Derfor banker vi under bordet

Vi siger 7-9-13 og banker under bordet for at værge os mod ulykker og dårligdomme, forklarer folklorist Anders Christian N. Christensen. Men det er et nyt fænomen, at par vælger specielle datoer, når de skal giftes

Ifølge Anders Christian N. Christensen, folklorist ved Dansk Folkemindesamling, er det en gammel tradition at sige 7-9-13, men et nyt fænomen at blive gift på specielle datoer som den 07.09.2013. Privatfoto.
Ifølge Anders Christian N. Christensen, folklorist ved Dansk Folkemindesamling, er det en gammel tradition at sige 7-9-13, men et nyt fænomen at blive gift på specielle datoer som den 07.09.2013. Privatfoto.

Det med at banke under bordet og sige 7-9-13 er en gammel tradition. Ofte siger vi talremsen og banker under bordet som en hurtig reaktion på, at vi har sagt noget overmodigt som jeg bliver aldrig syg, eller solen skinner altid på min fødselsdag. Vi siger det for at undgå dårligdomme. Det fortæller mag.art. i folkloristik Anders Christian N. Christensen fra Dansk Folkemindesamling:

LÆS OGSÅ: Hovedstaden får lagt horoskop for datoen 7-9-13

Man kan godt kalde det en trylleformel, men man ved ikke helt, hvor det stammer fra, og hvorfor man siger det. Første gang, det optræder på skrift, er i 1911, men man har sandsynligves brugt det længere tid tilbage.

De tre tal er ikke helt tilfældige tal. De er nøje sammensat.

7-tallet er ifølge Anders Christian N. Christensen det mest lykkebringende tal af alle tal.

Det har altid haft en stærk magisk kraft.

Måske hænger det sammen med, at tiltagende måne, hvor månen gradvist bevæger sig om bag jorden og derved bliver mere synlig, varer syv dage; det samme gør aftagende måne, hvor månen gradvis bevæger sig om foran Jorden og derved bliver mindre synlig. Der er syv dage i ugen, og det tal, der optræder mest i Bibelen, er syvtallet; der er for eksempel syv bønner i fadervor, og i den kristne tradition er der syv kardinaldyder.

9-tallet betegnes også som et lykketal, og tallet er ladet med symbolik. I eventyr oplever man tit, at tre brødre hver bliver udsat for tre prøver i alt ni prøver. I den protestantiske kirke slår man tre gange tre bedeslag for Faderen, Sønnen og Helligånden, når man ringer til gudstjeneste. Og en graviditet tager ni måneder. Derfor anses 9-tallet også som et lykketal.

13-tallet skiller sig ifølge Anders Christian N. Christensen ud i forhold til de andre tal.

Det er både et lykketal og et ulykkestal.

Nogle kan ikke lide at være 13 til bords, i nogle fly findes række 13 ikke, og på nogle hoteller eksisterer etage 13 heller ikke.

Hele symbolet kommer af, at Judas (Jesu discipel, red.) var nummer 13 til bords ved den sidste nadver. Og fordi han var forræderen, og der var en, Jesus, der skulle dø, er der ofte noget negativt forbundet med tallet. Men for mange er det også forbundet med noget positivt. Mange spiller på nummer 13, hvis de satser penge på et spil, hvor nummer 13 er med.

Anders Christian N. Christensen peger på, at det er et forholdsvist nyt fænomen, at brudepar vælger en særlig dato såsom o7.o9.13 eller 11.11.11.

Hele fænomenet med at vælge en speciel dato er kun omkring 20 år gammelt. Det hænger sammen med, at ens bryllup og den dag, man gifter sig, skal være noget helt særligt i forhold til andre menneskers bryllup. Sådan tænkte man slet ikke tidligere. Der var ægteskabet en meget praktisk ting.

Han tror ikke, at valget af datoen 07.09.2013 som bryllupsdato hænger specielt meget sammen med, at de kommende brudepar er overtroiske:

Det har nok mere noget at gøre med, at dagen skal være noget særligt, end med at man vælger dagen for at afværge ondskab.