Veronica Oprea forsøger at stave sig igennem forsiden på den øverste avis i det tykke bundt.
Det er ikke meget, hun forstår. 10 ord måske. Hun begyndte på et sprogkursus i sidste uge, men den 33-årige rumæners danske ordforråd begrænser sig stadig til det, der er omkring hende. Avis, nøglebundt, kuglepen, siger hun med stærk accent.
Avisbundterne ligger på ubehandlede træborde i det neonoplyste depot en gammel garage på Frederiksberg i København. Det samme gør de flere hundrede nøgleknipper med 12-14 nøgler i hver. Latter og snak på græsk, rumænsk, polsk og engelsk mellem avisbudene overdøver den afdæmpede popmusik fra en beskidt radio. Klokken er 02.20. Veronica Oprea har fire-fem timers arbejde foran sig. Det samme har hendes kæreste, Daniel Ro-mulus, som hastigt parkerer sin cykel i den nattemørke gård udenfor. Han smiler:
Jeg sov over mig.
LÆS OGSÅ: Kristne indvandrere ventes at blive flere end muslimske
Det rumænske par Romulus og Vasilica, som de kaldes blandt de andre bude flyttede i juni 2012 fra Rumænien til København. Ikke fordi de manglede arbejde. 34-årige Daniel Romulus er it-uddannet og arbejdede som tekniker i et telekommunikationsfirma i Bukarest.
Veronica Oprea er uddannet bibliotekar, hun har også en bachelorgrad i samfundsvidenskab og arbejdede på et stort bibliotek som human resource inspector (ansvarlig for personalets trivsel). Pengene var alligevel knappe. De måtte låne til flybilletter og husleje den første måned i Danmark. Nu løber de med aviser. Seks nætter om ugen.
I begyndelsen kunne vi ikke finde gaderne. Vi kunne ikke sove om dagen, selvom vi var trætte. Det var hårdt, fortæller hun.
Nu er det okay.
De to kommer fra et af Europas fattigste lande. De er blandt de godt 12.000 overvejende kristne rumænere, der på grund af fri bevægelighed i EU og behovet for arbejdskraft er blevet tiltrukket af Danmark.
Tilstrømningen af kristne indvandrere ikke bare fra Rumænien, men store dele af Europa, USA, Afrika og Asien har i historisk grad ændret indvandringsmønsteret i Danmark. Ifølge forskere på området vil der om mindre end fem år være flere kristne indvandrere end muslimer i Danmark.
I Daniel Romulus og Veronica Opreas tilfælde var det korruption og dårlig løn, der fik dem hertil. De arbejdede hver otte-ni timer om dagen for en månedsløn på cirka 2350 kroner. Nu tjener de tre-fire gange så meget for at arbejde den halve tid.
Daniel Romulus tæller aviserne og pakker dem i grønne tasker, som monteres på siden af cyklen.
Vi tjener meget mere, meget mere end i Rumænien. Det er derfor, vi er her, siger han.
Ved nattens første trappeopgang begynder det at dryppe fra oven. Så åbner himlen sig. Han trækker et dækken over avistaskerne.
De klager, hvis aviserne bliver våde, og så får man en advarsel.
På grund af den dårlige løn kunne parret kun akkurat betale for husleje og mad i Rumænien. På internettet undersøgte de mulighederne for at flytte til et andet europæisk land. Det virkede nemmest at få job i Danmark, da det ikke kræver en arbejdstilladelse, fortæller han.
Tre gader væk tænder Veronica Oprea det gustne lys i en opgang.
Før arbejdede jeg på kontor. Jeg skulle kun gå et par skridt for at tale med min sekretær. Nu får jeg trænet benmusklerne.
Deres liv og dagsrytme er en noget anden end i Rumænien. De står op klokken halv fire om eftermiddagen og sover til middag omkring midnat, inden de skal på arbejde.
De er begge ortodokse kristne, men troen fylder mindre nu, end da de boede i Rumænien, fortæller Veronica Oprea. Da hun arbejdede i Bukarest, gik hun hver tirsdag til messe i en kirke tæt på arbejdspladsen.
Jeg skrev en bøn for min familie og tændte lys for min bedstemor og andre døde i min familie og sagde en bøn. Det har jeg ikke gjort her i Danmark. Jeg har hørt om en rumænsk ortodoks kirke. En af vores kollegaer har inviteret os til at komme til gudstjeneste en søndag og møde rumænere, siger hun.
Jeg har længe gerne villet besøge den kirke. Men vi er så trætte om morgenen. Der sover vi jo.
For nylig var parret til en klaverkoncert i Helligåndskirken i København. Det var ikke som i en ortodoks kirke.
Det var meget anderledes. Vi fik en sangbog af præsten. I vores kirke er det bare præsten, der taler og synger. Og præsten siger giv en donation, så vi kan bygge en ny kirke. Præsterne er rige og har huse og biler i Rumænien. De fleste mennesker er fattige og uudannede og gør, som præsten siger, fortæller hun.
Daniel Romulus og Veronica Oprea har blandt andet boet på en madras i et værelse hos en indisk familie, hos en marokkansk mand, indtil han fik besøg af politiet, og de ikke havde lyst til at være der mere, og nu i en lejlighed i et hus i udkanten af København.
Daniel Romulus vil gerne læse datalogi på Københavns Erhvervsakademi. Veronica Oprea har ikke bestemt sig. Hvis hun kan få et bedre job, vil hun gerne blive. Men der er også afsavnene. De besøgte Rumænien efter fem måneder i Danmark.
Jeg måtte lave en liste, da vi var hjemme, så jeg kunne nå at se alle mine venner. Det var det bedste ved at være hjemme. Jeg savner min familie. Mine kolleger. Mine venner. Ofte taler vi slet ikke med nogen her, siger hun.
Daniel Romulus oplever ikke savnet som noget stort.
Folk er flinkere her. De er civiliserede. Derhjemme er de gnavne, fordi livet er hårdt.
Klokken nærmer sig 06.30, og det er sengetid for de to. Gaderne og opgangene er øde det meste af natten, men et par gange er Daniel Romulus stødt ind i nogle danskere.
Der var en kvinde og et par, som var fulde, som sagde tak for, at jeg går hele vejen op til fjerde og femte sal for at levere avisen til dem. Det føles godt.