Som opmærksomme læsere vil huske, skrev jeg ved sommerens begyndelse en klumme om fembindsværket Bogen om det skjulte ansigt af Willy-August Linnemann (1914-1985), som jeg aldrig havde fået læst. Nu skulle det være. Og nu er det gjort.
Et kort resumé: Under luftalarmerne mod slutningen af Anden Verdenskrig samles borgerne i en større slesvigsk provinsby om natten nede i beskyttelsesrummet, og så bliver der fortalt historier om slægternes gang i byens liv.
LÆS OGSÅ: Drømmen om debut begynder i Brønderslev
Bøgerne udkom i perioden 1958-1966 og blev hævet til skyerne af tidens kritikere, men Linnemann er ikke engang nævnt i forbifarten i den seneste Danske Digtere i det 20. århundrede og får en minimal beskrivelse på 10 linjer i Dansk Litteraturs Historie.
Hvordan var de så at læse, bøgerne? Det vil være godt at gøre notater. De er på ingen måde tung læsning, men der er mange personer, indviklede forgreninger i slægternes træer og krydshenvisnings-begivenheder. Lystlæseren kan blive irriteret på sig selv over at miste overblikket.
Min forhåndsforventning til bøgerne var tung og bedaget eksistentialisme. Intet kunne være mere forkert. Der foregår religions- og livsfilosofiske diskussioner, men fortællingerne er i højsædet: den overstadige fabuleren med enkelte overnaturlige indslag. Mest af alt kan det minde om den magiske realisme hos en Gabriel Garcia Márquez, og den nærmeste danske slægtning er klart nok Karen Blixen. Linnemann er dog alligevel sin egen, fordi det lokale præg er så udpræget. Det er en roman om Flensborg (selvom byen aldrig benævnes) og om grænselandet. Fortælletiden i bunkeren er 1944, og der fortælles primært om tiden mellem de to krige og om Første Verdenskrig, men der trækkes også historiske tråde tilbage til 1700-tallet.
Der er noget magisk ved, at steder, man kender og holder af, bliver fortalt ind i litteraturen, og desværre er jeg ikke særlig fortrolig med Flensborg, fjorden, egnen omkring byen. Heldigvis sker det enkelte gange, at personerne drager til seminariebyen ovre vestpå i marsken (Tønder), og så får denne læser også lige et stød i hjertekulen. Man kan spekulere på, om en grund til, at værket er røget ud af dansk litteraturhistorie, skyldes dets udlændighed. Ville en fembindsfortællekreds om Aalborg eller Roskilde have lidt samme skæbne?
Jeg havde forventet denne stedskvalitet, men hvad der overraskede mig var, at bøgerne var så frække og sjofle. Der er en særdeles grovkornet humor på spil, og der excelleres i løse erotiske forbindelser, hvor man aldrig kan være helt sikker på, hvem der nu er børn af hvem. Det havde jeg godt nok ikke ventet af sådan nogle fine gamle bøger, fra før verden gik af lave! Men Linnemann trækker på den burleske tradition fra Boccaccio, Chaucer og den tidlige europæiske novelle, hvor en isoleret personkreds fortæller hinanden artige ting og sager. Fortælleperspektivet er samtidig olympisk, selvom det er lagt i munden på skiftende enkeltpersoner, og det befordrer en vis kynisk humor (Skæbnen må være en Skælm) med vægt på tilfældigheder og mønstre, usynlige for den enkeltes jagt på mening.
Bøgerne er noget ujævne. De absolutte højdepunkter var for mig En smag af brombær (første fortælling i første bind), hvor man følger en kreds af venner, i først deres barneår og senere deres voksenliv, præget af Første Verdenskrig. Og hele andet bind, Døden må have en årsag, der foregår ved Hærvejen og landevejskroen Den bestøvlede kat og fortæller den ene utrolige historie efter den anden om slægterne omkring kroen og herregården og hele tiden på ny forskyder sig en generation bagud i syv stadier!
Når jeg, hvis jeg skulle have genanmeldt bøgerne, ikke kan hæve dem helt til skyerne, er det, fordi man kan komme til at savne tempo- og holdningsskift. Det kan simpelthen blive for meget med den skælmske tone og de mange forviklinger. Forfatteren har rigeligt med episke råvarer at øse af, og hvis han blot indimellem varierede lidt mere med tilberedningen (Sænk tempoet! Økonomisér med personerne! Spind en individuel ende!)
Men det kunne man også sige til Márquez, og Linnemann fortjener så sandelig at bevare en plads i dansk litteraturhistorie.
Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hver anden uge om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv.