God lokalkultur er det, der tør spejle sig i det anderledes

I midten af Jylland langt ude i en skov har to københavnere fået succes med at formidle kunst til de lokale næsten uden at de opdager det

Billedkunstneren Søren Taaning er en af idémændene bag Naturrum Skovsnogen. –
Billedkunstneren Søren Taaning er en af idémændene bag Naturrum Skovsnogen. –. Foto: Andreas Szlavik.

Der er i sig selv en kunst at få kunst helt tæt på borgerne i midten af Jylland. Nemmere bliver det ikke af at gøre det ude i en skov. Alligevel er Naturrum Skovsnogen i Døvling, en række natur- og oplevelsesrum bundet sammen af et afmærket stiforløb, blevet lidt af et lokalt tilløbsstykke. Bag projektet står blandt andre billedkunstneren Søren Taaning.

Hvad inspirerer dig i dit arbejde?

Jeg er inspireret af at forholde mig til det offentlige rum og de mennesker, der er i det. At lave kunst til et bestemt sted og nogle bestemte mennesker som eksempelvis i Døvling eller på en skole eller i et socialt boligbyggeri. Jeg arbejder med meget specifikke opgaver, og det inspirerer mig allerede at tænke i dialogen med publikum, inden jeg går i gang. Man vil som kunstner altid gerne fremme en oplevelse, en diskussion, men at tænke det ind fra starten er for mig en slags benzin for produktet.

LÆS OGSÅ: Skaterstormen i Sønderjylland

Hvad er du glad for at have opnået?

Når jeg flyttede fra København til en lille jysk provinsby, var det især, fordi det var spændende at træde ind i et rum, hvor der ikke var så mange kunsttilbud. Og dermed få et publikum, som ikke er så vant til kunst. Jeg har prøvet mange ting af, der ikke lykkedes, men med Skovsnogen har vi ramt noget. Her kommer mange børne-familier, og vi har i det hele taget formået at nå et publikum, der ikke normalt interesserer sig for kunst, og det er jeg stolt af. På Kunstakademiet er der utrolig meget liv omkring at skabe kunst, men uden for murene er der ikke så mange, der gider tale om kunst. Vi føler, vi nu har skabt noget, folk forholder sig til. Ikke nødvendigvis som kunst, men som en del af en naturoplevelse.

Hvad er god lokalkultur for dig?

Det er kultur, der tør spejle sig i det anderledes. Ligesom de små lokalsamfund, vi nu befinder os i, og som har taget rigtig godt imod os. Det handler om at skabe en åben kultur for på den måde at styrke sammenholdet og finde ind til sin egen identitet. Ordet kultur er jo noget, der er levende. Det skal være noget, hvor det ikke kun er en årlig begivenhed. God lokalkultur er derfor også noget, hvor der hele tiden sker nye ting, og hvor man er åben over for impulser udefra.

Søren Staaning giver stafetten videre til Brunkulslejren i Søby, fordi det er lidt et håbløst projekt, men med en fortælling, ingen andre ville have fundet på, og som har en nerve, folk synes er interessant.