Nu bagefter kan man undre sig over, at det ikke gik galt. At den kolde krig ikke blev varm. Flere gange var det jo tæt på.
Angsten, der var en del af tiden, bliver genopvakt, når man læser denne såkaldte romanbiografi, der betegnes som et af den kolde krigs mest bemærkelsesværdige efterretningsforløb. Bogen udløser forsinkede gys.
LÆS OGSÅ: Østtruslen blev overvurderet i 1980erne
Ryszard Kuklinski gjorde ved kulminationen af sin karriere tjeneste i den polske generalstab, hvor han deltog i Warszawapagtens planlægning af mulige angreb på Vesteuropa et arbejde, der gjorde ham mere og mere bevidst om risikoen ved Sovjetunionens strategi. Han indså, at hans fædreland, der rummede de vigtigste forsyningsakser for en offensiv, ville blive hårdt ramt i tilfælde af en atomkrig. Endvidere indså han, at alene USA kunne hindre, at Sovjet lod det komme så vidt. Derfor kontaktede han i 1972 CIA.
Samarbejdet, som han dermed indledte, strakte sig over ni år og omfattede overdragelse af tusindvis af tophemmelige dokumenter. Han havde hører vi en indsigt i sovjetisk militær tænkning, som ingen i Vesten på dette tidspunkt kunne have. I 1981, da han fornemmede, at han var ved at blive afsløret, bad han sine amerikanske forbindelser om evakuering for sig selv og sin familie. Hans nye hjemland blev USA, hvor han i skyggen af store personlige tragedier tilbragte resten af sit liv. Han døde i 2004.
Kuklinski vidste, at mange i Polen betragtede ham som en forræder. Altså som en spion. Han opfattede imidlertid ikke sig selv som spion, men som én der i sit lands interesse samarbejdede med amerikanerne. Han understreger, at han ingen økonomisk vinding havde af sit dobbeltspil. Angiveligt kom noget sådant slet ikke på tale. Amerikanerne vidste tilføjer han at et forslag om finansiel afregning ville have fornærmet ham. Det gjaldt alene missionen. For Polens skyld. For verdens.
Den polske forfatter Maria Nurowska har skrevet Min ven forræderen på baggrund af samtaler, hun i slutningen af 1990erne havde med Kuklinski. Romanbiografien fremtræder som hans monolog med kun få afbrydelser. Og det er en monolog, hvor stoffet virkelig brænder igennem. Det samme gør manden. Hans stærke, intense personlighed, hans nærvær, får ordene til at dirre. Man føler næsten, at man sidder over for ham. At man er en særlig udvalgt modtager af hans betroelser.
Kuklinski stillede som betingelse for sin medvirken, at bogen først måtte udkomme efter hans død. Men i øvrigt gav han forfatteren fri råderet over stoffet.
Hvordan hun ville skildre hans liv, var op til hende selv. Om hun så ville fremstille ham som forræder det er din sag. Kun ét bad ham om: fremstil mig med alle mine svagheder og de fejl, som jeg har begået. Jeg ønsker at blive husket som et menneske og ikke som en eller anden James Bond med overnaturlige evner.
LÆS OGSÅ: Jagten på en legende
Hans ønske er blevet fulgt. Og netop de fremhævede menneskelige dimensioner giver den dramatiske og højspændte beretning eksistentiel dybde.
Vi kommer tæt på de omkostninger, som dobbeltspillet førte med sig. Med beslutningen om at alliere sig med CIA blev Kuklinskis tilværelse delt op i en officiel og en hemmelig del. End ikke over for sine nærmeste kunne han røbe, hvad han havde involveret sig i. Han var, som han træffende siger, dømt til ensomhed.
Bevægende er hans konstatering af, hvordan hans hemmelighed står imellem ham og hustruen: Når han rakte hånden ud mod hende, havde han følelsen af, at jeg rakte den hen over en rivende flod, og jeg måtte altid passe meget på for ikke at trække hende lige ud i strømmen.
Den, der konstant frygter afsløring, må væbne sig med mistillid. At tro på andre kan være farligt. Ikke alle er nødvendigvis, hvad de giver sig ud for. Heller ikke, når de bringer, hvad der ligner lykke.
Temaet gennemspilles i skildringen af Kuklinskis forhold til en ung kvinde. Han har nogle uklare mistanker om, at hun ikke er ærlig over for ham, og at hun ved siden af sit liv sammen med ham har et andet, som han intet kender til. Om mistanken er reel eller et udslag af en slags paranoia, opklares ikke endeligt. Heller ikke af nogle mystiske omstændigheder omkring kvindens selvmord.
Var forgiftningen af hendes hund nogle måneder tidligere en advarsel om det, der skulle ske? Var begge dødsfald måske en advarsel? Og i så fald fra hvem? Fra KGB?
Efter opløsningen af Warszawapagten har det vist sig, at et angreb på Vesteuropa ikke udelukkende ville være blevet baseret på den herskende overlegenhed, hvad angår konventionelle stridskræfter, men også på atomvåben blandt andet sat ind mod Danmark. Planerne er efterfølgende blevet heftigt diskuteret i Vesten. De var jo som nogle forskere indskærper netop kun planer.
Kuklinski var ikke i tvivl om, at krigstruslen var reel. Og på den baggrund handlede han. Det må aftvinge respekt, uanset om forskerne hælder til den ene eller den anden tolkning.
Bogen om den oprørske oberst er omtrent så vedkommende som en atombombe, der ikke bliver kastet.