Klokken er 00.02 denne fredag midt i juni, men solen hænger stadig et godt stykke over havet i horisonten.
Jeg skal ha på mig solcreme, siger en ældre nordmand muntert og gnider illustrativt usynlig solcreme udover sin arm. Han har jakke på, for selvom det er sommer, er her stadig køligt. Flere bjergtoppe er pletvis dækket af sne.
Ja, her går sola aldrig ned, fortsætter han.
LÆS OGSÅ: Danskerne rejser uanset krise
Vi befinder os på øen Senja, der er Norges næststørste ø, og som ligger så langt oppe i Norge, at man skal krydse den nordlige polarcirkel for at komme herop. Øen ligger mellem Lofoten og Tromsø, og om sommeren fra sidst i maj til sidst i juli går solen aldrig ned heroppe.
Her er smukt og stille. Og man har slet ikke lyst til at gå i seng, som en anden bemærker, når man kan sidde på klippeskærene og kigge ud over vandet mod det, der ligner en solnedgang, der er gået i stå.
Alle bjergene heromkring er omkring 1000 meter høje, og klippevæggene er så lodrette og bjergtinderne så spidse, at bjergene ofte kaldes for djævelens tandsæt.
Skærgården her består af 98 mindre øer, og området kaldes af lokale for det lille Caribien, fordi der langs flere af klippeøerne er hvide strande og lavt, turkisblåt vand.
Det virker fristende at springe i vandet, men det er klogest at lade være, for havet er kun omkring 10 grader om sommeren.
I de små bugter ved øerne kan temperaturen på lavt vand imidlertid bevæge sig op mod 19 grader.
Senja Hamn, som denne aften er oplyst af midnatssolen, blev grundlagt tilbage i 1870erne med et nikkelværk, og i 1881 byggede man i samme forbindelse verdens første vandkraftværk for blandt andet at kunne få strøm til at drive minen.
I dag er havnen renoveret. Der er opført ferielejligheder, og nu er der ialt 158 sengepladser. Der er gode muligheder for ikke blot at se midnatssolen, men også at sejle ud for at fiske i Norskehavet. Havkajakker kan også lejes, så man kan padle ud til eksempelvis øerne Store Fær-øya og Lille Færøya i skærgården og gå langs de hvide strande, som ikke består af sand, men af særligt kalkdannende rødalger, der ligner små hvide koraller.
På Lille Færøya står i øvrigt skelettet af en kaskelothvals overbid og danner en stol, som man kan sætte sig i.
Fiskebestanden er god i området og trækker hvert år turister til både Senja og den nærliggende ø Andøya.
Der går færgeforbindelse fra Senja til byen Andenes på Andøya, som ud over gode fiskemuligheder også byder på hvalsafari. Navnet kan ikke undgå at give visse eksotiske associationer, selvom safarien foregår på et skib ude på et noget omblæst og koldt hav. Men oplevelsen føles stadig eksotisk, selvom det ord ofte benyttes for oplevelser på den nedre halvdel af jordkloden.
Den lokale Andenes Hval-safari er blevet kaldt for verdens største og bedste operatør af arktisk hvalsafari, og det er ikke uden grund.
Der gives hvalgaranti, når centerets to skibe dagligt sejler ud for at finde hvaler.
Inden turen er der rundvisning på centrets museum, hvor man blandt andet får forklaret, hvordan kaskelothvalen, der kan blive op til 20 meter lang, udsender ultrasoniske lydbølger, når den søger efter bytte særlig blæksprutter.
Disse lydbølger opfanges af modtagere på hvalsafari-skibene, som hurtigt kan lokalisere og følge hvalerne under vandet, indtil de stiger op mod vandoverfladen, hvor de i nogle få minutter ligger og pruster, inden de igen dykker ned i havdybet.
Det sidste, hvalerne viser på vejen ned, er halen, der for hver hval er unik og gør det muligt at skelne imellem hvalerne. Hvis man stadig vil ud på havet, men søger en lidt billigere mulighed end den lidt bekostelige hvalsafari, tilbydes der fra Andenes også ture i en mindre speedbåd til det dyre- og fugleliv, der eksisterer ved det fredede fuglebjerg Bleiksøya.
Her lever mange forskellige fuglearter, blandt andet op mod 80.000 lunder, også kaldet søpapegøje på grund af dens store trekantede og farvestrålende næb.
Det specielle ved lunden er, at den er så dårlig til at flyve, at den må tage tilløb for at komme op.
Det ligner til forveksling, at den løber på vandet, når den basker med vingerne og hastigt padler med fødderne i vandoverfladen for at stige til vejrs.
Ofte må den have vinden i ryggen, for at det lykkes. Ikke desto mindre kan lunden på imponerende vis finde tilbage til det lille hul på øens bjergskråning, hvor dens unger ligger.
Nationale turistveje