Pavens popularitet overskygger hans konservative holdninger

Teologisk er pave Frans på linje med pave Benedikt, men den nye pave opfattes alligevel af mange som mere liberal og progressiv end forgængeren

Pave Frans er blevet kåret som årets mand. Teologisk er han på linje med forgængeren i embedet, men hans omdømme er langt mere positivt.
Pave Frans er blevet kåret som årets mand. Teologisk er han på linje med forgængeren i embedet, men hans omdømme er langt mere positivt. Foto: ALBERTO PIZZOLI Denmark.

Pave Frans er udnævnt som årets mand af den italienske udgave af magasinet Vanity Fair.

Magasinet, som primært beskæftiger sig med kultur, mode og politik, begrunder kåringen med, at pave Frans de første 100 dage har bevist, at han er en pave, som vil skrive historie. I forbindelse med udnævnelsen, uddeler berømtheder lovord om pave Frans.

Den britiske musiker sir Elton John siger til magasinet, at pave Frans er et mirakel af ydmyghed i en æra af overfladiskhed. Elton John fremhæver særligt pavens bestræbelser på at række ud til fattige og marginaliserede grupper.

LÆS OGSÅ: Huffington Post om Vanity Fairs udnævnelse

Den 76-årige paves popularitet nåede nye højder i sidste uge, hvor han på et pressemøde udtalte sig om synet på homoseksualitet.

"Hvis et menneske er homoseksuel og søger Gud og har en god vilje, hvorfor skulle jeg så dømme ham?", sagde han.

Udtalelsen fik minister for ligestilling og kirke Manu Sareen (R) til at rykke ud på Facebook, hvor han kaldte udtalelserne markante og historiske.

Livsstilseksperten Anne Glad, strategisk direktør i Envision og kendt fra programmet Kender du typen, har fulgt pavens første måneder og siger til Kristeligt Dagblad, at han fremstår som en liberal pave.

Pave Frans har allerede markeret sig med mere lempelige holdninger til homoseksualitet og står dermed i skærende kontrast til den afgående Benedikt, siger hun.

Ifølge mag. art. Andreas Rude, som i en årrække har kommenteret internationale, kirkelige forhold, er pave Frans brede popularitet et udtryk for, hvad verden læser ind i ham. Teologisk er han på linje med forgængeren.

Inden han blev valgt var alle enige om, at det ville være progressivt med en pave, som ikke kom fra Europa. Nu har man en pave, som ikke er fra Europa, og han anses dermed i sig selv som progressiv, mens pave Bendikt ofte blev set som en mand, der ville rulle hjulene tilbage," siger Andreas Rude og fortsætter:

"I dag kan pave Frans nærmest gå på vandet. En række ting i pave Frans´ ydre adfærd adskiller ham fra hans forgænger. Det er helt bevidst fra hans side og et forsøg på at lette kommunikationen og sætte fokus på det væsentlige. Og det virker. I den mere liberale del af den katolske kirke er iagttagere, som har været skeptiske og ironiske over for pave Benedikt, vendt på en tallerken. Men når man ser på substansen i hans teologi, er han på mange måder lige så konservativ som pave Benedikt, siger Andreas Rude.

Som et eksempel nævner Andreas Rude pave Frans udtalelse om synet på homoseksuelle, som vakte megen opsigt på de sociale medier, hvor ordene blev set som et udtryk for et mere liberalt syn på homoseksualitet.

Han fordømmer ikke synderen, men synden. Det er klassisk, katolsk teologi, siger Andreas Rude.

LÆS OGSÅ: Paven er nok fornyer, men ikke noget blomsterbarn

Lektor i systematisk teologi Peter Lodberg, Aarhus Universitet, deler Andreas Rudes vurdering.

Teologisk repræsenterer han ikke noget nybrud. Når man går ned i den teologiske substans, så er han jesuit, katolik og fra Latinamerika. Men når han taler om homoseksualitet, høres det anderledes, fordi han fremstår som en person, der bryder sig om andre mennesker, siger han.

Den brede sympati, pave Frans nyder, er et samspil af form og indhold, lyder vurderingen fra Thomas Harder, cand.mag. i italiensk og historie, forfatter og foredragsholder.

Lige fra den første aften på balkonen på Peterspladsen har han fremstået som den hyggelige sognepræst, som taler med folk og ikke som en pave på en trone. Han har valgt navnet Frans og fastslået, at han er de fattiges pave, og at kirken skal være de fattiges kirke. Han har appel til de mange, som ikke har så meget til overs for et mere traditionelt, fyrsteligt pavedømme, men ønsker en kirke, som er nede på jorden, siger Thomas Harder.

Thomas Harder fremhæver pave Frans´ besøg på øen Lampedusa som et udtryk for, hvordan han vil være de fattiges pave. I sidste måned rejste paven til øen ved Sicilien, der er mange flygtninges første møde med Europa. For at mindes de mange flygtninge, som er omkommet i inden de nåede øen i Middelhavet, kastede paven blomster i havet og holdt desuden messe for flygtningene på et stadion.

Harder ser besøget som en markering af pave Frans fokus på social uretfærdighed.

Hvad teologien og troslæren angår, mener han vel det, som paver plejer at mene, men han vælger at tale om noget andet, end hans forgængere talte om. Han taler om emner, hvor han kan komme folk i møde og fremstår som tættere på den virkelige verden, siger han.

Når livsstilseksperten Anne Glad skal forklare pave Frans´ popularitet, nævner hun hans ydmyghed som et plus.

Hans asketiske livsførelse er velkendt og godt markedsført fra starten. Det er ikke blot uhyre sympatisk. En sådan livsførelse passer også godt ind i den nye tidsånd, hvor vi netop hylder mådehold, siger hun.

Lektor Peter Lodberg fremhæver også pavens ydmyghed som en årsag til populariteten.

Den første aften på Peterspladsen bad han folk bede for ham. Han stillede sig ikke an som en bedrevidende, kirkefyrste omgivet med pomp og pragt, men signalerede en anden menneskelig stil. Han opfylder et ideal, som mange har til kirken, hvor kirken er til stede blandt folk og sammen med folk. Ikke bare som en belærende kirke, men som en kirke, der forholder sig til de moderne problemstillinger, siger han.

Når pave Frans bliver udnævnt som årets mand og roses for sin ydmyghed, vedkommer det ikke alene verdens 1,2 milliarder katolikker, men kristendommen som helhed.

Med den globale medieopmærksomhed, som er på paven, kommer han til at tegne billedet for hele kristendommen og sætte den offentlige dagsorden, siger Peter Lodberg.