Historiker: Johannes Paul II bliver en atypisk helgen

I sidste uge godkendte pave Frans at sætte to af sine forgængere på den officielle liste over helgener i verden. Pavetitlen havde dog ingen afgørende indflydelse på beslutningen, siger historiker

Johannes Paul II, der var pave fra 1978 til 2005, står som statue uden for katedralen ved Wawel-slottet i Kraków i Polen. –
Johannes Paul II, der var pave fra 1978 til 2005, står som statue uden for katedralen ved Wawel-slottet i Kraków i Polen. –. Foto: .

Det blev en fransk nonne og en kvinde fra Costa Rica, der afgjorde sagen.

Begge oplevede uafhængigt af hinanden en efter sigende uforklarlig helbredelse, som de takker afdøde pave Johannes Paul II for. Derfor godkendte pave Frans for få dage siden, at hans forgænger, som døde i 2005, skal have helgenstatus.

Dermed skrives han på en officiel liste med over 10.000 helgener, heriblandt Mother Teresa, Frans af Assisi og snart også Johannes XXIII, der var pave fra 1958 til 1963, hvor den katolske kirke tog skridt til at opgive kun at have gudstjenester på latin.

På denne liste bliver både Johannes Paul II og Johannes XXIII nogle af de mere atypiske navne, siger historiker ved Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen.

LÆS OGSÅ: Pave Johannes Paul II udnævnes til helgen

Helgenkåringer starter typisk nedefra ved, at en person foreslås til den lokale biskop, som så har ansvaret for at lave en grundig undersøgelse af vedkommende og senere bede paven om at erklære ham eller hende lokal helgen. Derfor er de tit kun kendt af en lokal kirke eller i et begrænset område, indtil de får helgenstatus, mens paver som Johannes Paul II allerede er universelt kendte, siger han.

Kendt eller ej, processen er dog den samme ved alle helgenkåringer, siger historikeren og nævner tre krav:

Det skal først og fremmest dokumenteres, at vedkommende har været et godt, rettroende menneske hele livet. Derudover skal han eller hun have et hellighedsry, hvilket betyder, at flere skal have ment, at vedkommende var helgen, fra personen levede, og frem til i dag. Det er ikke noget, man skal finde på 500 år efter. Den sidste betingelse er et mirakel en uforklarlig helbredelse, som kan sættes i forbindelse med den pågældende. Der skal mindst ét mirakel til at blive saligkåret og et til, hvis man skal helgenkåres i egentlig forstand.

Når alle tre krav synes opfyldt, videresender den lokale biskop dokumentationen til Vatikanet, hvor en helgenkåringskommission går det hele igennem en gang til. Dette sker med hjælp fra både læger og teologer, fortæller professor Niels Christian Hvidt, som har undersøgt kommissionens arbejde i forbindelse med sin forskning i menneskers tro på mirakler.

Man kan sige, at når man ud fra beretninger og vidneudsagn er kommet frem til, at alle krav om et godt liv og ry er opfyldt, så beder man Gud om en lakmusprøve. Derfor er der knyttet et rådgivende lægekollegium til kommissionen, som har til opgave at finde en naturlig forklaring på en given helbredelse, der er sket på forbøn af den person, der skal salig- eller helgenkåres. Hvis lægerne ikke kan give nogen naturlig forklaring trods alle moderne metoder, de anvender, kan teologerne konkludere, at der er sket et mirakel.

Ifølge Niels Christian Hvidt er lægerne i kommissionen ikke nødvendigvis selv katolikker, men udelukkende kaldt ind på grund af deres ekspertise. Og havde deres konklusion lydt, at Johannes Paul II ikke havde udført mirakler, så var den tidligere pave ikke blevet helgen.

Lægerne har vetoret, hvilket vil sige, at man ikke kan få gennemført en helgenkåring, hvis deres konklusion ikke er opfyldt. Det hedder godt nok, at paven godkender helgenkåringer, men hans indflydelse er i virkeligheden ikke altafgørende.