Fra små både til en stor færge. Havet ud for fyrtårnet ved det engelske South Shields er fyldt med skibe. Men de er ikke kun skibe på vandet. De er også instrumenter, som indgår i opførslen af et 45 minutter langt værk Foghorn Requiem eller Rekviem for et tågehorn.
Fra skibene blander lyden fra tågehorn sig med musikken fra tre hornorkestre på land og naturligvis tågehornet på fyrtårnet Souter Lighthouse, som blev taget i brug i 1870 og var det første elektriske fyrtårn i verden.
Musikken er komponeret af Orlando Gough. Men ideen kommer fra den danske kunster Lise Autogena i samarbejde med Joshua Portway.
Projektet er affødt af, at tågehornene i det nordøstlige England er ved at blive afviklet. Det handler om den lyd og de følelser, der er tilknyttet den lyd, forklarer Lise Autogena, som arbejdede på projektet i to år.
Siden februar har hun boet i området, som er hvor floden Tyne munder ud i Nordsøen i det nordøstlige England.
Det er et område, som historisk har haft en stor tilknytning til havet med fiskeri, slæbebåde, handelsflåde og skibsværfter, men hvor meget af den maritime industri lukkede ned under Margaret Thatcher.
For mange er tågehorn lyden fra deres barndom. Og der er mange følelser forbundet med tågehorn, og særligt i Nordøstengland, hvor mange følte, at de fik frataget deres identitet, da industrien lukkede ned, fortæller Lise Autogena, der også er lektor ved Sheffield Hallam University.
LÆS OGSÅ: I dag skrives briterne i mandtal
Hun er selv fra Aarhus, men flyttede i 1987 til Storbritannien, hvor hun i dag bor om bord på en husbåd på Themsen ved Tower Bridge i London. Hav og vand indgår således naturligt i mange af hendes kunstprojekter.
I de fem måneder hun var i Nordøstengland, arbejdede hun både sammen med store virksomheder som Mærsk og DFDS samt de mange familier, som gennem generationer har været tilknyttet havet, og for hvem lyden af tågehorn har stor betydning.
Den danske kunstner peger således på, at alle tågehorn i Irland nu er nedlagt, og at det har udløst en protestbevægelse.
De fleste ved ikke, at tågehorn er ved at forsvinde. Men når folk hører om det, så bliver de chokerede og sentimentale. Reaktionen var derfor fuldstændig overvældende, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Folk har grædt. Det overraskede mig lidt, fordi jeg selv syntes, at det var et morsomt projekt, fortæller Lise Autogena, der har modtaget mange positive reaktioner efter forestillingen som kun er opført en gang en lørdag i juni.
Normalt er jeg selv kritisk, men jeg synes også, at det var stor oplevelse. Det var et landskab af mennesker og lyd, siger hun.
Teknisk set var Foghorn Requiem en udfordring. De mange skibe på havet ud for fyrtårnet var alle udstyrede med særligt fremstillede tågehorn, som blev styret fra land.
Ironien er, at det er satellitsystemet GPS, som betyder, at tågehornene er blevet overflødige.
Samme teknik brugte kunstnerparret så til at fjernstyre de mange tågehorn på havet, så lyden blev bestemt efter, hvornår den ville kunne høres på land.
Det var mærkeligt at bruge så meget tid på noget, der kun varede 45 minutter, siger Lise Autogena.
Men der var også noget stort i det. Det var et flygtigt øjeblik, men et øjeblik, man aldrig glemmer. Det giver også en styrke, at det ikke bliver spillet igen og igen, og at mange rejste langt for at høre det, fortæller Lise Autogena om den unikke dødsmesse for de uddøende tågehorn.