden en lige så umulig fordring som kravet om evigt liv. Det kræver en Frans af Assisi-radikalitet at leve op til de to tekster.

Evigt liv lyder ellers ikke som nogen tosset ide, når man sidder i den store grønne have ved Finn Slumstrups hjem i Ærøskøbing. For nogle år siden flyttede han til øen med sin kone, Anne Mette, for at komme væk fra storbylivet. En beslutning, parret på ingen måde har fortrudt. Fra hjemmet i Ærøskøbing har Finn Slumstrup maksimum en halv time i bil til hvert af øens yderpunkter. Selvom afstanden er kort, er de kulturelle forskelle på beboerne i øens tre største byer dog store, hvilket gennem tiden har gjort øen kendt for sine interne stridigheder. Noget, der heller ikke stemmer overens med kravet i søndagens tekst.

Udfordringerne med forsoning kender Finn Slumstrup dog også fra sit daglige virke som formand for Grænseforeningen siden 2005. Næste år fejres 150-års jubilæet for slaget på Dybbøl, og i den anledning foreslog en kunstner for et par år tilbage, at man kunne lave et monument, der skulle symbolisere forsoning. Forslaget rejste efterfølgende en stor intern storm i foreningen, som viste, at Kongeågrænsen stadig eksisterer mentalt. Jo tættere man kom på begivenhederne, des stærkere var modstanden, hvilket understreger en anden vigtig forsoning, nemlig at forsone sig med historien. Hvis man ikke forsoner sig med sin fortid, er man dømt til at kigge bagud og blive hængende i den.

Dog er det ifølge Finn Slumstrup lykkedes at få mere ro ved den dansk-tyske grænse, og forsoningsprocessen er for alvor gået stærkt de seneste 20 år.

Jeg tror, der er tale om en direkte erkendelse af, at den klassiske jeg er uenig med dig og vil derfor bekæmpe dig-tankegang ikke løser nogen problemer. Det handler om gensidig respekt, lighed og forståelse for, at vi må tale os til rette om tingene, siger han og tilføjer, at man samtidig ikke kan ændre på de geografiske forhold.

Her rammer søndagens tekst ret direkte den dansk-tyske strid med sætningen skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham. For danskerne og tyskerne er dømt til at være i gang side om side.

Ligemeget hvor enige man forsøger at blive ved grænselandet, holder Finn Slumstrup dog fast ved sin første konklusion: Total forsoning er umulig.

Der er dømt til at være en kløft mellem dem, vi er, og dem, vi gerne ville være. Det mener jeg er et menneskeligt vilkår, og det er en fundamental del af kristendommen, at vi skal leve med kløften og bestræbe os på at gøre den så lille som muligt.

Og det gør han også selv.

Jeg prøver på i mit daglige liv at være så anstændigt et menneske som muligt. Her må man sige, at denne søndags tekst er en af dem, der virkelig har påvirket mig. For jeg er nok temperamentsmæssigt en temmelig stejl himmerlænding, så jeg møder i kristendommen en konstant opfordring til at gå i mig selv og til at være opmærksom på at udvikle sagtmodighed og ydmyghed, som måske ikke er det, der først falder mig ind i valgsituationer.

Til at minde sig selv om ydmygheden og sagtmodigheden har Finn Slumstrup forskellige symboler på sit arbejdsværelse. Blandt andet et fotografi taget af den franske fotograf Gérard Franceschi af en træskulptur af Vor Herre fra Lindknud Kirke, en buste af pave Johannes XXIII, købt i Rom, og et sømkrucifiks, købt i Mariakirken i Lübeck.

Finn Slumstrups første egentlige møde med kristendommen blev, da han som ung startede på Højskolen Snoghøj. Efterfølgende oplevede han den virkelige forankring som underviser på Askov Højskole, hvor den tidligere forstander og teolog Knud Hansen særligt kom til at spille en stor rolle.

Han var et menneske, for hvem kristendommen ikke var et postulat eller teologisk lære. Det var så naturligt som at trække vejret, siger han og tilføjer, at han særligt husker en samtale, de to højskolemænd havde engang ud på de sene nattetimer.

Der sagde han, at kristendommen var den bedste historie, han nogensinde havde hørt. Og så enkelt er det i virkeligheden. Kristendommen er så god en historie, at man ikke kan lade være med at tro på den. Forstå den, det kan man overhovedet ikke. Det er den for fantastisk til.

Af samme grund er Finn Slumstrup ikke meget for lange teologiske diskussioner.

Intellektuel teologisering siger mig ikke meget, men historien kan jeg ikke lade være med at tro på. Beretningen om et menneske, der var et menneske, men samtidig var så uendeligt meget mere end et menneske og så meget mere end bare verdenshistoriens største humanist. Det er fantastisk.

Den 71-årige forfatter kunne dog savne, at kirken var bedre til at fortælle sin historie i en tid, hvor kårene for kristendommen er svære i Vesteuropa, og hvor der er mange religiøse muligheder på det åndelige supermarked.

Kristendommen er et bud og en fortælling om et helt andet menneskesyn, end det der dybest set hersker i samfundet. Det tror jeg ikke, folkekirken markerer tydeligt nok. Kirkens dørtrin er for mange mennesker utroligt højt og svært at træde op på.