Den israelske forfatter David Grossman er en blandt mange af landets intellektuelle, som har kritiseret den israelske politik i de besatte områder af Palæstina, ikke mindst bosættelserne. Han har tidligere rejst i de besatte områder og har talt med både palæstinensere og israelere om de ulykker, som besættelsen og bosættelserne medfører. Grossman har i sine berømmede bøger stilfærdigt udtrykt sin solidaritet med de undertrykte senest i bogen, Kvinde på flugt fra meddelelse, hvor konflikten er romanens baggrund og klangbund. Han er ikke mindst bekymret for sit land at det i sin kamp for eksistens langsomt vil miste sin sjæl, både hvad angår demokrati og moral.
LÆS OGSÅ: David Grossman: Israel er som en rustning uden ridder
Begrebet bosættelser lyder måske forholdsvist uskyldigt i hvert fald i forhold til terrorhandlinger, der hurtigt fører til omtale i medierne. Politikeren Morten Messerschmidt (DF) kan ikke se, at det er så galt med bosættelserne og har i en nylig kommentar her i avisen skrevet, at der da også er danskere, som bosætter sig i Sverige. Sådan udtaler en folkevalgt dansk politiker sig. Det er svært at afgøre, om det er demagogi eller dumhed.
De israelske bosættelser har ødelæggende virkninger. De er under tung beskyttelse af israelsk militær, og mange bosættere er selv bevæbnede. Eksistensen af bosættelserne betyder, at de besatte områder holdes i et jerngreb. Bosættelserne skal gradvist etablere det fait accompli, at israelsk beboede områder er israelsk land. Men de udgør et konventionsbrud; ifølge IV Genèvekonvention må en stat ikke deportere eller overføre dele af sin egen civilbefolkning til områder, den har besat (artikel 49).
De israelske bosættelser begyndte hurtigt efter 1967 og er fortsat med varierende intensitet gennem årene. Bosættelserne forbindes med Israel og med hinanden ved hjælp af særlige adgangsveje, by-pass roads. Vejene er af god kvalitet og løber i nogle tilfælde parallelt med de primitive arabiske veje, sine steder kranset af betonmure. Andre afskærer de eksisterende veje. I mange tilfældeovertages den hidtidige direkte vej mellem to byer simpelthen, og palæstinenserne henvises herefter til mindre forbindelsesveje, som ofte er store omveje.
LÆS OGSÅ: Religion definerer konflikten mellem Israel og Palæstina
De besatte områder er på grund af bosættelserne blevet delt op i mange små enklaver. Hertil kommer talrige kontrolposter, der sinker eller endog afbryder samfærdslen for lokalbefolkningen. Sundhedsvæsenet lider, og sundhedstilstanden påvirkes blandt andet hos børnene. Transport og fordeling af medicin vanskeliggøres. Vacciner kan ikke holdes tilstrækkelig nedkølet under de lange transporter. Ambulancer fra det palæstinensiske RødeHalvmåne, der svarer til Røde Kors, må køre omveje og tilbageholdes desuden ofte ved kontrolposterne. Nogle gange får de slet ikke lov at køre igennem, og det har i rapporterede tilfælde ført til patientens død.
Jeg gjorde opmærksom på bruddet på Genèvekonventionerne og beskrev de sundhedsmæssige konsekvenser i et læserbrev til det engelske lægetidsskrift British Medical Journal i 2002. Det byggede på internationale fakta-rapporter, blandt andet fra FN, og på informationer fra en undersøgelsesrejse med Dansk Røde Kors til Israel og de besatte områder nogle måneder forinden. Det lille indlæg førte til en læserbrevsfejde, der bedst kan karakteriseres som raseri. Det kom også bag på redaktionen. Indlæggene spændte fra ren benægtelse af forholdene (der er ikke tale om besatte områder; der er ikke problemer med sundhedsforholdene, og de problemer, der er, skyldes palæstinenserne selv) til personlige angreb for antisemitisme. Der var også andre reaktioner, blandt andet nogle grove e-mails sendt direkte til mig og andre fra forskellige hotmailadresser. De kan etableres hurtigt og uden kontrol. En af de mere bizarre reaktioner var en henvendelse til Den Danske Lægeforening, om ikke man burde ekskludere mig som medlem, eftersom jeg åbenbart gik ind for selvmordsbomber og terror.
Men jeg er ikke den eneste udlænding, som har oplevet hvepsereden. En artikel sidenhen i British Medical Journal fra 2009 hedder Perils of criticising Israel farerne ved at kritisere Israel. Den beskriver den hidsige aktivitet, der begynder, når der ytres noget, som kan opfattes som kritik af staten Israels politik. Det førte blandt andet til lukning af et lægetidsskrift, World Medicine, efter en kædebrevsagtig antilobbyisme var gået i gang. Et eksempel fra juni i år er indædte protester mod en parisisk fotoudstilling om en palæstinensisk flygtningelejr.
Når udlændinge kritiserer staten Israel for dens besættelsespolitik, for den opførte grænsemur, som delvis er anlagt inde i de besatte områder, og for de fortsatte ulovlige bosættelser, har det ført til harmdirrende og hetzlignende reaktioner. Blandt andet bliver man hurtigt beskyldt for antisemitisme. Den risiko løber Grossman og andre israelske kritikere ikke, selvom de bliver mødt med kulde fra visse kredse. Grossman har selv sagt, at hans land og dets folk må forstå, at han kan være meget kritisk over for Israel og alligevel være en integreret del af det.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, journalist og forfatter Kåre Gade og højskoleforstander Thue Kjærhus