Verdens fattigste skal have rettigheder, ikke gaver

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) vil erobre EU og resten af verden med sit budskab om, at bistandsmidler skal bruges til at opfylde menneskerettigheder

Den danske udviklingsminister Christian Friis Bach (R) er rejsende i budskabet om, at menneskerettighederne fremover skal sættes i fokus i udviklingsbistanden.
Den danske udviklingsminister Christian Friis Bach (R) er rejsende i budskabet om, at menneskerettighederne fremover skal sættes i fokus i udviklingsbistanden. Foto: Claus BechClaus Bech.

Storbritannien og USA har den seneste uges tid måttet forsvare sig mod anklager om at have vendt det blinde øje til, mens deres udviklingsbistand har støttet fordrivelse, voldtægt og trusler i Etiopien. Sagen handler om såkaldt landsbyficering. Den etiopiske regering har brugt millioner af udenlandsk u-landshjælp på at flytte flere hundredtusinde indbyggere til større landsbysamfund, angiveligt for at de skulle få bedre adgang til goder som lægehjælp, uddannelse og vand. Ifølge en kontroversiel rapport fra den californiske tænketank Oakland Institute skulle flytningerne dog være foregået ved grov magtudøvelse fra officielt hold.

LÆS OGSÅ:
Dansk tillid til EU er i top

De britiske og amerikanske myndigheder afviser, at de bevidst har støttet en undertrykkende politik. Men sagen viser, hvordan formål, der synes noble på papiret, kan ende med at være mindre noble, hvis ikke den lokale befolkning inddrages og deres rettigheder overholdes undervejs i processen.

Den danske udviklingsminister Christian Friis Bach (R) er rejsende i budskabet om, at menneskerettighederne fremover skal sættes i fokus i udviklingsbistanden. Blandt andet for at undgå sager som i Etiopien. Står det til ham, skal rettighederne være helt centrale i de globale FN-mål, som skal afløse de nuværende 2015-mål, når de udløber om to år.

Det er noget, han er så grebet af, at han skriver bøger om det og holder seminarer blandt andet i Bruxelles, hvor Kristeligt Dagblad mødte ham.

Når jeg rejser, kan jeg se, at man bruger fødevarehjælp, som burde være et levn fra fortiden. Der bliver tænkt behov og ikke rettigheder i hele den måde, man går til det. Folk bliver ikke inddraget og har ikke selv noget at skulle have sagt. Den type udviklingsbistand findes der stadig meget af. I dag ved vi, at det giver dårlige resultater, når folk ikke selv står i spidsen for at løse deres egne problemer, fordi vi kommer rendende udefra med vores løsninger og vores projekter, siger Christian Friis Bach.

Hans tanke er enkel. Både modtager- og giverlande har underskrevet en bunke retligt bindende FN-konventioner om menneskerettigheder. Nu er det begge parters ansvar at få opfyldt de rettigheder.

Vi har jo forpligtet os til, at alle børn skal i skole. Der står også direkte, at man har ret til mad og til basale sundhedsydelser, ytringsfrihed og ret til at organisere sig og til at blive behandlet lige, uanset om man er kvinde eller mand. Det er ikke noget, man kan tage let på og bare vende ryggen til.

Resultatet vil være en udviklingspolitik, hvor støtten skal bruges til at bygge demokratiske institutioner op, styrke civilsamfundet i u-landene og bygge grundlaget til, at landene selv kan løse deres problemer. Dertil skal tilføjes, at bistand ikke længere skal anses som en foræring fra rige lande med gode hjerter, men som en moralsk og i sidste ende måske også juridisk forpligtelse til at hjælpe med at indfri den enkeltes rettigheder hvilket ikke huer alle i den vestlige verden.

Der er da dem, der frygter, at de kan ende ved Den Internationale Straffedomstol i Haag beskyldt for ikke at gøre nok for at sikre menneskerettighederne, siger ministeren.

Patrick Twomey er direktør for Netværket for Internationale Menneskerettigheder, der rådgiver organisationer som FN og EU om rettighedsbaseret tilgang til udvikling. Han roser Danmark for at have taget problematikken op på et tidspunkt, hvor landene ellers har mere travlt med at skære i udviklingsbudgetterne. Han advarer samtidig om, at det er noget, den danske regering står ret alene med, når de store beslutninger skal tages.

Der er en risiko for, at direkte støtte til menneskerettighedsbaseret udviklingspolitik, humanitær hjælp, konfliktløsning, statsopbygning og lignende kun vil være vigtigt for en lille andel af de rige lande. Hvis det kun er nogle få stykker blandt donorlandene, der insisterer på progressive idéer, kan det blive brugt af nogle af de mere fodslæbende donorlande som en måde helt at modsætte sig processen, siger Patrick Twomey.

Samme skepsis findes hos Det Europæiske Center for Udviklingssamarbejde og -ledelse, ECDPM. Her gør vicedirektør Geert Laporte også opmærksom på, at det ikke bare er den vestlige verden, der ikke har lyst til at skulle stå juridisk til regnskab for at sikre verdens menneskerettigheder. Det har mange af regeringerne i verdens fattigste lande heller ikke.

Jeg kender ikke nogen diktatorer, der er stoppet med at undertrykke sin befolkning, fordi EU har sagt, de skulle. Dér har dele af donorkorpset lidt for længe været lidt for naivt, siger han og peger på, at sagen sjældent er sort og hvid.

Se på Etiopien. De har klaret at forbedre retten til mad markant. Men hvordan vægter du disse rettigheder op mod alle de andre rettigheder, siger han.

Udviklingsminister Christian Friis Bach lader sig imidlertid ikke standse. Han peger på klimadagsordenen som et eksempel, hvor verden fod-slæbende og tøvende, men dog skridt for skridt går mod en globalt bindende aftale.

Alle lande slår sig i tøjret og vil gerne bestemme alting selv. Det er bare ikke den udvikling, vi går mod på længere sigt. Der bliver vi nødt til at have langt mere bindende forpligtelser. Lige nu har den dagsorden det svært. Det er klart, fordi der er lande, der står i en økonomisk krise, og der er brug for politisk lederskab. Men det er uomgængeligt den vej, verden skal, hvis vi vil løse de globale udfordringer, siger ministeren, der bestemt mener, at han har fat i den lange ende.

Det kommer ikke til at gå stærkt, men det er den vej, det går. Det er jeg ikke i tvivl om, siger han.