Krigens lange skygger

Succesforfatteren Christian Mørk vender blikket mod Danmark under Anden Verdenskrig i en rig, men fejlbehæftet roman

"De Forhadte" af Christian Mørk handler om at flyde med på samarbejdsbølgen lige før og under Anden Verdenskrig. Romanen er rig, men afhænger måske af læserens humør.
"De Forhadte" af Christian Mørk handler om at flyde med på samarbejdsbølgen lige før og under Anden Verdenskrig. Romanen er rig, men afhænger måske af læserens humør.

Det er en ordentlig moppedreng af en roman, den danskfødte, men i USA bosiddende forfatter Christian Mørk i dag sender på gaden. Knap 400 siders fortælling om De forhadte, alias familien Brodersen, der i årene lige før og under Anden Verdenskrig flyder med på bølgen af nye muligheder for at samarbejde med Tyskland uden egentlig at tage stilling til, hvad der foregår i hagekorsets tegn.

Romanen handler om dem, der blev de forhadte, måske fordi de som udgangspunkt var de fortabte.

LÆS OGSÅ: Gribende fortælling om en mørk tid

Det hele begynder i 1938. Julius Brodersen er en ikke særlig succesfuld handelsrejsende i diverse halvdårlige produkter, og det holder hårdt at forsørge konen og børnene, Else, Kaj og Einar. Men Julius er også en overlever, en fantast, der ser nye muligheder og en helt forrygende mulighed ser han, da han opdager, at hans fætter kan lave andet end cykler i sit værksted, nemlig legetøjsbiler, der er små tekniske vidundere. 1-2-3 har Brodersen fået en aftale med Handelskammeret, der villigt sender ham samt den 18-årige Kaj på en luksusrejse til tyske interessenter for at præsentere raket-raceren, der kun skal blive den første i en serie mere og mere krigsagtige biler.

Brodersens optur og eventyr begynder på rejsen til Berlin i 1938. Men her begynder fortabelsen også. Julius er ikke noget politisk menneske, den slags blander han sig ikke i, men det er netop Christian Mørks pointe, at mennesker altid er en del af en politisk virkelighed, som man er ansvarlig for at tage stilling til. Det gør familien Brodersen ikke. De vil ikke nogen noget ondt, de er ikke nazister og slet ikke antisemitter. Julius vil bare gerne have succes, og sønnen Kaj hjælper ham hele vejen, på trods af at han ret tidligt godt ved, at de skulle se at vende om.

Det er sønnen Kaj, der fortæller historien. Det gør han i 2013, som 93-årig, hvor han sidder i sin afdøde søsters lejlighed og leder efter beviser på, hvad der egentlig skete dengang i 1943, hvor han med hele familien besøgte den hemmelige tyske fabrik dybt inde i bjerget Kohnstein og med egne øjne bevidnede, at de nye biler blev lavet af tvangsarbejdere.

Kaj Brodersen er i 2013 forhadt af sig selv, fordi han aldrig sagde fra, og fordi han ikke gav sin far lov til at få den hårde dom, han anglede efter, men i stedet skånede ham. I 2013 er det sidste chance, og derfor fortæller han os nu den lange historie om familien Brodersens liv omkring krigsårene.

LÆS OGSÅ: Krigen i børnehøjde

Jeg kan godt se, at Christian Mørk har haft brug for denne ramme, men romanteknisk er det problematisk. At en 93-årig husker så godt og kun fortæller om disse år uden at blande sine efterfølgende trods alt 67 levede års erfaringer ind i det, er problematisk. I begyndelsen er det, som om Mørk med ord som vist nok gerne har villet vise os, at den gamle Kaj også tøver lidt ved erindringerne, men som fortællingen skrider frem, husker Kaj enhver detalje, fra ansigtsudtryk til tanker. Dertil kommer, at Kaj ikke er enefortæller, men har selskab af en alvidende stemme, der får udlagt, hvad Kaj ikke ville have kunnet se eller vide. Ærgerligt, fordi Kajs fortælling ellers ville have fremstået mere interessant, i og med at det jo forholder sig sådan med virkeligheden, at vi som enkeltmennesker kun har ét perspektiv og ikke kan se hverken ind i andre eller om hjørner.

I det heletaget skæmmes Mørks roman som på mange måder er en virkelig grusom, spændende, rigeligt kulørt, men også vedkommende historie af, at den virker for lidt gennemlæst, både af redaktør og forfatter. Der er alt for mange korrekturfejl, men primært handler det om, at de enkelte sætninger bliver for sløve. Prægnansen går ofte fløjten, fordi der ikke er strammet tekstligt op. Som her, hvor Kaj igen er på vej til Berlin, denne gang med fly: Da vi lagde an til landing, delte skyerne sig omsider uden for vores vinduer. Synet var hypnotiserende; de hvide klumper både henførte og advarede ganske stille, afhængigt af ens humør.

Men sådan afhænger romanens værdi måske også af læserens humør. Nogle læsere vil falde for romanens fremskrivning af kendte klip fra kulturhistorien, andre vil finde de historiske forlæg og dyrke parallellerne, mens andre igen, som undertegnede, efterhånden kører træt og savner, at forfatteren havde skrabet helt ind til det ben, som romanen faktisk har i sig.