På det personlige plan er der visse fællestræk mellem den danske kronprins og belgiske prins Philippe, der i morgen overtager tronen i Belgien fra sin far, Albert II.
Den 53-årige prins Philippe er godt nok ikke frømand han er uddannet jægerpilot og faldskærmssoldat men begge prinser har kæmpet med at finde deres plads som arvtagere til en gammel institution i et moderne demokrati. Ingen af de to er de store kommunikatører, og de har begge oplevet at blive fanget på det forkerte ben og få sagt noget uheldigt i en mikrofon.
LÆS OGSÅ: Hollands dronning gør det ikke-kongelige royalt
Fra at have været lidt undertippede er de dog også begge vokset med rollen, særligt efter de er blevet gift og har gjort mere end rigeligt for at sikre tronfølgen. Begge har nu to piger og to drenge, og som kronprins Frederik vil Philippe også gerne opfattes som en moderne far; han kan skifte ble og kører sine børn i skole, når det er muligt.
Når det kommer til embedet, er det til gengæld svært at sammenligne dem. For hvor kronprins Frederik kommer til at overtage et monarki, som er fasttømret i sin tro på nationalstaten Danmark, er det ikke lige så simpelt for Philippe.
Han skal repræsentere et rige, hvor uenighederne mellem hollandsktalende flamlændere og fransktalende vallonere får jorden til at skælve under Belgien med jævne mellemrum, og hvor befolkningsgrupperne får stadig mindre med hinanden at gøre. Særligt blandt flamlænderne stilles der spørgsmålstegn ved hele kongehusets funktion, ledt af dem, der arbejder for et selvstændigt Flandern, og som naturligt nok ikke har den store fidus til et monarki, der repræsenterer en nationalstat, de ikke helhjertet støtter.
Spændingerne giver store udfordringer for den nye konge, fordi monarken i Belgien spiller en mere synlig politisk rolle end i Danmark. Blandt andet når der skal dannes ny regering på tværs af de stadig dybere sproglige skel, hvilket allerede skal ske til næste år, når belgierne går til valg.
Derudover vil mange holde øje med, hvor neutral den nye konge vil forholde sig til det politiske liv. Prins Philippe er en troende mand og en konservativ én af slagsen. Under hans fars tid i embedet har Belgien gennemført retten til aktiv dødshjælp, homoseksuelle ægteskaber og flere andre meget liberale politikker, uden at Albert II har gjort et stort nummer ud af det. Spørgsmålet er for mange, om Philippe vil være mere som sin far eller som sin onkel kong Baudoin med tilnavnet præstekongen, der tog sine egne personlige overbevisninger så meget med i jobbet som regent, at han foretrak at abdicere for en dag frem for at sætte sit kongelige sejl på en lov, der markant udvidede retten til abort i Belgien i 1990. Prins Philippe har tidligere offentligt kæmpet for for eksempel et totalforbud mod porno, og i nogle kredse er der bekymring for, om han kan lægge sine personlige holdninger på hylden og fungere som apolitisk monark, der lader folkestyret tage sine egne beslutninger.
Det er nu op til ham at overbevise den belgiske befolkning om, at han kan være en medspiller og ikke en modspiller til de regerende kræfter, og at han optræder som en samlende figur for hele befolkningen. Det vil gøre chancerne større for, at der findes et rige for ham at overlade til sin datter kronprinsesse Elisabeth. Ellers kan han ende med at blive den sidste konge af Belgien.