Det moderne menneske lever i en opløsningstid, hvor alting hurtigt falder fra hinanden. Et parforhold bliver hurtigt til et par forhold, og pligten til næstekærlighed bliver hurtigt til lysten til næste kærlighed. Alting flyder, som de gamle grækere sagde uden at vide, at det også ville beskrive vores tid, hvor landegrænser, sprogbarrierer, teknologiske muligheder og sociale platforme hele tiden flytter sig i et svimlende tempo.
Familien bliver ikke længere holdt sammen i sognet af fælles forpligtelser med slægtsgårde, aftægtsboliger og køer, der skal malkes. Nu må enhver finde sine egne fællesskaber, og det præger også kærlighedens muligheder, mener forfatteren Martin Kongstad, der i sin debutroman Fryser jeg vil gøre op med idéen om parforholdet, som vi kender det.
LÆS OGSÅ: De personlige erfaringer er også de fælles
Med tanke på avisens budget kunne man frygte, at han ville mødes på den københavnske verdensklasserestaurant Noma, hvor en del af romanens handling udspiller sig i selskab med den dekadente kulturelite.
Det vrimler med rige, selvbevidste gallerister, reklamefolk og kunstnere i romanen, der fortsætter, hvor hans prisvindende novellesamling Han danser på sin søns grav slap.
Hovedpersonen er også hentet direkte fra en af novellerne i skikkelse af den kritiske madanmelder Mikkel Vallin, der konstant leder efter fejl i både mad og mennesker. Men Mikkel Vallin har heldigvis en mere billig svaghed for den københavnske bodega Borgerkroen, der i mange år også var Martin Kongstads stamsted. Og her mødes vi mellem gamle ølreklamer på væggene og store askebægre på bordene.
I mange år boede jeg lige om hjørnet, og jeg syntes, at det var hyggeligt at komme her. I bogen fungerer Borgerkroen også som et åndehul, hvor alting ikke behøver at være smart, siger Martin Kongstad, der selv ligner forsiden af magasinet Euroman med sit halvlange hår, tætsiddende jakkesæt, store modeslips og turkise pullover.
Kongstad ryger Kings økologiske cigaretter, som han ikke sparer på under interviewet. Der er heller ikke rygeforbud i hans roman, hvor der også findes rigelige mængder alkohol, men på bordet foran forfatteren står der nu kun kaffe og danskvand. Og selvom han har skrevet romanen så tæt på virkeligheden som muligt med en person, der på mange måder ligner ham selv, er der også forskel, understreger han.
Selv har han godt nok blandt andet arbejdet som madanmelder, men han er aldrig blevet fyret, som hovedpersonen Mikkel Vallin bliver det i bogen. Og Kong-stad har heller ikke en lille søn, som han aldrig ser, men tre børn i et fast forhold til moderen på 13. år. Men det er ironisk nok alligevel hans egne tanker, romanen bygger på, når hovedpersonen angriber selve idéen om parforholdet, efter han møder en ung kvindelig kunstner med et frit forhold til forhold. For Kongstad vil gerne ændre vores syn på kærlighedens muligheder gennem romanen, forklarer han:
I romanen er der et slags slagord, hvor Mikkel spørger, hvor mange par man kender, der er sjovest, når de er sammen? Og jeg har selv registreret, hvordan mange par stivner efter et stykke tid, fordi de simpelthen går i stå, når de kun er sammen med hinanden. Jeg tror, at man kunne leve på en bedre og sjovere måde, siger Martin Kong-stad og fortsætter:
Jeg tror, at vi om 10-15 år og måske endda før vil se, at kærligheden finder helt nye veje. Den gammeldags måde at være to på er ved at være utidssvarende. Det passer ikke med den måde, som vi ellers lever på. Og jeg synes, at parforholdet er alt for energisvagt, sådan som det er skruet sammen i dag. Det har det med at tage kræfterne ud af folk i stedet for at gøre det modsatte.
I romanen laver du en analogi til den anden termiske grundsætning fra fysikkens verden, hvor der står, at et lukket kredsløb ikke kan eksistere uden at gå dødt efter et vist stykke tid. Men det er jo de færreste moderne par, der lever alene på en øde ø og ikke får input fra andre. Hvorfor er det ikke nok?
Selvom man får input fra venner og kolleger, er man alligevel sluttet sammen som to mennesker, der i ægteskabet i princippet har lovet hinanden troskab til døden skiller. Man taler stadig om at finde sin bedre halvdel, sin livsledsager eller den eneste ene. Og det tror jeg ikke så meget på. Man kan i hvert fald gøre det bedre, sjovere og mere lystfuldt end det. Jeg tror ikke, at min generation når at komme med på den vogn, men de, der er yngre, har virkelig gode chancer for at finde en ny form for kærlighed.
Hvad siger din kone til de tanker?
Den har selvfølgelig krævet en del snakke, at jeg pludselig ville skrive en roman, der gik til angreb på parforholdet. For det har jeg ikke gjort for at skifte min kæreste ud, men fordi jeg tror, at de kommende generationer nu står med muligheden for at leve på en mere dynamisk måde. Men jeg tror, at vi er opdraget på en anden måde, der gør, at det ikke ville fungere for os.
Det er jo ellers ikke første gang, at man har eksperimenteret med åbne forhold og fri sex, og selvom flere går fra hinanden i dag, overlevede idéen om parholdet jo trods alt også ungdomsoprøret
Ja, man kan sige, at man har prøvet at gøre det før med 1960ernes frie kærlighed, men det varede jo kun et par år, før kvindekampen kom og lammede mændene fuldstændig. Det kan jeg selv huske. Kvinderne blev skrappe og gik i store sække. Det var en nødvendig proces, men den ødelagde relationen mellem kønnene i mange år. Den nye tids kvinder er derimod vokset op med ligestilling, så de behøver ikke skyde over målet hele tiden for at få deres sag igennem, men de gider heller ikke kede sig. De vil have, at der sker noget. Og hvordan man end vender og drejer det, er der mange par, hvor der ikke sker så meget efter et vist stykke tid.
Martin Kongstad går på toilettet og kommer smilende tilbage, hvor han giver sig tid til at tænde endnu en cigaret, inden han fortsætter:
Jeg synes, at lyst som begreb er meget undervurderet, kommer det så:
Man vil altid få de bedste resultater fra andre, hvis de også har lyst til at gøre det, de skal gøre. Det tror jeg på skaber bedste resultater, hvad enten man er i en virksomhed eller to mennesker, der lever sammen. Det er lysten, der driver værket. Livet er jo også fyldt med pligter, men alting bliver nemmere, hvis man kan finde lysten til at gøre sine pligter. Lysten skal være med, hvis man skal komme nogen vegne, og hvis man skal have det sjovere. Jeg har selv prøvet at være leder, og der kan man se, hvordan en medarbejder pludselig kan blomstre op, hvis man omplanter hende eller ham til noget, som vedkommende har lyst til. Det burde også kunne gælde den måde, vi er sammen på. At man lader lysten drive værket i højere grad. Og derfor synes jeg heller ikke, at man for alt i verden skal holde fast i konventionerne om, at lykken kun findes i et monogamt parforhold.
Men hvis man opløser idéen om det forpligtende parhold, opløser man så ikke en del af det, der også holder samfundet sammen?
Jeg taler netop ikke om at løbe fra ansvaret, men om at tage sig selv seriøst nok til at søge det lystfulde liv. Det forsøger jeg selv at få til at fungere i mit eget forhold. Da jeg var yngre, havde jeg for eksempel en tendens til altid at holde en dør åben for, at der kunne dukke en endnu bedre kæreste op. Og det kom jeg ingen vegne med, fordi jeg hele tiden levede i en mild form for utilfredshed.
Taler det ikke stik imod din idé om åbne forhold?
Målet må hele tiden være at bevare den lystfulde energi. I bogen er der et praktisk eksempel, hvor Mikkel råder et par, der ikke længere har sex med hinanden, til at blive sammen som gode venner, men at have sex med andre. For de er gode til at få en hverdag til at køre, og børnene har det godt, men der er ikke nogen gnist mellem dem mere. Og den er ikke til at genoprette. Hvorfor kan man så ikke bare unde hinanden det bedste, ligesom gode venner under hinanden alt godt? Det råd følger de, og det går godt.
Hvis man altid skal følge sine lyster, ender man så ikke med at leve som et dyr?
Nej, det kan jeg overhovedet ikke se. Civilisationen har jo bare ført os et nyt sted hen, hvor den typiske familie ikke længere er tvunget til at blive sammen på grund af de køer, der skulle malkes om morgenen. Men vi opretholder stadig idéen om, at lykken kun findes i et monogamt forhold. Og den tanke tror jeg med tiden vil blive udraderet af noget mere dynamisk.
Selvom de færreste behøver at bekymre sig om køer i dag, er der jo stadig børn at tænke på. Hvordan passer de ind i dine tanker?
Alle er enige om, at børn selvfølgelig har brug for kærlighed og tryghed, men hvem siger, at det kun er to mennesker, der kan give dem det?
Er det trods alt ikke mest stabilt?
Jeg tror faktisk, at børn tager mere skade af at være vidner til konstante skænderier mellem voksne, der ikke trives. Så er det da bedre, at de kan se deres forældre være glade. Jeg synes også, at det ville være forkert at opdrage sine børn til, at ægtepar er kærlighedsløse kærestepar uden gnist. Man lærer jo af det, man ser foran sig. Men det er rigtigt, at selvrealisering i 1968 gik ud over mange børn. Særligt fordi mange mænd stak af og efterlod børnene faderløse. Men i mange tilfælde tror jeg stadig, at det kan være bedre for børnene at flytte rundt mellem to glade forældre end at se dem kede sig sammen.
Tegner du ikke også lidt et glansbillede af en typisk skilsmisse?
Jeg taler netop ikke om, at man skal løbe fra sit ansvar, men om at løfte sig over destruktive følelser som jalousi, forfængelighed og angst for at miste. At leve mere åbent kræver på den måde en endnu større form ansvarlighed. Jeg taler heller ikke om at man skal gå i seng med folk til højre og venstre, men om at kunne unde sig selv og sin partner at gå i seng med andre uden at blive jaloux over det. Det kender jeg godt nok ikke nogen der kan. Men hvorfor føler man sig forladt og forrådt, fordi ens partner har haft en god oplevelse?
Måske fordi man føler sig utilstrækkelig og uelsket?
Man kan sagtens være elsket, selvom ens partner elsker en anden. Man kan have ubegrænsede mængder af kærlighed.
Hvordan vil du selv definere kærlighed?
Det er et godt spørgsmål. For der findes jo mange former for kærlighed. I bogen stifter Mikkel en forening, der hedder Den næste kærlighed som et ordspil, der skal vise, at kærligheden måske også kan forstås på nye måder. Men for mig selv definerer jeg først og fremmest kærlighed som en lystfuld energi mellem mennesker. Man afleverer noget energisk til andre uden at forvente at få det igen. Måske kan man også sige, at det er en følelse af varme, der ikke er egoistisk, siger forfatteren og lader lungerne fyldes med røg, inden han tilføjer:
Kærligheden er svær at få hold på med få ord. Og min pointe er først og fremmest også, at den er større, end man gør den til i ulidelige bryllupstaler, når man siger, at man skal give hinanden plads, uden at nogen har tænkt sig at overholde det. Kærligheden finder sine egne veje.