Hjemme skal kvinden have rimelig med ro og hvile og aflastes mest muligt. Hun kan i reglen efter kort tid passe hjem og børn alene, men bør undgå at løfte på tunge ting i de første måneder efter fødslen og bære barnet så lidt som muligt.
Citatet stammer fra Bogen om fødslen og barnets første år fra 1971. På trods af, at kvindefrigørelsen var startet i 1971, viser citatet om, hvordan en kvinde skal gebærde sig, når hun har født, at moderskab stadig var lig med husmoderskab. Faderen hører man slet ikke om i den sammenhæng, hvor man i dag taler om øremærket barsel til mændene, og at forældrene deles om pligterne.
LÆS OGSÅ: Mødre har de bedste muligheder i Norge
Mens husmoderrollen og dermed moderrollen var den ene rolle, kvinder tidligere skulle påtage sig, er moderskabet i dag en anden balancekunst mellem rollen som karrierekvinde og rollen som mor. Forventningerne og kravene til moderskabet har ændret sig voldsomt siden begyndelsen af 1900-tallets ro, regelmæssighed og renlighed. Fra opgøret mod husmoderrollen i 1970erne og til nutidens karrieremødre og de såkaldte speltmødre, der går ned på halv tid og går meget op i sund levevis.
Meget andet i samfundet er naturligvis også ændret. Men hvilke ændringer i samfundet har gjort, at moderrollen har ændret sig til det, den er i dag? Hvordan påvirker den ændring kvinderne i dag? Og hvordan var det at være mor for 100 og 150 år siden?
Ifølge børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, der har arbejdet med børn og familier i 38 år, stiller vi væsentligt flere krav til den gode forælder, end vi tidligere har gjort. Og det kan skabe problemer.
Der er større risiko for, at mødre bliver stressede i dag. Det handler om, at der er flere ting, de skal forholde sig til. Der er utrolig mange socialiseringsrum, man skal forholde sig til, og hvert rum har sine forventninger. Tidligere var der et rum, og det var hjemmet. I dag skal moderen ud af huset og hen i institutionen og skolen. Hun skal binde det hele sammen, siger hun.
Ifølge Margrethe Brun Hansen vælger kvinderne selv, hvilken rolle de vil have. Hun deler mødrene op i karrieremødre, speltmødre, provinsmødre og indvandrermødre uden at sidstnævnte skal forståes negativt, men fordi indvandrere af anden etnisk herkomst end dansk ofte har en anden kultur omkring moderrollen.
Som kvinde vælger man selv i dag, hvordan man vil forene familieliv og arbejdsliv. Kvinden står i midten, og der er en ubalance. Det kan være svært at få det til at gå op i en højere enhed, siger Margrethe Brun Hansen.
I dag handler forventningerne til moderskabet ikke kun om balance, men også om et parabenefrit, parfumefrit, phtalatfrit babyliv med babysvømning, babysalmesang, moderigtigt børnetøj og de nære værdier som nærvær og opmærksomhed.
I skønhedsekspert Charlotte Torpegaards bog Yummy Mummy skriver hun om, hvordan man finder en toulenefri neglelak, og hvordan man undgår strækmærker under graviditeten. Der er tips som: Ifør dig en klar rød læbestift. Det kan løfte både ansigtet og humøret gevaldigt, og så tager det lidt fokus fra kroppen.
Forventningerne om Yummy Mummy, altså den lækre mor, eksisterer stadig i dag, men et af de nyere krav handler om farlige indholdsstoffer i alt fra børnetøj til creme og mad.
For bare 30 år siden var viden om farlige stoffer væsentlig mindre, til gengæld var der andre ting, man skulle forholde sig til som mor.
Men hvordan var det at være mor på vore bedstemødre, oldemødre og tipoldemødres tid?
Svaret finder man ikke kun ved at kigge i litteraturen, for det største forventningspres på moderrollen kommer ikke fra bøger om graviditet og børn, mener professor i historie ved Københavns Universitet Anne Løkke, der forsker i social-, kultur- og medicinhistorie og har forsket i, hvordan moderrollen har været tidligere.
Hvis man læser bøger skrevet af folk, der har haft professionel ekspertise i emnet, så har de gennem tiden været relativt ens og nede på jorden. De største udsving er kommet fra modelægerne, der ikke var obstetrikere eller pædiater, og fra dameblade. Når man som ekspert læser dameblade, kan jeg nogle gange nærmest ikke få vejret, fordi det virker så ansvarsløst. Man bliver bombarderet med modstridende krav, hvor det større helhedsbillede, der kunne sætte kravene op mod hinanden, er væk, siger Anne Løkke.
Selvom forventningspresset ikke altid stammer fra graviditetslitteraturen, giver det ofte et billede af forventningspresset fra samfundet, fordi bøgerne maner ammestuesnak til jorden. Idéen i at skrive bøger til mødrene er på ingen måde ny, men stammer helt tilbage fra antikken, hvor man kender den første bog om barnepleje. Mange hundrede år senere, i slutningen af 1700-tallet, kom der et boom i antallet af bøger om, hvordan man skulle være mor.
I 1700-tallet var det ikke alle mødre, der læste bøger, det var fornemme mødre, adelige og kongelige. Bøgerne handlede om, hvor vidunderligt det ville være selv at amme og passe sine børn, så man oplevede moderkærlighed. Mange af bøgerne var franske, fordi det dengang i Frankrig var almindeligt, at fornemme kvinders børn blev taget fra dem ved fødslen, og at de først fik børnene tilbage to år senere. Børnedødeligheden var enorm, fordi børnene blev passet på landet af kvinder, der ofte fik engangsbeløb for at passe barnet, så det var billigere at lade barnet dø. Samfundets forventning var altså, at mødrene ikke selv passede deres børn de første to år, men samtidig skulle der være moderkærlighed. Mødrene gjorde oprør mod dette, så i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet var det højeste mode blandt fornemme damer at amme selv i hele Europa, siger Anne Løkke.
Under Victoriatiden ændrede forventningerne sig igen. Pludselig var amning ikke velset for pæne damer, men lægerne anbefalede i stedet, at de gav deres børn flaske, hvis de ikke ville eller kunne anskaffe en amme.
Man anså kvinderne i de øverste klasser for at være særligt delikate, fordi de var fine damer, og derfor skulle de ikke amme. Det var før, man kendte til at sterilisere flasker eller kendte til de rette ernæringsforhold i modermælkserstatning, så spædbørnsdødeligheden var høj. På landet ammede kvinderne stadig, fordi de ikke var så fine, siger Anne Løkke.
Det næste skel kom i 1890 med det program, som lægen Sven Monrad senere markedsførte under mantraet ro, regelmæssighed og renlighed.
Man kendte til bakterier, efter at Louis Pasteur kom til, så man vidste nu, at flaskerne skulle steriliseres. Med roen havde man en idé om, at barnets hjerne var meget blød, og barnet skulle stimuleres så lidt som muligt. Senere fandt man ud af, at det ikke virkede for børnehjemsbørn, som slet ikke blev stimuleret og blev retarderede af det. Det sidste var regelmæssigheden, hvor man anbefalede regelmæssig amning. Når barnet var nyfødt, skulle der være to timer mellem amningerne, senere tre og til sidst fire timer. Da Monrad døde i 1940erne, begyndte Sundhedsstyrelsen efter udenlandsk forbillede at anbefale længere end fire timers intervaller i amningen straks ved fødslen. Det virkede ikke for mange børn og mødre, for de fleste mødre oplevede, at de ikke havde mælk nok, når brystet ikke blev stimuleret oftere. Kvinderne gik psykisk ned på stribe, fordi de ikke kunne leve op til forventningerne om amning, når de havde fået en forkert opskrift på, hvordan man gør, siger Anne Løkke.
Det var ikke kun amning, der stressede kvinderne tidligere. Ikke alle fandt sig til rette i den tvungne rolle som husmor.
Dengang var der en forestilling om, at alle kvinder blev lykkelige af at blive gift, få børn og blive hjemmegående husmødre, selvom de var dygtige kunstnere eller andet. Husmoderrollen var i den grad vokset sammen med det at være mor. Kontordamer blev ofte fyret, når de blev gravide, for tanken var, at det måtte gå ud over arbejdet, hvis kvinden var gift og derfor også skulle passe hus og hjem. Der var selvfølgelig mange, der trivedes med at være husmødre, men der var også mange, der led. Mange af dem, der havde dårlige nerver, kæmpede med at forstå, hvad der var galt med dem, for de burde jo være lykkelige, for de havde alt, hvad også de selv troede, der skulle til for at være en lykkelig kvinde, siger Anne Løkke.
I 1946 kom det næste opbrud i forventningerne med den amerikanske børnelæge Benjamin Spocks Bogen om barnet, der udkom på dansk i 1950. Han gjorde op med den regelmæssige amning og anbefalede i stedet mødre at bruge deres intuition.
Bogens budskab slog dog først igennem på de danske fødeafdelinger i slutningen af 1970erne, hvor også kvindefrigørelsen gjorde sit indtog og satte alle dele af moderskabet til debat og tog opgøret med sammensmeltningen af moderrollen og husmoderrollen.
Opgøret med husmoderrollen og moderrollen som det eneste rigtige for kvinder ses især i dameblade. Det skriver cand.mag. i historie Nynne-Cecilie Kelager Schmidt, der har lavet en sammenligning af dameblade fra 1940erne til 1970erne i tidsskriftet Kvinden og samfundet.
I løbet af 1960erne stopper damebladene Femina og Alt for damerne simpelthen med at anse moderskabet som en naturlig del af kvindeidealet. I stedet begynder bladene at skrive om karriere, mode og kvindeliv.
Moderskabet forsvinder dog ikke fra magasinhylderne. I stedet kommer blade som Vores børn og senere Cover Kids. Samtidig går man i højere og højere grad fra moderskab til forældreskab, hvor fædrene også bliver inddraget. Alligevel taler man ikke om speltfædre og karrierefædre i dag.
Ning De Coninck-Schmidt, der er barndomshistoriker og professor med særlige opgaver ved DPU Aarhus Universitet, sætter fingeren på et andet vigtigt skel for, hvornår moderrollen blev ændret.
Børnekommissionen fra 1980 er vigtig. Den kommer i kølvandet på kvindebevægelsen og viser, at reproduktion og sex kan skilles ad. Det betyder, at kvinder skal passe begge dele; de skal både være til som seksuelle individer og forvalte moderskabet med alle de fysiske og psykiske investeringer, der er, siger Ning De Coninck-Schmidt.
Disse skel har været medvirkende til, at samfundets forventninger ikke bare har ændret sig, men er vokset, mener børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.
Vi stiller meget større krav til, hvordan man er en god forælder. Det skal være en organiseret barndom, og ens børn skal underholdes og må ikke bare kede sig. Så forstår jeg godt, hvis 14 dages ferie virker som meget. Det er også, fordi mange i dag er bange for kaos. Men det kan være nok at gå med en lommelygte rundt om huset om aftenen; børn har slet ikke brug for de prestigeting, siger Margrethe Brun Hansen.