I 1994 skrev Forfatterskolens daværende rektor Niels Frank i et essay, at ordet radiator i store dele af Skandinavien betragtes som uforeneligt med poesiens mere højtravende registre.
Det var nok ironisk ment, men tre år senere tog Jan Sonnergaard ham på ordet ved at udsende novellesamlingen Radiator, der kunne ses som en direkte polemik mod det litterære parnas omkring Forfatterskolen. For i 1990erne var det især Forfatterskolens minimalistiske prosa, der stjal opmærksomheden på den litterære scene. Skolens formeksperimenter, der ofte sammenblandede poesi og prosa, begejstrede anmeldere og universitetslektorer i litteratur, men blandt almindelige læsere var der en efterspørgsel efter en mere rå realisme, der turde tage favntag med sociale problemer.
LÆS OGSÅ: Drømmen om debut begynder i Brønderslev
Selv var Sonnergaard heller ikke meget for Forfatterskolens afskyelige hybrider, der bruger alt for mange sider på blot at beskrive en lille fjers frie fald gennem luften, som han ifølge Gyldendels Frie Encyklopædi udtrykte det i 1997 under en debat med Niels Frank på Københavns Universitet.
Prosaens opgave er at lyve og overdrive og så tit som muligt være totalt uvederhæftig, sagde Sonnergaard og fortsatte: Alt for lidt litteratur brokker sig nu om dage.
Her ramte Jan Sonnergaard en folkelig længsel efter en anden slags litteratur, og hans novellesamling solgte uhørte 100.000 eksemplarer, ligesom hans historier hurtigt blev pensum for eftertidens gymnasieelever. I et interview med Kristeligt Dagblad har Klaus Rifbjerg siden sammenlignet Sonnergaards bedrift med sit eget oprør mod sin tids litterære konventioner.
Sonnergaards gennembrud med novellesamlingen Radiator, som gengav livet for marginaliserede skæbner i 1990ernes underdanmark, gjorde på den måde Sonnergaard til en af årtiets store forfattere. På den måde beviste han, at man stadig kunne få en plads på den litterære scene uden at have gået i det litterære væksthus på Forfatterskolen.
Selv er han i stedet uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og filosofi, men han mener, at han var forfatter, før han begyndte at skrive. Og han har ikke meget til overs for det toårige forløb på Forfatterskolen.
Jeg kunne formentlig blive bedre af at være brandmand i et halvt år, derefter telefonmand på et bordel i et halvt år og pudse motorcykler for HA i et tredje halvår og derefter tage resten af tiden til Island, har Jan Sonnergaard sagt til Politiken.
LÆS OGSÅ: Skæbnefortælling fra grænselandet
Flere hovedpersoner i Sonnergaards noveller nægter at se realiteterne i øjnene. På samme måde mente forfatteren, at Danmark kort efter årtusindeskiftet var et land fyldt med selvbedrag på flere planer.
Fra den politiske myte om det såkaldte opsving, og hvor godt det gik, ned til de såkaldt marginaliserede, som nærmest får at vide, at de bare skal tage sig sammen, sagde Sonnergaard i 2003 til Berlingske.
Senere fulgte to novellesamlinger med tre års mellemrum, hvor først miljøer i middelklassen og senere overklassen kom under Sonnergaards spiddende analyse.
Selv kommer Jan Sonnergaard fra sådan noget øvre middelklasse med et fint parcelhus i Virum. I dag bor han i Københavns Nordvest-kvarter.Efter novelletrilogien har Jan Sonnergaard skrevet teaterstykker, kronikker, en roman og flere noveller senest med samlingen Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer. Her i avisen har han i den forbindelse fortalt, at hans skrivestil har ændret sig med alderen.
Ironien er ikke så stærk, som den var engang, bedyrede han.