Den dejligste dag i mit liv: Røde plastikmadkasser og mellemlægspapir

Dagens kronik er den første af de otte kronikker, Kristeligt Dagblad bringer fra sommerens konkurrence "Den dejligste dag i mit liv", før vi offentliggør vinderkronikken. For dagens kronikør begyndte den dejligste dag i børnehaven - den dag, hun blev sat til at spise madpakke sammen med en pige

Arkivfoto: Rød madkasse og drikkedunk.
Arkivfoto: Rød madkasse og drikkedunk. . Foto: THOMAS SJØRUP.

IFØLGE ALLE DE KLOGE FORSKERE og psykologer, der sidder med deres intelligente hoveder begravet i studier af den menneskelige hjerne, erindrer vi stort set ingenting fra de første tre spæde år af vores liv. Deres studier viser, at vores selvbiografiske hukommelse faktisk først for alvor træder i kraft, når vi nærmer os skolealderen.

Vores barndomsminder er i virkeligheden oftest udgjort af begivenheder, vi har fået genfortalt af andre så tilpas mange gange, at vi til sidst bilder os ind selv at kunne mindes dem. Vores hjerne driver gæk med os og sammenstykker vores personlighed i en kompliceret orden af oplevede og genfortalte fragmenter, mener forskerne.

Jeg skal ikke kunne sige, om jeg var en særligt veludviklet lille pige med en hjerne, der modnedes i dobbelt tempo af mine jævnaldrenes jeg tror det nu ikke! På dem af mine forældres billeder, der dokumenterer mine første leveår, skiller jeg mig i alle tilfælde ikke bemærkelsesværdigt ud. Jeg havde det samme skæve lidt for korte pandehår, var indsmurt i den eksakt samme mængde snavs og livsglæde og var udstyret med nøjagtigt et lige så oprigtigt og strålende smil som alle de andre små, treårige skabninger på børnehavens legeplads. Selvom billeddokumentationen gør det vanskeligt for mig at hævde andet, end at jeg jo nok på alle punkter var et nogenlunde gennemsnitligt, treårigt pigebarn, så kan jeg uden at blinke garantere, at mindet om mit livs bedste dag stammer fra min tidlige barndom. En del af mit liv, der ellers efter sigende skulle henligge i et præbiografisk mørke.

HUN HAVDE DET SAMME SKÆVE, korte pandehår som jeg. Resten af de lyse, uregerlige lokker var krøllede, hvor mine var glatte. Hendes klare, blå øjne strålede om kap med mine, og hendes grønne regnbukser var akkurat lige så snavsede som mine lyserøde.

Selvom hun var en hel del spinklere af bygning end jeg, så rummede hendes lille krop langt flere ord og sætninger end min.

Vi gik begge to på gul stue, vi havde den samme yndlingsvoksne og var begge to kærester med Rasmus med de store, brune øjne. Alt det vidste jeg selvfølgelig ikke om Christine, førend vi blev sat ved siden af hinanden rundt om langbordet på gul stue og for første gang blev instrueret i synkront at pakke vores sammenklappede leverpostejmadder og agurkestænger ud. Dér, midt mellem de røde plastikmadkasser og mellemlægspapiret, fandt vi hinanden og samtidig fandt vi lykken.

Dengang var vi helt sikkert ikke opmærksomme på, at Christine, da hun til sidst fik mig overbevist om, at jeg gjorde klogt i at bytte min mad med figenpålæg for hendes tre gulerodsstænger, indledte et livslangt venskab. Men jeg tror, at vi begge kunne mærke, at hende dér den anden pige med det skæve pandehår og de beskidte regnbukser var noget ganske særligt. Vi blev i hvert fald siddende klos op ad hinanden og tegnede tegninger med de samme motiver, lige til vi blev hentet sidst på eftermiddagen.

LÆS OGSÅ:Kronikkonkurrence: Den dejligste dag i mit liv

Christine snakkede uafbrudt, mens jeg mest lyttede. Jeg sad fordybet over det samme stykke papir i evigheder og føjede sirligt flere og flere detaljer til mit kunstværk, mens Christine nåede at fremstille et væld af produktioner i mellemtiden. En konstellation og en arbejdsfordeling, der varede ved langt ind i fremtiden. Før den dag, vi fandt hinanden, gjaldt det om at være hende, der kom først ud i legeskuret efter frokost for at erhverve sig den hurtigste sæbekassebil. Eller også gjaldt det om at være hende, der turde klatre højest op i det store grantræ. Efter at vi fandt hinanden, blev alle kræfter sat ind på at sikre sig hinandens selskab i alle døgnets lyse timer.

Når ikke vi rutsjede om kap eller opførte sandslotte på legepladsen, så brugte vi weekenderne på at bygge huler skjult i vildnisset på mine forældres ubeboede nabogrund. Vi skabte langsomt et lille, parallelt univers, hvor man kun var tilladt adgang, hvis man kendte til navnet på vores hemmelige klub eller kunne finde frem til de skjulte huler i vildnisset.

EN SJÆLDEN GANG IMELLEM blev vores forældre eller mindre søskende allernådigst inviteret indenfor. For førstnævnte gruppe bestod adgangsbilletten i en kande saftevand og en tallerken med kiks og frugt. Sidstnævnte gruppe kunne fra tid til anden være heldig at blive beriget med vores selskab, hvis de vel at mærke indgik i vores lege på vores nøje udfærdigede præmisser.

Vores parallelle univers rummede alle slags eventyr og alle slags virkeligheder. Så længe vi var sammen om at udvikle retningslinjerne og håndhæve reglerne, så fortabte mulighederne sig i det uendelige.

Selvom vi havde gjort det klart for alle omkring os, at vores eventyr og vores virkeligheder var af en sådan særegen karakter, at de for det meste kun efterlod plads til to personer, så var det ikke altid, at vores omgivelser forstod dette koncept.

Jeg husker, hvordan mine forældre maskerede med gode intentioner og velmenende hensigter gang på gang forsøgte at lukke andre ind vores univers. Deres brud med vores orden bestod primært i at lave legeaftaler med nogle af de andre lyshårede piger med skævt pandehår og snavsede regnbukser bag om ryggen på mig. Den slags forbrydelser havde forfærdelige konsekvenser, da de jo betød, at Christine og jeg måtte give afkald på en masse værdifulde timer i hinandens selskab! Det var mig en gåde, hvordan mine ellers så vidunderlige forældre kunne være så tankeløse!

HER I DAG MERE END 20 ÅR SENERE har vi begge fået rettet pandehåret til og tørret snavset af regnbukserne. Vi har for længst vinket farvel til gul stue, og vi deler ikke længere den samme kæreste. Det er evigheder siden, at vi for vild blandt de meterhøje rapsplanter på naboens marker og efterfølgende måtte sidde i karbad i flere timer for at blive alt det klistrede blomsterstøv til livs.

I dag farer vi vild i Asiens storbyer i stedet! I takt med at vi blev ældre, åbnede vi gradvist døren til det lukkede to-personersunivers op først ganske forsigtigt på klem, da Christine blev sendt i børnehaveklasse et år tidligere end jeg for at få afløb for alle sine ord.

Senere fjernede vi hasperne og hængelåsene helt, da hun i 7. klasse valgte at rykke sig selv og sin talestrøm til en helt anden kommune, mens jeg valgte at lade min tålmodighed og fordybelse blive i Humlebæk. Vi lærte, at det var muligt at holde af hinanden på tværs af kommunegrænser!

På trods af, at vores parallelle univers i dag har fået demaskeret sin hemmelige identitet og er blevet udvidet både i længden og bredden, så mestrer vi stadig kunsten at synkron-udpakke sammenklappede leverpostejmadder og agurkestænger til perfektion, og vores klare, blå øjne skinner stadig om kap på en solbeskinnet sommerdag.

Ifølge alle de kloge hjerneforskere burde jeg ikke kunne erindre mit første møde med Christine, men på trods af videnskabens vrangvillighed står lige netop denne dag tydeligt prentet i min hukommelse som den bedste i mit liv.

Anne Mette Steen-Andersen, KøbenhavnKristeligt Dagblad bringer i juli og august otte kronikker fra sommerens kronikkonkurrence Den dejligste dag i mit liv, inden vi til slut offentliggør vinderkronikken. Dagens kronik er den første.