Muslimsk selvmål

Man må dog beklage, at den danske regering ikke før er skredet til et uformelt diplomati for at få sagen stoppet. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) handlede rigtigt, da han i første omgang afviste de muslimske ambassadørers henvendelse til ham, fordi de opfordrede ham til at tage retslige skridt over for Jyllands-Postens Muham-med-tegninger. Men det havde været befordrende, hvis regeringen på anden vis havde taget initiativ til at mødes med de 11 landes ambassadører, når de nu bad om det.

AT DANSKE MUSLIMER FØLER harme over, at Muhammed karikeres i en dansk avis, er forståelig. Vi har tidligere her på lederplads fastslået, at Jyllands-Postens provokation af muslimerne var unødvendig og ikke havde med relevant religionskritik at gøre. Vi har aldrig anfægtet avisens ret til at offentliggøre de pågældende tegninger, lige som vi til enhver tid vil forsvare ytringsfriheden med de grænser, der trækkes af gældende lovgivning. Men det er ikke alt, der er lovligt, der også er klogt, og derfor har vi også argumenteret for pressens respekt over for menneskers religiøse følelser. I et sekulariseret samfund, hvor mange ikke længere selv kender til religiøse følelser, er der behov for det.

Men muslimerne er gået for langt i deres harme, når de forsøger at skade Danmarks omdømme i en sag, der drejer sig om et dagblads forvaltning af ytringsfriheden og intet har med den danske stat at gøre. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt.

Deres fremfærd sættes i perspektiv af, at nogle af de protesterende muslimer netop selv har opnået politisk asyl i Danmark, fordi de forfølges i de muslimske lande, som de nu forsøger at gøre til Dan-marks modstandere. Til trods for udenrigsminister Per Stig Møllers sympatiske forsøg på at bibringe konflikten en fornuftig afslutning bebudede nogle af de kritiske muslimer i gårsdagens Kristeligt Dagblad, at de vil arbejde for at få sagen bragt op for Menneskerettighedsdomstolen. Det vil holde den i live på et groteskt plan, al den stund at netop de muslimske lande, som de forurettede har gjort til deres allierede i denne sag, mere end andre er at finde blandt krænkerne af menneskers basale frihedsrettigheder.

Derfor må ansvarlige muslimske ledere her i landet nu træde i karakter og få bragt sagen ned på et niveau, hvor den hører hjemme. Sagen har på bagvendt måde vist, at dele af den muslimske befolkning mangler forståelse for spillereglerne i det danske samfund. Den afsløring kan desværre komme til at skade dem langt mere end den tankeløse offentliggørelse af nogle satiriske tegninger af profeten Muhammed.

bjer