Mange trossamfund og religiøse organisationer offentliggør i dag deres regnskaber, vedtægter og ledelsesforhold. Ofte på en hjemmeside.
Nogle gør det, fordi de er medlemmer af Indsamlings Organisationernes Brancheorganisation (Isobro). Dér har man nemlig sat det som betingelse for medlemskab, at både bidragydere, medarbejdere og det omgivende samfund kan følge med i organisationernes økonomi, hvordan ledelsen bliver valgt, og hvem der er den aktuelle ledelse såvel som forholdet mellem organisationens formål og dens faktiske ageren.
Men det er ikke alle, der synes, det er et naturligt krav til trossamfund. Da fondsloven blev til i slutningen af 1980erne, mente man, at religionsfrihed betød, at trossamfund skulle være undtaget. Ingen indgriben i trossamfundenes forhold, var mantraet. Måske forestillede man sig, at adel forpligter, og at mennesker, der samler ind til religiøse og andre agtværdige forhold, altid selv vil være mere hellige end paven.
Det ved vi jo godt ikke er tilfældet. Religiøse mennesker er hverken værre eller bedre end andre. Men al magt korrumperer og magt som holdes i et lukket rum, ovenikøbet beskyttet af en lovgivning, der helt undlader at give kontrolmuligheder for de, der er i samme rum, den magt korrumperer meget.
For som det er i dag, har bidragyderne, medlemmerne, tilhængerne ingen redskaber til at tvinge en åbenhed frem. Medarbejderne og det omgivende samfund end mindre. Det tvivler jeg på er sundt.
PÅ EN MÅDE TROR JEG også, dagens situation beror på en misforståelse: Da man undtog trossamfund fra fondsloven, var der i hvert fald nogle, der forestillede sig, at de var undergivet tilsyn af et fagministerium. Men det er de ikke. De trossamfund, der ønsker godkendelse for at få vielsesbemyndigelse (med videre), de bliver vurderet af et fagkyndigt udvalg, der blandt andet ser på økonomi, vedtægter, ledelsesforhold med mere.
Så bliver de godkendt af Ankestyrelsen under Integrations- og Socialministeriet. Det er i sig selv et problem. Trossamfund er hverken et integrationsproblem eller et socialt problem. Derefter hører ingen noget. Nogensinde. Så ethvert trossamfund kan gå hen og blive godkendt og dagen efter ændre vedtægterne og bruge de indsamlede penge til noget helt andet uden at nogen kommer efter dem.
Jo, hvis den enkelte giver ønsker sin gave fradragsberettiget, så skal beløbet opgives til skattevæsenet og den del af organisationens økonomi skal oplyses. Men resten kan principielt ligge i et mørke.
Det bør der nok gøres noget ved. Men det skal ske ved lov så kriterierne for trossamfundenes liv her i samfundet ikke i stedet kommer til at henligge i et administrativt mørke. Det er heller ikke et retssamfund værdigt.
Jeg foreslår derfor, at der på et tidspunkt inden alt for længe tages initiativ til at se på, om trossamfund skal være omfattet af en årsregnskabslov eller af fondsloven eller en selvstændig lov om trossamfund.
Det sidste hælder jeg nok selv mest til, fordi det samtidig ville give trossamfundene et retsgrundlag, de så kender. Og fordi man så også kunne få taget stilling til andre urimeligheder, som går den anden vej.
Man kunne for eksempel se på, om ikke trossamfund der vil og kan magte det skulle have tilbudt at kunne opkræve deres kirkeskat som kildeskat, helt ligesom folkekirken har mulighed for det. Man kunne se på, om nogle af trossamfundenes bygninger ligesom folkekirkens repræsenterer kulturarv, hvor der kan være behov for en løbende samtale med de relevante myndigheder. Man kunne også se på, om de trossamfund, der fører kirkebøger, også kunne få adgang til digitalisering ligesom folkekirken. Og meget mere.
Heldigvis er trossamfundene selv vist ikke alt for uenige. Danske Kirkers Råd har i hvert fald udsendt et debatoplæg til sine medlemskirker med nogle af disse forslag. Der er svarfrist den 1. august måske har trossamfundene selv banet vejen til en samtale med politikerne om et klarere grundlag for at være trossamfund i Danmark?
Lisbet Christoffersen er professor i kirke- og religionsret ved Roskilde Universitet