Det kirkelige Danmark har fået mere røgelse og flere ikoner på repertoiret i løbet af de seneste 10 år.
De ortodokse kirker er nemlig ikke kun i vækst i de traditionelt ortodokse lande, men også i Danmark og hele det øvrige Europa. Gennem de seneste 10 år er en håndfuld ortodokse kirker blevet godkendt af staten, mens mindre menigheder er blomstret op uden at være registreret. Det bemærker blandt andre Emil Hilton Saggau, der skriver ph.d. på Københavns Universitet om nutidige ortodokse kirker i Serbien, Makedonien og Montenegro.
”Der er over 90.000 indvandrere i Danmark nu fra overvejende ortodokse lande. Man skal naturligvis passe på med at sætte lighedstegn mellem nationalitet og religion, men vi ved, at tilslutningen til den ortodokse kirke er stor i mange af de lande. Når vi samtidig ser en stigning i antallet af statsgodkendte ortodokse kirker, kan man konkludere, at kirken vokser i Danmark. Hvilket den i øvrigt gør i hele Europa,” siger han.
Ifølge forskeren er det et resultat af EU-udvidelsen i 2007, hvor Bulgarien og Rumænien blev en del af unionen. Der er i øjeblikket 30.000 rumænere i Danmark, og siden 2010 er der blevet godkendt fem rumænsk-ortodokse menigheder i København, Aarhus, Odense, Herning og Roskilde. Inden da var der kun én.
”Og ud over de statsgodkendte ortodokse kirker ved vi fra en feltundersøgelse i Aarhus, at der er mange små ortodokse og orientalske migrantmenigheder, der ikke er registreret noget sted. Derfor er der en del mørketal,” siger Emil Hilton Saggau.
Lektor ved Københavns Universitet Annika Hvithamar, der blandt andet forsker i ortodokse kristne uden for deres hjemland, ser også en stigning i antallet af ortodokse kristne.
”Før Sovjetunionens fald var der meget få ortodokse i Danmark. Siden er antallet steget heftigt, og med heftigt mener jeg, at der nu er titusindvis. Det er sværere at komme det totale antal nærmere, fordi mange menigheder i høj grad er usynlige. Den ortodokse kirke er organiseret i nationale fællesskaber i form af for eksempel en russisk, serbisk, rumænsk kirke og så videre. Der er meget få etnisk danske ortodokse kristne, og migrantmenigheder springer forholdsvist ubemærket frem,” siger hun.
Ligesom Emil Hilton Saggau mener hun, at man til dels kan konkludere en stigning ud fra antallet af indvandrere fra ortodokse lande. Men problemet med den metode er, at nationalitet og tilknytning til kirken slet ikke kan forbindes, når det gælder indvandrere, der har været her i mange år.
”Tendensen er, at de i høj grad bruger kirken som nyankomne, men at de, i takt med at de bliver integreret, begynder at ligne danskerne mere i forhold til kirkegang. Ortodokse indvandrere fra det daværende Jugoslavien har for eksempel været her i en generation nu, og de ser ud til at komme mindre i kirke nu end tidligere. Nu må vi se, om det samme sker med rumænerne, der er den nye store gruppe af ortodokse i Danmark,” siger hun.
Poul Sebbelov ser også, at den ortodokse kirke vokser i Danmark. Han er præst i menigheden Gudsmoders Beskyttelse i København, der er den eneste dansksprogede ortodokse kirke i Danmark. Kirken har mellem 60 og 70 voksne medlemmer.
”Inden for de seneste 10 år har der været en kraftig stigning på grund af indvandring. I min egen kirke mærker jeg dog ikke så meget til det. Det er i høj grad migrantmenigheder, der orienterer sig mod deres hjemlande og servicerer menigheden på dens modersmål. Det er sømandskirker, hvis man kan sige det sådan, og de har ikke nødvendigvis den store interesse i at åbne sig mod det danske samfund eller blive en del af det store kirkelige billede i Danmark. Derfor er udviklingen foregået forholdsvist ubemærket,” siger han.