Søg meninger om livet ikke meningen med det

En svensk tv-serie, "30 grader i februar", og DR2's serie om "Meningen med livet" får Leif Hjernøe til at ville opsøge meninger om livet, snarere end meningen med livet

Forfatter Søren Ulrik Thomsen.
Forfatter Søren Ulrik Thomsen.

DR 2S SERIE MENINGEN MED LIVET OG ANDRE SMÅTING har jeg fulgt så nogenlunde trofast. Dog er jeg hver tirsdag gået glip af et afsnit, fordi jeg da har foretrukket at følge den svenske serie 30 grader i februar, som handler om en gruppe svenskere, der er taget til Thailand i en mere eller mindre meningsløs jagt på et bedre liv.

Den svenske serie kan ses som en slags udlevering af de svageste sider af skandinavisk mentalitet. Et påfaldende svagt funderet kærligheds- og familieliv fører til fortvivlede former for virkelighedsflugt, alkoholiseret ansvarsforflygtigelse, ensomhed, og hvad dertil kan høre af (selv)morderisk adfærd og skrupelløse handlinger.

LÆS OGSÅ: John Mogensen en seriøs kunstner i foragtet genre

At dase i liggestol ved en blå svømmepøl med iskolde drinks inden for rækkevidde. At opleve romantiske eventyr i skygger af palmer ved hvide tropestrande. At tilbringe uendelige rækker af uforpligtende feriemåneder i evig sommersol og varme. Serien 30 grader i februar får det hele til at virke som en ond drøm!

Den ene slags meningsløshed søges afhjulpet med en anden slags. Og det er jo håbløst. I stedet for at søge efter meningen med livet er det efter alt at dømme mere livgivende at opsøge meninger om livet. Det er i hvert fald det udbytte, man kan få af nævnte serie Meningen med livet og andre småting.

Jeg kunne godt lide journalist Nynne Bjerre Christensens samvær med præst Niels Grønkjær på toppen af Københavns Rådhus. Ifølge Grønkjær er spørgsmålet om livets mening især et, der melder sig, når meningen ikke er der. Det blev også belyst i hans efterfølgende møde med digteren Søren Ulrik Thomsen i Højerup Gamle Kirke på Stevns.

På en balkon med udsigt til Øresund talte Grønkjær og Thomsen om blandt andet flodhestens manglende bevidsthed om egen død. Og sådan gik stafetten videre, da Søren Ulrik Thomsen mødtes med dramatikeren Jokum Rohde på Barbie-museet i København. Omgivet af museets 6000 Barbie-dukker blev der talt dybsindigt kritisk om utopier og mildt sagt meningsforstyrrende idéer om fuldkomne samfund.

LÆS OGSÅ: Om at perfektionere sine spontane udtryk

Mandag aften søgtes der efter meninger om og med livet på Assistens Kirkegård i København. Her havde redaktør Thomas Breinholt aftalt filosofisk stævnemøde med tidligere programdirektør Palle Strøm. På vandring mellem gravstene for landets store personligheder fandt Breinholt og Strøm frem til deres favoritter. De lagde en blomst på henholdsvis Niels Bohrs (1885-1962) og Dan Turèlls (1946-1993) gravsteder.

Der blev talt klogt om værdien ved, at livet af og til kan give en et ordentligt spark bagi. Som Strøm også sagde: Hvis man altid sidder på det samme sted, ser man altid den samme udsigt.

Som det er sket i mange afsnit af Meningen med livet og andre småting, svarede det afsluttende, konkluderende slogan i det medbragte fotoalbum ikke rigtigt til indholdet af den førte samtale. I mandags lød det sådan her: Pow-wow I want to believe! (Pow-wow jeg ønsker at tro).