En fortæller er født

En aften på Krogerup Højskole skabte et afgørende vendepunkt i Dorte Futtrups liv

Dorte Futtrup besluttede at ændre livsbane, efter at hun turde rejse sig op og fortælle en historie. –
Dorte Futtrup besluttede at ændre livsbane, efter at hun turde rejse sig op og fortælle en historie. –. Foto: Klaus Holsting.

Der findes øjeblikke i livet, som forandrer alting. Sådan et øjeblik havde jeg i 1990. Det var en sensommeraften i skumringen på Krogerup Højskole, hvor jeg sammen med 25 andre voksne mennesker i alle aldre havde brugt en uge på at arbejde med maskens magi. Mærkeligt nok var vi alle sammen blevet sårbare og åbne af at arbejde med masker, og nu sad vi sammen på den sidste aften. Vi havde ryddet op efter kurset, spist middag, og nu var der kommet kaffe, kage, stearinlys og rødvin på langbordet i fællessalen. Og der var både en melankolsk og intim stemning i rummet. For vi var virkelig kommet tæt på hinanden i løbet af den uge. Tidligere på dagen havde vi stået sammen og kigget på et stort træ i parken, mens kursuslederen havde fået en livsmetafor ud af grenene på træet, som han sammenlignede med livsveje. Man måtte vælge en gren at sidde på, men selv den ville forgrene sig. Og sådan sad vi nu i en vished om, at vi snart skulle hver sin vej, da en mand pludselig sagde, at han havde en hat med en stor bred skygge på, som vi kunne bruge til en afskedsleg. Det var en fortællerhat, og den, der tog den på, skulle fortælle en historie, sagde han. Han begyndte selv med en lille historie og lod hatten gå videre, indtil en pige greb den og rejste sig op og fortalte en norsk historie om en pige, der mødte en trold med hale og det hele.

Og den trold blev min mand, sagde pigen, og nu lod hun hatten gå videre. Flere sendte den videre, indtil den nåede mig, og pludselig tog jeg den på uden at vide, hvad jeg skulle sige. Mine hænder blev klamme, og jeg kunne mærke varmen i mine kinder. Men da jeg rejste mig op, kom jeg i tanke om en grønlandsk myte, jeg engang havde læst, mens jeg arbejdede som bibliotekar i Grønland.

LÆS OGSÅ: Højskoler har et formidabelt omdømme

Den hed Hullet i himlen og handler om en mor, der mister sine to sønner på havet og rammes af en så dyb sorg, at hun kravler op gennem et hul til himlen, hvor hun finder dem med is om benene.

Det er dine tårer, fortæller drengene, der gerne ville have, at deres mor levede videre i stedet for at sørge over dem.

Den historie fortalte jeg på ti minutter, mens folk sad helt stille. Og da jeg satte mig, var folk stadig helt stille, indtil der var en, der udbrød: En fortæller er født.

På det tidspunkt var jeg 42 år og arbejdede som bibliotekar, men hele mit liv havde jeg haft en længsel efter at udtrykke mig kunstnerisk. Og den aften mærkede jeg, at jeg havde evnen til det, så jeg besluttede mig for, at jeg ville forsøge at ændre livsbane. Mit liv var gået med andre ting, og fokus havde været mine børns opvækst. Men nu var de ved at blive ældre, og jeg skulle beslutte, hvad jeg ville resten af livet. Og den aften fik jeg lyst til at blive fortæller.

En side af den historie var, at jeg senere blev skilt fra min mand, der havde svært ved at forstå mit behov for at ændre livet så radikalt. Men jeg kom til at leve af at fortælle, og jeg har også siden udgivet fortællingen om Hullet i Himlen som bog. For mig er det også blevet en eksistentiel historie om at leve livet, mens man har det. Alle møder modgang og sorg, men selv når man sidder på en gren, der ser død ud, kan den give nye skud og muligheder, hvis man tør tage dem.

Dorte Futtrup