Terapeuten eller præsten - hvad er forskellen?

De seneste fem år har præster oplevet en stigning i antallet af henvendelser om kærlighed, sorg og familiekriser. Til forskel fra psykologer og parterapeuter fokuserer præsterne på livserfaring, sjælesorg og kristne værdier

Tegning: Søren Mosdal
Tegning: Søren Mosdal.

De seneste år har to personer uafhængigt af hinanden sagt følgende sætning til sognepræst Agnete Brink fra Hasseris Kirke i Aalborg Stift:

Jeg er rigtig glad for min psykolog. Men det her er noget helt andet.

Med ordene har de henvist til deres samtaler med præsten om problemer i parforholdet eller rod i familien. En form for samtaler, som Agnete Brink får flere af i dag end for fem år siden.

LÆS OGSÅ: Flere drøfter familieproblemer med præsten

Samme tendens melder knap hver femte sognepræst om i en undersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad blandt 515 præster. Ifølge Agnete Brink er de to personers udsagn ovenfor et eksempel på, hvordan samtalen med præsten adskiller sig fra en samtale med en psykolog eller en parterapeut.

En del af dem, der har henvendt sig til mig, går også til psykolog, så det er ikke det, de skal bruge mig til. Jeg tilbyder ikke terapi, men lytter og bidrager med mine egne erfaringer i livet, siger sognepræsten og henviser her til sin egen skilsmisse, som hun tidligere har fortalt om i forfatteren Sissel-Jo Gazans interviewbog Sig ja! Hvad præster ved om kærlighed, og som hun også inddrager under samtaler med mennesker, der har mistet en partner eller ægtefælle.

Når jeg taler med fortvivlede mennesker, der er i en situation, som jeg selv har siddet i, er det vigtigt, at jeg tør fortælle, hvordan jeg kom videre. En psykolog er omvendt fokuseret på ikke at involvere sin egen person for meget, men at give redskaber og lytte.

Samme umiddelbare forskel på præster og terapeuter ser Hanne Pahuus, der underviser i sjælesorg på Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster og er supervisor for præsterne i Aalborg Stift.

Som sjælesørger giver jeg ikke råd om, hvad et menneske skal gøre. Jeg møder heller ikke et menneske med samlivsproblemer med den målsætning, at jeg skal hjælpe ham eller hende til at blive i et forhold. Det vil jeg lade være et menneskes helt egen afgørelse. Jeg bliver ikke moralsk og fortæller, hvad der er rigtigt og forkert, siger hun og tilføjer, at hun derimod forsøger at formidle en accept eller nåde.

Som præst er det min opgave at formidle den ubetingede og guddommelige accept af et menneske. Det er der, at der kan ske en forvandling for den enkelte. En forvandling, som kan erfares som en fornyelse af den oprindelige kærlighed, man har følt for et menneske, eller føre til en erkendelse af, at det er nødvendigt at skilles.

LÆS OGSÅ: Som præst inviteres man indenfor i folks hjertekammer

En, der af erfaring kan tale om forskellen på præster og psykologer, er journalist og forfatter, Eva Jørgensen. I 2006 døde hendes mand af den uhelbredelige og aggressive nervesygdom ALS, hvorefter hun søgte hjælp hos både en psykolog og en præst for at komme igennem sorgen.

Det, jeg synes, en præst kunne, var først og fremmest, at jeg blev fuldstændig fritaget for ansvar og for at skulle forstå, analysere og grave i mig selv. Jeg fik at vide, at det var okay, at jeg bar sorg, og det gjorde, at den stigmatisering, man kan føle, når man er i dyb sorg, randt ud.

Samtidig fik Eva Jørgensen gradvist øjnene op for, at der er noget i livet, som hun ikke forstår, og som hun aldrig kommer til at forstå og at dette også var o.k.

Det at tro på Gud forekommer for mig i en dimension, jeg ikke har indsigt i, og det var derfor en kolossal byrde, der blevet taget væk fra mig, da jeg inkorporerede den holdning. Ved en psykolog beskæftiger man sig med sig selv og ikke alt det udenom, og jeg tror, der kan være en fare for, at man kommer over i en boldgade med kraftig selvfokusering, siger hun og tilføjer, at hun sagtens kunne forestille sig også at henvende sig til en præst i forbindelse med samlivsproblemer.

Ud over den måde samtalen foregår på, er der også en anden væsentlig forskel på terapeuter og præster. Nemlig den tredje, der sidder med ved præstesamtalen, siger Karin Wellejus, der er pensioneret sognepræst og uddannet sexolog og parterapeut.

På mange områder tror jeg, at terapien vil være den samme, men en forskel er, at præster medbringer en teologisk kuffert. En præst kan bringe kristendommen ind over, fjerne synd, skyld og skam med den og have diskussioner på en måde, som ikke ret mange kan. Ved utroskab eksempelvis handler det i høj grad om tilgivelse. En parterapeut kan også tale om tilgivelse, men i en samtale med en præst er der også en anden, der kan tilgive, og det er Vorherre.

Det samme mener psykolog og teolog Anton Eg Andersen, som efter 20 år som hospitalspræst startede en psykologisk praksis. Ifølge ham forholder kristendommen sig i sig selv til kærligheden, hvorfor kirken langtfra er på bar bund, når det kommer til samlivsproblemer.

Hele det evangeliske budskab om, hvad kærlighed er, er en væsentlig dimension at få ind i et parforhold og i familielivet. Det er noget, præster ved noget om, og de kan dermed formidle budskabet om den selvopofrende kærlighed, hvor man ikke søger sit eget, men vil sin næste det bedste, siger han.

Anton Eg Andersen tilføjer, at præster med den store kristne fortælling kan give noget til mennesker, som er midt i den anden store fortælling om kærligheden i deres liv.

Når den første lykkefølelse er forduftet, står man måske som par med en noget begrænset opfattelse af, hvad kærlighed er. Når man møder de udfordringer, står man med en anfægtelse af, hvad kærlighed egentlig er, og det kan danne udgangspunkt for en væsentlig samtale om parforholdet og samlivet.

Derudover ser psykologen og teologen også en større eksistentiel interesse blandt danskerne, der gør præster relevante at tale med.

Undersøgelser viser, at meningen med livet er en væsentlig værdi for os og betyder meget for, hvordan vi har det. Derfor hænger vores opfattelse af meningen med livet sammen med vores samliv, og her kan præsterne tale med om de store overvejelser i livet.

Præsternes evner er dog ikke ubegrænsede. Ifølge Anton Eg Andersen er der eksempelvis mere brug for en professionel samlivsterapeut end en præst, når konflikter i samlivet når et højt niveau og måske tager retning af utroskab og sygelig jalousi.

Ligeledes mener sexolog Joan Ørting, som leder uddannelser for både sexologer og parterapeuter, at der er redskaber, som professionelle samlivsterapeuter har, og som præster ikke kender til.

Der er måder at kende mennesker på, og systemer, som man kan bruge til at se, hvor par er, og hvilket forhold de har. Alle de psykologiske redskaber kunne præster have godt af at kende, siger hun og tilføjer, at der derfor er god grund til, at præster tager en overbygning som for eksempel parterapeut.

Selv har Joan Ørting også haft præster på sine uddannelser, men ikke nok, siger hun.

Uddannelse vil eksempelvis give kommunikationsredskaber, som præster så kan give videre til det par, de taler med. Der er også brug for redskaber og metoder til, hvordan man holder et ægteskab i live, og hvordan man gennemskuer, hvorfor man sidder fast. Det er det arbejde, vi laver som parterapeuter.

Hun finder det dog oplagt, at præster også skal hjælpe til, når det gælder samliv.

Præster lever af at tale til og med mennesker, og derfor skal de også kunne samtale om så væsentlige ting som konflikter, jalousi, utroskab og seksualitet.