Engang sad to af verdens bedste sangskrivere, Bob Dylan og Leanard Cohen, sammen på en café i Paris. De to havde en del tilfælles med jødisk baggrund og en stor fortid som stærke kunstnere med global gennemslagskraft. Men de arbejdede meget forskelligt, viste det sig.
Hvor længe er du egentlig om at skrive en sang?, spurgte Leonard Cohen Bob Dylan, der tøvende svarede En times tid. Det var en underdrivelse, men han syntes, at det virkede pralende, hvis han sagde et kvarter.
Hvor længe var du selv om at skrive Halleluja?, spurgte Bob Dylan sin ven. Nu var det Leonard Cohen, der tøvende svarede Tre år. For han syntes, at det ville virke pralende, hvis han ærligt svarede fem år.
Det er musikskribenten Jakob Levinsen, der fortæller historien, som også er med i Levinsens danske oversættelse af Sylvie Simmons store biografi om Leonard Cohen Im Your Man, der udkom i går på Gyldendal.
Og timingen er i top. For allerede i dag gæster Leonard Cohen Odense, hvor han giver endnu en koncert på den nærmest evige verdensturne, der begyndte i 2008.
Dengang var Leonard Cohen pludselig blevet en fattig mand trods sin internationale succes, fordi hans daværende manager var stukket af med alle hans penge. I mellemtiden havde Cohen været på et længere ophold på buddhistisk kloster for at finde sjælefred, efter han havde lagt både piller, cigaretter og sprutten fra sig.
LÆS OGSÅ: Leonard Cohen spejler sig i buddhismens begær
Men Sylvie Simmons teori er, at det faktisk er turnelivet, der har reddet ham og givet ham freden tilbage. For dér på scenen har han tilsyneladende fundet sig selv i en moden alder.
Tidligere virkede det, som om det var en pine for ham at optræde. Men nu kan han more sig over sig selv og more sig sammen med sit publikum. Og jeg tror, at det er en af forklaringerne på, at han i en høj alder har fået en så stor succes, at den kan måle sig med U2-liveoptrædender. For han kombinerer det bedste fra Frank Sinatra og Bob Dylan, når han optræder nu. Selv så jeg ham sidste måned i Hamborg, og jeg skulle hilse og sige, at han stadig er i topform, siger Jakob Levinsen og tilføjer:
Ingen inkarnerer begrebet at ældes med ynde bedre end ham, velklædt, elegant og vittig, som han er. Mens man bliver lettet, hvis Bob Dylan, Mick Jagger og nedefter lever op til det, de engang kunne, består Cohens succes ikke i at forsøge at forblive ung, men netop i at være sig selv. Han viser simpelthen, at det kan være fedt at blive gammel. Han blev nærmest også født i habit som søn af rige jødiske forældre, der handlede med herretøj. Det var ikke smart i 1968, men det har smittet så meget af på ham, at selv hans roadier går med hat i dag. Og det har gjort ham til en af jordens mest hippe mænd. Han har selv udtalt, at man skal have en vis portion humor, hvis man skal se sig selv som sexsymbol i hans alder. Men det er han. Han samler flere generationer af fans omkring sig. For det første, fordi han har et enestående gehør for hits, og jeg tror også, at han rammer et behov for eksistentielle tekster, siger Jakob Levinsen, der mener, at det er vigtigt, at man skelner mellem hans personlige tro og det tekstunivers, han eksperimenterer med.
En samlet anmelderskare kaldte Cohens seneste album, Old Ideas, for eksistentialistisk, og i takt med, at hans humør er løftet på scenen, er både hans stemme og tekster blevet dybere.
LÆS OGSÅ: Dansen med Leonard Cohen
Nogle elsker hans nærmest reciterende sangstil som moden sanger, mens andre foretrak den mere lyse stemme, han havde som ung. Men på det eksistentielle plan har han altid været præget af en dyb søgen efter mening med udgangspunkt i sine egne jødiske rødder, fortæller Jakob Levinsen.
For Cohen var buddhismen aldrig rigtig andet end et forsøg på at finde et erkendelsesredskab. For han har modsat Dylan aldrig sluppet jødedommen. Gennem hele sin karriere har han trukket på sin jødiske historie, ligesom han også har stor indsigt i kristendommen. Og det gennemsyrer hans tekster, der ofte gør brug af bibelreferencer, som han blander med kærlighedssange, samfundskritik og selvironiske selvportrætter i sin stærke poesi, siger Jakob Levinsen, der påpeger, at Leonard Cohen netop også var en habil lyriker, inden han debuterede som sanger i en sen alder, da han var over 30 år.
Cohens tekster rummer en kvalitet, som man ikke finder mange andre steder. Og som sangskriver mener jeg selv, at han har været meget mere stabil i sin produktion end for eksempel Bob Dylan. Men det helt usædvanlige ved Leonard Cohen er, at han er blevet bedre og bedre med årene, forklarer Jakob Levinsen.
Mens det føles som at købe en lottokupon at købe en koncertbillet til Bob Dylan, fordi han hele tiden dekonstruerer sig selv på nye måder, fornyer Leonard Cohen sig mere stabilt, uddyber han og peger på, at man for eksempel kan mærke, hvordan der er kommet en anden form for selvironi ind i Cohens fortolkninger af gamle sange som Suzane og Halleluja, som han fremførte mere dystert som ung.
Cohens karriere har kørt op og ned, fordi hans stil ikke altid er faldet i tidsåndens smag. Men det er enestående, at en mand, der fylder 79 år i næste måned, og som optræder med et band, der nærmest ikke bruger elektroniske instrumenter, kan få så stor succes.
Hans tidlige sange er også stadig slidstærke. For eksempel kender jeg ikke andre moderne numre end hans Halleluja, der er blevet indspillet i over 300 coverversioner. Det viser, at han er en kunstner i verdensklasse. Og det er virkelig livsbekræftende at se, hvordan koncerterne nu er blevet hans kick, så han hverken behøver piller eller alkohol mere, siger Jakob Levinsen og afslører, at Cohen dog har sin egen plan om at begynde at ryge igen, når han bliver 80 år.