Kristeligt Dagblad bragte i går på forsiden en nyhed om, at det endnu engang har kostet seere, da Danmarks Radio tilbage i februar samlede alle programmer om kirke, tro og religion på den nye kulturkanal DR K.
DR rykkede som bekendt programmerne Morgenandagten, Før Søndagen og DR Kirken over på DR K. Men seerne fulgte ikke med. Ifølge DRs egne kilder har omlægningen af programmerne haft klare konsekvenser: DR Kirken mistede 70 procent af sine seere måneden efter flytningen fra DR 1, og seertallet er ikke gået frem siden.
Før Søndagen tabte samtidig 60 procent af sit seertal, som er dalet yderligere siden, mens Morgenandagten som eneste program har formået at fastholde sine cirka 5000 trofaste følgere efter flytningen. Frafaldet fra det program kom nemlig tidligere, da Morgenandagten flyttede første gang. Inden da havde programmet cirka 40. 000 daglige lyttere.
LÆS OGSÅ: DR halverer seertal på trosstoffet
Gitte Rabøl, der er medie-redaktør hos DR, mente i gårsdagens avis, at den licensfinansierede mediemastodont havde valgt den helt rigtige løsning ved at samle trosstoffet på én kanal. Hun mente sågar, at det, at Morgenandagten ikke er faldet i seertal, viser, at seerne godt kan finde de flyttede programmer, hvis det er noget, de rigtig gerne vil se.
Men mon ikke det også spiller ind, hvor og hvornår DR bringer programmerne? Som et supermarked præcist kan styre salget af mærkevarer ved at lægge dem på de rigtige hylder, kan DR også i høj grad afgøre, om et program skal have få eller mange lyttere eller seere. Hvorfor mon DR selv flyttede sit flagskib TV-Avisen tidligere på året?
Kristendom og folkekirke skal nok overleve, selvom DR har skåret i de kirkelige programmer og nu sender dem på DAB-radio, obskure tv-kanaler og skæve klokkeslet. Men når DR stadig har en pligt til at formidle den kristne kulturarv, handler det ikke om kirken, men snarere om lytterne og seerne.
Det vil sige om de mennesker, der bare gerne vil lære noget om kristendom, eller som gerne vil begynde dagen med en andagt, eller som måske af fysiske grunde ikke selv kan komme i kirke om søndagen. Mange danskere lever i stigende grad uden historisk bevidsthed og med en både fordomsfuld og indskrænket viden om kirkens og kristendommens aftryk i dansk kultur.
Det er her, DR via sine licenskroner og public service-forpligtelser skal oplyse det danske folk om kristendommens historiske betydning på disse breddegrader. Det betyder ikke, at DR skal missionere for kristendommen, men det betyder, at DR skal behandle emnet langt mindre stedmoderligt. Trosstof er ikke kun nørdet nichestof.