Nato-reformator skal være Danmarks ambassadør i Israel

Danmarks nye ambassadør i Israel kommer fra et job som Anders Fogh Rasmussens højre hånd i Nato

Jesper Vahr har beskæftiget sig med to ting i sit arbejdsliv: sikkerhedspolitik og Mellemøsten. Nu overtager den 50-årige topdiplomat jobbet som Danmarks ambassadør i Israel. –
Jesper Vahr har beskæftiget sig med to ting i sit arbejdsliv: sikkerhedspolitik og Mellemøsten. Nu overtager den 50-årige topdiplomat jobbet som Danmarks ambassadør i Israel. –. Foto: .

Jesper Vahr har beskæftiget sig med to ting i sit arbejdsliv: sikkerhedspolitik og Mellemøsten. Det kommer nu til at gå op i en højere enhed, når den 50-årige topdiplomat på mandag flyver til Tel Aviv for at overtage jobbet som Danmarks ambassadør i Israel.

Det sker efter fire år som Anders Fogh Rasmussens kabinetschef i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles, hvor Vahr har levet og åndet med forsvarsalliancen i et tempo, som har efterladt hans omgivelser en smule stakåndede.

Hans kollegaer beskriver ham som ekstremt kompetent og detaljeorienteret. En arbejdshest, for hvem 18 timers dage og sløjfede weekender har været mere reglen end undtagelsen. Under Fogh har han blandt andet gennemført en række reformer af den lidt træge atlanterhavsorganisation. En opgave, som han er gået målrettet og kontant til uden at bekymre sig om, hvorvidt folk også syntes, han var en flink fyr bagefter.

Det, der har talt for ham, var at skaffe resultater, og at de resultater blev respekteret, som en tidligere kollega udtrykker det.

LÆS OGSÅ: Han bragte Israel atombomben og søgte freden

Det er ikke første gang, at Jesper Vahr har været i nærkontakt med Nato. Allerede i 2005 blev han sendt til Bruxelles for at hjælpe Foghs forgænger på posten, Jaap de Hoop Scheffer, med at modernisere alliancen. Inden da havde han også fra Udenrigsministeriet beskæftiget sig intenst med Nato-spørgsmål.

Jyden fra Hammerum tæt på Herning er udklækket fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Han har dog ikke kun dyrket politologien, men rundede også engelskstudiet, hvor han mødte sin kommende hustru, Ane.

Efter endt eksamen i 1991 strøg han direkte til Udenrigsministeriet, hvis vinger han har været under lige siden. Hans første postering var i Damaskus i Syrien, og i årene efter bevægede han sig mellem Asiatisk Plads og Bruxelles, kun med en enkelt afstikker som ambassadør i Tyrkiet. Der var herfra, at Anders Fogh Rasmussen håndplukkede ham til chef for Private Office, som generalsekretærens kontor hedder i Nato-jargon.

Nu bliver det Jesper Vahr, som er øverste mand for et dusin ansatte på ambassaden i Tel Aviv.

Jeg har de sidste fire år på generalsekretærens vegne i det daglige ledet det 1200 mand store internationale sekretariat, så jeg ser det ikke som en hurdle, siger Jesper Vahr.

Til gengæld glæder han sig til i højere grad at være herre over sin egen tid og selv finde frem til, hvordan han skal komme i dybden med Israel politisk og kulturelt, så han kan fungere på det, han beskriver som en uendelig vigtig lyttepost for Danmark.

Der er tit fokus på de ting, vi ikke er enige om. Men det ændrer ikke på, at vi har nogle stærke følelsesmæssige bånd, siger Jesper Vahr.

Således bliver én af hans første opgaver efterårets højtideligholdelse af 70-året for den danske indsats for de jøder, der blev hjulpet til Sverige under Anden Verdenskrig.

Han ser også frem til at komme til en by, som hans to store sønner anerkender som hip. Og til et land rigt på kultur og historie med masser af muligheder for folk, der er glade for at snøre løbeskoene.

Jeg glæder mig til at løbe langs vandet, siger Jesper Vahr.