Ny stormoské har rabiate forbindelser

Stormoské i København har tætte forbindelser til Det Muslimske Broderskab og dets ekstreme leder

Den nye Stormoské i Rovsinggade på Nørrebro er næsten bygget færdig. Moskeens imam, Jehad Al-Farra, har ganske tætte forbindelser til organisationen Det Muslimske Broderskab og dets åndelige vejleder, den stærkt konservative imam al-Qaradawi.
Den nye Stormoské i Rovsinggade på Nørrebro er næsten bygget færdig. Moskeens imam, Jehad Al-Farra, har ganske tætte forbindelser til organisationen Det Muslimske Broderskab og dets åndelige vejleder, den stærkt konservative imam al-Qaradawi. Foto: BERLINGSKENiels Ahlmann Olesenn Denmark.

Det, der er kaldt Danmarks første rigtige moské, stormoskéen i Rovsingsgade på københavnske Nørrebro, står næsten klar til de første prædikener. Og dem vil der blive holdt ganske særligt øje med, efter at det er kommet frem, at moskeens imam, Jehad Al-Farra, har ganske tætte forbindelser til organisationen Det Muslimske Broderskab og dets åndelige vejleder, den stærkt konservative imam al-Qaradawi.

Al-Qaradawi er blandt andet kendt for sine holdninger om, at homoseksualitet bør straffes, og at Hitlers jødeforfølgelser under Anden Verdenskrig var Allahs straf. Han kæmper desuden for at få den islamiske sharia-lovgivning indført globalt.

LÆS OGSÅ: Arkitekt: Nordisk og muslimsk arkitektur mødes i ny stormoské

Ifølge Ekstra Bladet deltog Jehad Al-Farra i broderskabets generalforsamling i Syrien i marts. Og Dansk Islamisk Råd, som Al-Farra er tidligere formand og nuværende bestyrelsesmedlem i, er ifølge den anerkendte sikkerhedsekspert Lorenzo Vidino fra Center for Security Studies i Zürich broderskabets forlængede arm i Danmark.

At det hænger sådan sammen, bekræfter lektor Torben Rugberg Rasmussen fra Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.

Det har været velkendt længe, siger han, og han vil ikke være overrasket, hvis den ideologi, der snart begynder at blive prædiket fra den nye stormoské, vil være i en stærkt konservativ retning.

De fastholder selv, at de vil operere inden for en dansk kontekst og altså ikke komme med rabiate udtalelser, men jeg har en fornemmelse af, at det bærer i retning af en mere konservativ forståelse af islam, end hvad der er mainstream. Jeg vil ikke på forhånd udtale mig negativt om hele projektet, for det er på mange måder godt, at der kommer en rigtig moské i Danmark. Jeg er bare spændt på at se, hvem og hvad der kommer til at definere den ideologiske linje i moskéen, siger han.

Ifølge flere kendere af ledelsen i den nye stormoské skal man dog ikke forvente opsigtsvækkende udtalelser fra prædikestolen. For selvom nogle i ledelsen måtte dele synspunkt med al-Qaradawi, vil de aldrig sige det offentligt, lyder vurderingen. For de er meget bevidste om den danske kontekst og de konsekvenser, udtalelserne vil få. Stormoskéen kan tværtimod blive et symbol på, hvordan mange vestlige grene af Det Muslimske Broderskab i stigende grad bliver nødt til at tage afstand fra udtalelser og handlinger i Mellemøsten.

I Nørrebros Lokaludvalg ser formand Kim Christensen (S) fortsat optimistisk på den nye stormoské, som udvalget har støttet hele vejen. Men skulle der komme udtalelser fra prædikestolen, der eksempelvis ekskluderer eller nedgør bestemte befolkningsgrupper, vil det ikke stå uimodsagt, fastslår han. Hverken politisk eller fra nærmiljøet.

Også landspolitikerne vil følge nøje med fra sidelinjen, fastslår gruppeformand i SF, Anne Baastrup:

Vi må holde fast i, at vi har religionsfrihed i Danmark, og at der er tale om et godkendt trossamfund. Men når det er sagt, så er der en stærk og stigende politisk aktivitet i forhold til at lovregulere godkendelsesordningen for trossamfund og til at kunne stille mere lovbundne krav til dem. Så det er klart, at der vil blive holdt nøje øje med, hvad der bliver sagt og gjort på Rovsingsgade.