Hvis vi alle sammen helt fra barnsben hver dag brugte mellem 5 og 15 minutter på at meditere, så ville det have en positiv effekt på menneskehedens fremtidige overlevelse.
Det mener Jes Bertelsen, der i 31 år har været leder af Vækstcenteret i Nørre Snede i Midtjylland. Han skynder sig dog at tilføje, at meditation og bevidsthedstræning ikke er nogen universalløsning på klodens massive problemer med sult, overbefolkning og klimaforandringer, men at det er et nødvendigt del-element i et samlet løsning.
Det er selvfølgelig en kæmpe illusion, hvis man tror, at det, at man sætter sig ned hver dag og arbejder med bevidsthedstræning og træning i empati, kan redde menneskeheden. Men det er en delfunktion i den samlede komplicerede løsning. Der er utroligt mange ubalancer, der hvor store beslutninger bliver truffet omkring vores alle sammens velfærd, og hvis flere mennesker beskæftigede sig med en fornuftig lytten indad, så ville man måske kunne justere nogle af de ubalancer, så der i sidste ende kunne træffes mere fornuftige beslutninger, siger Jes Bertelsen og nævner eksempelvis klimatopmødernes manglende resultater og problemet med CO2-udslip, der i disse år ikke reelt reduceres, men blot flyttes fra Europa til eksempelvis Kina og Indien.
De beslutninger tages, fordi de mennesker er ude af stand til at mærke den solidariske dimension i sig selv. Ved at kigge indad kan mennesker lære at komme i kontakt med en ægte samhørighedsfølelse, og så vil man begynde at forstå tingene mere helhedsorienteret. Det vil give et lille løft i den rigtige retning, mener Jes Bertelsen.
Han fastslår, at der ikke er noget magisk eller hokuspokus ved den løsning. Det er derimod en kompliceret og langsommelig affære for den enkelte, der skal lære teknikkerne ved at kigge indad, og for hele verdenssamfundet, der skal være enige om at prioritere mentalhygiejne i blandt andet skolerne.
LÆS OGSÅ: Ida Jessen: Ingen situation er et slutpunkt
Jes Bertelsen er aktuel med bogen Der drejer sig om kærlighed, som er redigeret og har forord og efterskrift af forfatteren Peter Høeg, der de sidste fem år har boet i fællesskabet omkring Vækstcenteret. I bogen er Jes Bertelsen blandt andet inde på, at han er forholdsvis tryg ved kloden, men ikke ved det, menneskene gør ved hinanden og mod miljøet.
Der er højt til himlen og en udsigt, der næsten tager vejret fra én, da avisens udsendte møder de to på en ejendom beliggende lige ned til Lovns Bredning, der er en del af Limfjorden. Her har de valgt at stille op til et af deres ellers meget sjældne interview, og deres første sammen nogensinde. Vækstcenteret har en filial tæt på, der blandt andet er beregnet på længere såkaldte retreats, men der kan vi ikke gennemføre vores samtale. Jes Bertelsen lader forstå, at det ville virke for forstyrrende på kursisterne.
Begge forfattere tager imod med venlig imødekommenhed, og da de indledende lovprisninger over sommeren og udsigten er overstået, fortsætter en lidt mere alvorlig venlighed indendørs omkring et spisebord med fire tændte stearinlys. Det er tydeligt, at de to har meget på hjerte, og at det er magtpåliggende for dem at få formuleret så præcist som muligt, hvad deres passionerede forhold til træningen i en dybere kontakt med os selv og hinanden går ud på. I Det drejer sig om kærlighed, der bedst kan betegnes som en fagbog, får læserne adgang til at følge Jes Bertelsens undervisning. Noget, det ellers kan være svært at få adgang til, medmindre man er en af de 70 fastboende omkring Vækstcenteret eller en af de 1500-2000 kursister, der med jævne mellemrum frekventerer stedet på kortere eller længere kurser.
Jeg var på et af de kurser, som bogen bygger på, og der fik jeg en følelse af, ligesom jeg ofte har fået ved Jes undervisning, at det er godt nok ærgerligt, at det kun er de 20 mennesker, der sidder her lige nu, der kommer til at høre og opleve det her. Jeg tænkte, at det ville være så værdifuldt, om det kunne komme bredere ud. Informationerne fra undervisningen bør komme ud til offentligheden, fordi de er så vigtige, siger Peter Høeg, der derfor foreslog Jes Bertelsen, at de skulle lave en bog.
Jes Bertelsen bifaldt idéen, og Peter Høeg gav sig derefter til at indsamle båndoptagelser fra et helt års undervisning på Vækstcenteret. Det blev til 60 timers lydoptagelser, der i bogen er redigeret ned til 300 sider.
Ifølge de to forfattere er tiden netop nu moden til en bog af deres slags.
Den er interessant set ind i en tid, hvor mindfulness breder sig ud på alle mulige niveauer, hvad jeg i øvrigt anser for meget positivt. Bogen tager lidt flere og dybere skridt ind i, hvad det vil sige at arbejde med bevidstheden og hjertet, end mindfulness-kurserne gør. Jeg tror sådan en bog kan sige langt flere mennesker noget nu, end hvis vi havde udsendt den for 10-15 år tilbage. Hvis den var udkommet dengang, ville den have været endnu mere fagbogsagtig, i dag tror jeg den kan være til inspiration for flere end en lille snæver gruppe. Mit håb er, at bogen kan give inspiration til mennesker. Det har ikke noget at gøre med, at mange mennesker skal til at beskæftige sig med lige nøjagtigt denne her form for træning, men der er så mange almene ting i det, som jeg tror kunne være interessante. Man er eksempelvis begyndt at forstå, at empati er noget, man kan træne, og ikke kun er noget, nogle af os har, siger Jes Bertelsen.
For Peter Høeg har der også været en helt personlig indgang til at få Jes Bertelsens bevidsthedstræning bredt ud til en større målgruppe.
Da jeg var i midten af 20erne, oplevede jeg i nogle strejf, at bevidstheden og hjertet kunne fungere på en anden måde, end vi oplever i vores daglige liv, og jeg kan tydeligt huske den vanskelighed, jeg følte ved det. Jeg voksede op i en kulturradikal familie, hvor man så med mild overbærenhed eller ligegyldighed på bevidsthedstræning, og jeg kendte ikke nogen, der kunne hjælpe eller guide mig. Det vil sige, at jeg var alene med de her erfaringer, og da jeg så fik fat i en af Jes bøger og oplevede at møde et menneske, der vidste noget om det, som jeg selv oplevede som noget helt afgørende i tilværelsen, men som jeg havde gået helt alene med, var det en stor lettelse. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis den her bog blot kan give den samme lettelse for én enkelt person, som måske er der nu, hvor jeg var dengang som 20 årig, så har den en berettigelse. Hvis bare ét menneske siger: Ja, det er jo det, som jeg har følt, tænkt og mærket, og her er der nogen, der mærker det samme, endda nogen, som virkelig er en sagkundskab inden for feltet, så er jeg glad. Jeg ved af egen erfaring, hvor stor en lettelse det er, at der er en, der kan se mig og hjælpe mig videre, fortæller Peter Høeg.
I modsætning til de fleste andre kursusvirksomheder annoncerer Vækstcenteret ikke, fordi de egentlig ikke er interesseret i at ekspandere. Centeret har en begrænset kapacitet, og den er allerede fuldt udnyttet, og derfor benægter Jes Bertelsen og Peter Høeg da også, at Det drejer sig om kærlighed er en reklamesølje for den organisation, de driver.
Det handler ikke om at få så mange mennesker igennem maskinen som muligt, men derimod om at give optimal omsorg til de mennesker, der kommer, siger Peter Høeg.
Han valgte i sin redigering af bogen bevidst at lade nogle af Jes Bertelsens advarsler fylde ret meget. Det handler både om lærer-elev-forholdet, der kan udvikle sig i uheldige retninger og efterlade en form for afhængighed, men især handler det om at advare mod en forventning om hurtige resultater.
I hele mindfulness-bølgen er der en tendens til, at det er de konkrete resultater om hurtig forbedring af livskvalitet, der bliver fremhævet frem for besværet og langsomheden. Vi prøver at være meget præcise med, hvor langsomt det rent faktisk går, og at man, selvom man bruger meget lang tid på meditationspuden, ikke kan være sikker på at opnå resultater, der står mål med indsatsen, siger Jes Bertelsen.
Alligevel er han overbevidst om, at det vil være sundt for den enkelte og til gavn for samfundet som helhed, hvis vi alle sammen prioriterede mentalhygiejnisk bevidsthedstræning i et antal minutter hver eneste dag. For kursisterne på Vækstcenteret er meditationen blevet en livsstil, som de dels bruger tid på hver eneste dag og derudover dyrker i længere forløb, såkaldte retreats, på op til flere måneder. Selv har Jes Bertelsen lige afsluttet et helt års retreat. For de fleste andre er det, ifølge Bertelsen og Høeg, et spørgsmål om at finde en passende balance.
På det bredeste niveau kan man godt forestille sig, at mennesker bruger mellem fem og femten minutter om dagen på meditation. Der vil ikke være nogen særlig dyb effekt af det, men der vil dog være en effekt, siger Jes Bertelsen, der forestiller sig, at der i løbet af en generation eller to vil være en forståelse af det i brede pædagogiske kredse, og at det til den tid vil indgå i folkeskolernes skema på linje med idrætsundervisningen.
For mig er det vigtigt at få videnskabeliggjort nogle af de ting, som man i mange hundrede år har vidst i de store religiøse systemer. Det skal almengøres og bredes ud, så det ikke længere er forbeholdt en bestemt tro eller dogmatik, men som daglige redskaber, alle mennesker kan bruge, siger han, og Peter Høeg supplerer med, at det handler meget om empati:
Vi taler rigtig meget om empati, og der er en enorm stor og stigende interesse for det. Nogle mener endda, at hele menneskeheden er på vej mod et meget dybere niveau af empati. Det, som vi peger på hos os, er, at menneskers empatiske kontakt ikke kan blive dybere, end den enkelte har kontakt til sig selv. Det at arbejde indad handler om at møde andre mennesker dybere, for man kan ikke møde andre mennesker dybere, end man har mødt sig selv, siger Peter Høeg.
Kan det ikke netop virke meget selvoptaget at bruge lang tid på at arbejde med sin egen bevidsthed?
Jo, det kan man godt sige, men det er, fordi vi lever i en kultur, hvor det almindelige kommer til at ligne den eneste måde, verden kan være på. Vi lever i en kultur, der er helt ekstremt ekstrovert, og hvor man i mange hundrede år har trænet mennesker i udadgående udtryk. Det indadvendte og det at mærke sig selv mere nøjagtigt, det er noget forholdsvis nyt, og vi er kun langsomt ved at opdage, at det at gå indad og finde stilhed er den primære vej til at møde andre. Det, man møder, når man går indad, er ikke sig selv, men de andre på et dybere plan, siger Peter Høeg.
Forfatteren ser to bevægelser i tiden. Den ene er, at alvoren om den globale situation er ved at gå op for flere og flere, og den anden er en erkendelse af, hvor vigtig empatien er for vor overlevelse.
Mennesker flytter over grænserne langt mere, end vi har set tidligere i historien. Det giver konflikter, men det giver også kontakt mellem mennesker, så jeg oplever, at der er en positiv, empatisk bevægelse i verden, som tydeliggøres af de alvorlige kriser, siger han.
Jes Bertelsen tilhører ikke nogen religiøs retning, og hans undervisning er fri af tro og religion, men han har hentet inspiration i alle de store verdensreligioner. Det, der interesserer ham, er ikke kirkegangen og dogmatikken, men de praktiske redskaber, der kan ligge i den enkeltes tro. I hans træning i den såkaldte praksis, det vil sige den tid, man sidder på meditationspuden, er han dog stærkt inspireret af den tibetanske buddisme.
Jeg har meget stor respekt for alle de forskellige religioner. De har en bred konstruktiv funktion i forhold til menneskers åndelige liv, og vi er ikke som mennesker nået til et punkt, hvor vi kan undvære den del af religionen. Jeg har altid været meget optaget af at finde træningssystemer, i at arbejde med kroppen, hjertet og medfølelsen. Der er nogle redskabsformer, som alle de store religioner har benyttet sig af, og det interesserer mig at prøve at uddestillere det, så det bliver almengjort og frisat fra den enkelte religions forestillingsverden. Jeg mener, at der ligger noget alment guld i alle religioner, og jeg tror, tiden er inde til, at det kan frisættes, siger Jes Bertelsen.
Man kan sammenligne det med at gå ind i et stormagasin. Vi vælger nogle af varerne, men tager ikke det hele ned fra hylderne. Jeg synes, at hvis man siger, man er kristen eller buddist eller noget andet, så er det ligesom at sige ja til alt det, der er i stormagasinet. I alle religionerne er der for mig meget på hylderne, som ikke er interessant, men der er i alle religionerne samtidig noget, der er uhyre interessant. Så jeg tillader mig at tage diamanter og guld ned fra hylderne i alle religionerne. Jeg respekterer, hvor det kommer fra og er så loyal over for det, som jeg kan. Men samtidig ønsker jeg at vise det til mennesker og sige, at det kan vi bruge, uden at vi siger ja til hele religionen.
Også Peter Høeg er respektfuld over religionerne, men han mener ligesom Jes Bertelsen, at det store problem er, at de tager patent på virkeligheden.
Men tager I ikke også patent på virkeligheden bare på en anden måde?
Det håber jeg sandelig ikke. Det handler om hele tiden at sige til mennesker: Prøv at mærke, hvad I selv oplever, og træf så jeres egne konklusioner ud fra det.
Jes Bertelsen ser det som noget meget positivt, at den danske folkekirke de senere år er blevet mere praksisorienteret.
Bøn, kristne retræter, faste og pilgrimsvandringer er eksempler på praksisser, som flere og flere anvender, og som for mange har langt større betydning end højmessen om søndagen.
Jeg tror, vi kommer til at opleve flere grupperinger af mennesker i den danske folkekirke, der er interesseret i praksis, og jeg håber, at folkekirken fortsætter sporet med at åbne sig mod det. Hvis kirken gør det, så tror jeg, den får fat i mennesker, der har en reel interesse i kirken, og det tror jeg, der kan komme noget meget smukt ud af.
Selvom Vækstcenteret oplever en stigende søgning til sine kurser, er det stadig en mindre, eksklusiv gruppe af mennesker med stort overskud, der søger Jes Bertelsen som deres åndelige leder.
Mange udefra oplever centeret som sekterisk og lukket, måske ansporet af, at Jes Bertelsen og fastboende som Peter Høeg meget sjældent giver interview eller i det hele taget optræder i offentligheden.
Hvorfor denne tilsyneladende lukkethed?
Jeg synes ikke, at jeg oplever, at folk synes, vi er lukkede. Tværtimod oplever jeg, at legitimiteten ved at beskæftige sig med bevidsheds- og hjertetræning er blevet meget større. Det er faktisk et overraskende hurtigt skred, der er sket. I dag møder jeg meget sjældnere opfattelsen af, at Vækstcenteret er et sekterisk sted. Jeg tror også, at der er en forståelse af, at vi ikke kan stille op til alt muligt. Det kan ingen gøre, der skal arbejde med fordybelse. Da jeg debuterede som forfatter, vidste jeg, at hvis jeg ikke begrænsede min optræden i mediemaskinen, så ville jeg ikke få skrevet noget som helst. Man er nødt til at lave en form for selvbeskyttelse, og det har Jes Bertelsen og Vækstcenteret også gjort. Men når det er sagt, må vi ikke glemme, at Vækstcenteret jo er pivåbent, alle kan komme her, siger Peter Høeg.
Nej, Peter, vi kan jo ikke tage flere, bemærker Jes Bertelsen smilende og fortsætter:
Der er ikke mange af vores slags, der afprøver praksisformer. Hvis vi kommer meget mere i medierne, kan vi ikke få tid til det, vi skal, og så bliver vi utroværdige. Vi har et presseudvalg, og de henvendelser, vi får, bliver alle sammen besvaret. Men medierne er desværre indrettet på den måde, at man kun vil have en udtalelse fra giraffen, og det kan jeg altså ikke overkomme. Men altså, hvis vi går 15-20 år tilbage, så sagde jeg ikke nær så meget, som jeg siger i dag, og det handler om, at der er kommet en langt større interesse for det, vi laver.
Peter Høeg, det er dig, der har bestemt, at jeres bog kom til at hedde Det drejer sig om kærlighed. Hvorfor skulle den hedde det?
Der er den helt enkle forklaring, at det gør det: Det drejer sig om kærlighed! Kærlighed er grunden til, at jeg er flyttet til Vækstcenteret, og kærlighed er det, som er nerven i Jes og min kontakt og kontakten med alle legekammeraterne, som jeg laver det her sammen med. Det er simpelthen en kærlighedsfølelse. Noget af det allermest værdifulde, der ligger i vores træning, er, at alle de barrierer, vi stiller op mod hinanden, dem får man lejlighed til at arbejde med, og så langsomt bliver de mindre bastante, og vi kommer til at adskille os mindre fra andre mennesker, og så tror jeg, at jeg oplever, at det er en afgørende ting for samfundet og kulturen at gøre opmærksomhed på betydning af kærlighed. Ord som solidaritet og medfølelse er blevet sjældnere i offentligheden, end de var for 35 år siden, og tonefaldet er blevet mere råt. I en verden, der er præget af det rationelle og mentale, er det rigtig vigtigt at pege på hjertefølelser, og jeg oplever, at det, vi gør, har et intenst fokus på kærligheds- og medfølelsesdelen.
Jes Bertelsen er fyldt 67 år pensionsalderen i Danmark. Og selvom han bestemt ikke har tænkt sig at gå på pension, har han naturligvis gjort sig nogle tanker om, hvad der skal ske med hans livsværk, Vækstcenteret, når han dør eller eventuelt må trække sig tilbage på grund af sygdom.
I alle organisationer, hvor der har været en karismatisk begynderfigur, vil der naturligt opstår et tomrum, når han eller hun forsvinder. Men når jeg er væk, vil der være en stor gruppe mennesker i alle aldre, der er kvalificerede undervisere, og som kan føre Vækstcenteret og vores idéer videre. For 15 år siden ville jeg have tænkt, at det stod og faldt med mig, men sådan er det slet ikke nu, slet ikke, siger Jes Bertelsen.