Danskerne vil have pligten tilbage

Gennem to generationer har velfærdsstaten vænnet borgerne til at se samfundets goder som en ret. Nu peger ny undersøgelse på, at danskernes mentalitet i forhold til at påtage sig arbejde og ikke belaste offentlige kasser er i forandring

Pligten til arbejde og dygtiggørelse er netop nu mere i fokus, end den har været de seneste to generationer.
Pligten til arbejde og dygtiggørelse er netop nu mere i fokus, end den har været de seneste to generationer.

57 procent af danskerne mener, at de har pligt til at påtage sig et hvilket som helst job, de får tilbudt, hvis de ikke har et andet på hånden. Kun 27 procent mener, de har ret til at forlange, at jobbet passer til deres uddannelse, bopæl og karriereønsker.

Det viser en undersøgelse, analyseinstituttet YouGov har gennemført for Kristeligt Dagblad blandt 1015 danskere i alderen 18-74 år. Ud over pligten til at arbejde vægtes pligten til at uddanne sig efter samfundets krav af 54 procent, og hele 72 procent mener, de har pligt til at medvirke til, at de offentlige kasser belastes mindst muligt.

(se grafik i bunden af artiklen)

Ifølge eksperter viser tallene, at pligten til arbejde og dygtiggørelse netop nu er mere i fokus, end den har været de seneste to generationer ikke kun blandt økonomer og politikere, men i befolkningen.

LÆS OGSÅ:
Pligten for velfærdens skyld

Umiddelbart vil jeg vurdere, at undersøgelsen tegner et klart billede af, at vi er ved at flytte os ganske meget i forhold til for bare fem år siden, siger Nina Smith, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet, tidligere økonomisk vismand og medlem af Velfærdskommissionen.

Hun mener, at rettigheder gennem de seneste 40 år har været dominerende i debatten om velfærdsstaten, men nu er vi begyndt at indse, at vi er nødt til at lægge mere vægt på pligt, hvis overhovedet rettighederne skal bestå.

I den første generation vidste man, at det er en forudsætning for en velfærdsstat, at man bidrager til fællesskabet, men den viden glemmes over generationer, når man vænner sig til, at tingene er gratis, og man derfor slet ingen fornemmelse har af, hvad for eksempel et lægebesøg koster, siger hun.

Mikkel Bo Madsen er adjunkt ved professionshøjskolen Metropol og udarbejdede i 2007 en rapport for Socialforskningsinsituttet SFI om lediges indstilling til at påtage sig arbejde. Allerede da var arbejdsviljen stor, og kun én procent sagde direkte, at de ikke ønskede et job. Men der var grænser for, hvor langt de ledige ville rejse for et job.

Siden har krisen skærpet opfattelsen af, at man ikke kan være kræsen, vurderer Mikkel Bo Madsen, men han peger på, at der samtidig er sket en generel vending i synet på, hvad der er årsagen til ledighed.

LÆS OGSÅ: Pligten frem for alt

Fokus er skiftet fra samfundsstrukturer til motivationen hos den enkelte ledige. Det er blevet stadig mere udbredt at lægge afstand til den enkeltes dovenskab og manglende pligtfølelse, mest tydeligt personificeret i medie-figuren Dovne Robert, siger Mikkel Bo Madsen, som betoner, at han kun refererer til det billede, medierne siden september 2012 har tegnet af kontanthjælpsmodtageren Robert Nielsen.

Jørn Henrik Petersen, professor ved Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet, mener, at undersøgelsen mest af alt afspejler, hvor sikre folk føler sig i deres job. De 57 procent, der mener, at man må tage hvad som helst, er formentlig dem med mindst risiko for at blive fyret.

Hvis de rent faktisk blev arbejdsløse, tror jeg, at de fleste ville argumentere for rimeligheden i at få et job, der har at gøre med deres baggrund og uddannelse. Havnede jeg selv i arbejdsløshed, ville jeg også have kvababbelser, hvis de sagde, at en dr.phil. nu skulle være kassedame i Bilka.

Jørn Henrik Petersen er dog enig i, at der i dag er langt større fokus på, at man skal yde noget for de penge, man får:

Når du ser på udviklingen, så er den retorisk og ideologisk indrettet efter, at du skal tage et job uanset hvad. Politikerne vil stramme op på, at det i mange år har været legitimt at være på overførselsindkomst. Vi vil ikke have, at nogen skal oppebære noget uden at gøre noget til gengæld. Når vi taler ret og pligt i dag, er det ment som et disciplineringsinstrument. Det handler om, at vi skal tvinge folk til en bestemt adfærd.

Foto: kaj