Imponerende biografi om de danske jøders redningsmand

Georg Ferdinand Duckwitz er kendt for sin andel i redningen af jøder under Anden Verdenskrig, men hans rolle har også været omdiskuteret

Flere historikere har ytret sig kritisk over Georg Ferdinand Duckwitz’ rolle i 1943, men det billede ændrer den nye bog på. –
Flere historikere har ytret sig kritisk over Georg Ferdinand Duckwitz’ rolle i 1943, men det billede ændrer den nye bog på. –. Foto: .

Et af de vigtigste møder i den nyere danske historie fandt sted den 28. september 1943 i et baglokale i Rømersgade i København. Her mødtes den tyske diplomat Georg Ferdinand Duckwitz med lederne af det danske socialdemokrati for at informere dem om tidspunktet for den forestående aktion mod de danske jøder, som tyskerne var i gang med at planlægge. Mødet førte sammen med de andre initiativer, som Duckwitz sætte i gang for at advare de danske jøder til de velkendte resultater: at størstedelen af de danske jøder undslap til Sverige, inden nazisterne kunne få fat i dem.

Duckwitz (1904-1973) er berømt for indsatsen i sensommeren 1943: Ifølge mange skyldtes det især Duckwitz indsats, at deportationen af de danske jøder til tyske koncentrationslejre kunne forhindres. I de seneste år er imidlertid en del kritik mod denne synsvinkel dukket op. Flere historikere har ytret sig kritisk over Duckwitz rolle i september 1943, og nogle har sågar påstået, at det er Duckwitz selv, der efter krigen har opbygget myten omkring sin egen person.

LÆS OGSÅ: Bo Lidegaard og godheden mod jøderne i oktober 1943

Det er på denne baggrund, at den danske historiker Hans Kirchhoffs biografi om den tyske diplomat Duckwitz skal læses. Og titlen på biografien er allerede sigende: Den gode tysker signalerer, at Kirchhoff i modsætning til de nyere kritikere holder fast i det positive billede af Duckwitz, som var dominerende i efterkrigstiden, og som denne selv havde været med til at opbygge.

Kirchhoffs resultater er overbevisende. Med afsæt i de tilgængelige kilder, blandt andet Duckwitz egne dagbogsnotater, som hidtil ikke har været alment tilgængelige og derfor kun delvist er blevet inddraget i forskningen, beskriver Kirchhoff den omdiskuterede diplomats udvikling fra overbevist nazist til, ifølge Kirchhoff, troværdig anti-nazist, der i kraft af sine gode kontakter til især den socialdemokratiske ledelse i Danmark er i stand til at bevæge sig mellem de tyske og de danske myndigheder under Besættelsen.

Kirchhoff nøjes i denne forbindelse ikke med at kigge på Duckwitz rolle i september 1943. Han gennemgår Duckwitz generelle udvikling og diskuterer nøje hans rolle i forbindelse med eksempelvis folkestrejken, med kapitulationsforhandlingerne i 1945 og hans tætte, men ikke altid uproblematiske forhold til rigsbefuldmægtig Werner Best. Forestillingen om et entydigt opgør mellem tyskere på den ene side og danskere på den anden bliver her udfordret. Kirchhoff minder indgående om de interne splittelser blandt både danskere og tyskere og om, hvordan samarbejdspolitikken netop tjente for at holde værnemagten uden for indflydelse i Danmark.

Resultaterne vil være provokerende for nogle. De passer nemlig ikke, som Kirchhoff selv udtrykker det, til vort sort-hvide billede af Det Tredje Riges historie eller af vor egen besættelsestid. Den tyske embedsmand og den danske samarbejdspolitik fremstår her på en anden måde, end man i den bredere offentlighed er vant til.

Men biografien er netop derfor fascinerende læsning. I og med at Kirchhoff viser, hvordan Duckwitz hele vejen igennem forsøgte delvist med og delvist imod Werner Best at skabe situationer, hvor Danmark undgik de værst tænkelige scenarier under krigen, åbner han for et facetteret, nuanceret syn på både personen og på besættelsestiden, der netop ikke kan reduceres til spørgsmål om sort eller hvidt.

Kirchhoff har tidligere publiceret nogle af resultaterne fra denne bog i videnskabelige artikler, hvor hans syn på Duckwitz allerede står klart. I biografien udvider han disse tilkendegivelser til et helhedsperspektiv, der også for et tysktalende publikum vil være interessant. Det er en historie om en tysk nazist, der under sit ophold i Danmark udvikler sig til overbevist socialdemokrat og, ifølge Kirchhoffs resultater, konstant forsøger at beskytte sit andet hjemland imod de alt for voldsomme konsekvenser af krigen.

Resultatet er en fremragende bog, der fremstår afbalanceret uden at være bange for at fremlægge klare teser, der hvor forfatteren synes at have belæg for dem. Besættelses- og efterkrigstiden fremstår i et skarpt og nuanceret lys, hinsides mytedannelser og politiske entydigheder. Det er historieskrivning, når det er bedst: en flot, imponerende og ekstremt velskrevet biografi over en af de vigtigste dansk-tyske grænsegængere i det 20. århundrede. Om kritikerne af Duckwitz rolle under krigen vil kunne modargumentere Kirchhoffs meget overbevisende fremstilling, vil formentlig vise sig om kort tid, når 70-årsdagen for redningen af de danske jøder markeres. En begivenhed, som vi vist blandt andet også kan takke Georg Ferdinand Duckwitz for.