På skilsmissens rand

Ida Jessen skriver seks velturnerede noveller om uforløste forhold mellem kvinder og deres mænd og sønner

Forfatteren Ida Jessen skriver med vanlig virtuositet om smerteligt paradoksale følelser og afmagt i sin nye novellesamling, ”Postkort til Annie”. –
Forfatteren Ida Jessen skriver med vanlig virtuositet om smerteligt paradoksale følelser og afmagt i sin nye novellesamling, ”Postkort til Annie”. –. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

I Ida Jessens novellesamling Postkort til Annie, der udkommer på mandag, findes der to slags umulige kærlighedsforhold. Det ene er mellem mand og kvinde, det andet er mellem mor og søn. I indledningsnovellen gælder det forholdet mellem Tove og Max, der lever i et barnløst ægteskab. Hun kan ikke holde ud at leve med ham, men heller leve uden ham. Hendes håb om liv står til ham, og dog er det netop ham, som kommer til at kvæle hendes selvfølelse. Det samme gør sig gældende i novellen Et skænderi. Han synes, hun er for meget med sine følelsesudbrud og mange ord, og hun oplever, at han giver for lidt, og at han ikke begærer hende. Hun vil have kærlighed og sex, mens han trækker sig tilbage til sit eget værelse og sin computer.

Sådan er det mellem mand og kvinde, og kvinderne er, som Jessen også havde fat på i sin forrige bog, Ramt af ingenting. Længsler og håb er der, men de er smertefulde, fordi de så sjældent bliver indfriet, og fordi de gør kvinden ufri og uselvstændig.

Bedre står det ikke til med kvindens forhold til sønnerne. I den krimiagtige December er en grusom måned bliver en mor til to piger dræbt på sit arbejde i Brugsen. Politiet tror, det er manden, der har gjort det, men det er nok, som man hurtigt fornemmer, brugsbestyrerparrets umulige søn. Kan en mor afsløre sin søn, uanset hvor tåbelig han er? Hun ser på ham med både skam og kærlighed. Et blik fra ham, og hun er solgt: Det er et voldsomt stød af liv, af kærlighed, af forelskelse næsten.

LÆS OGSÅ: Ida Jessen: Ingen situation er et slutpunkt

Sådan har moderen det, mens sønnerne i novellerne forsøger at lægge afstand og gøre sig fri. Det er dog ikke let, og det bliver til en stadig kamp og blindt oprør. I novellen Mor og søn er det særligt smertefuldt, fordi sønnen ikke rigtigt kan koncentrere sig om noget og opgiver sin læreplads og kommer i selskab med nogle voldelige personer. Hun kan ikke blive ved med at styre ham,og hun kan ikke lade være med at prøve.

Ida Jessen skriver med vanlig virtuositet om smerteligt paradoksale følelser og afmagt. Novellerne selv er velturnerede og rammer præcist den fornemmelse af uforløsthed, som præger personernes liv. Jeg kan ikke mærke dig, siger veninden til Tove, den dag Tove og Max bliver gift. Og sådan er det kvinderne bliver væk fra sig selv og først bagefter, når kampen er forbi og bliver fløjtet af, finder de selv og andre ud af, at der var liv, kraft og skaberevne i dem.