I 2001 udgav forfatteren og journalisten Kristian Ditlev Jensen bogen Det bliver sagt, hvor han fortalte historien om de seksuelle krænkelser, han som barn blev udsat for gennem tre år af den pædofile voksenven Gustav. Bogen blev en sensation, selvfølgelig i første række på grund af sin voldsomme historie, men det er ikke for meget sagt, at Det bliver sagt også af andre grunde var en af 00ernes vigtigste bøger.
Hvis den havde været en roman, ville den have overskygget det meste af den skønlitteratur, der blev begået i det årti. Bogen var eminent velskrevet. Ditlev Jensen var ikke bare et offer, der rejste sig, men også en forfatter in spe, og begge trådte i karakter ved denne lejlighed (senere i 2004 fik han BG Banks debutantpris for sin rigtige debut, romanen Livret).
LÆS OGSÅ: Triviel fortælling om løgne og hemmeligheder
De litterære anmeldere havde svært ved at få armene ned. Bogen havde kvaliteter som en spændingsroman, hvor man emnet til trods jages igennem: Hvordan kommer forholdet overhovedet i stand? Hvordan udvikler det sig? Hvordan afvikles det? Hvad sker der, da Kristian møder Gustav igen i sit voksenliv?
Samtidig havde bogen mange af den traditionelle selvbiografis kvaliteter: Det er den evige historie, vi aldrig kan blive trætte af, om det enkelte menneske, der med sine særlige forudsætninger møder verden og skal finde sin plads i den.
I Det bliver sagt er dette selvbiografiske grundmotiv flettet uløseligt sammen med misbrugshistorien. Gustav forfører nemlig ikke mindst drengen Kristian fra laveste socialgruppe ved at præsentere ham for finkulturen og den store verden. Han er fristeren. Se, alt dette kan blive dit
Men der kommer en dag, hvor det hele bliver sagt, og hvor gengældelsens time er inde. Det bliver sagt er, ud over alt det andet, den er, også Kristians kulturelle hævn over Gustav.
Han avancerer til et langt højere kulturelt niveau, end hans djævelske og reelt ynkelige mentor nogensinde har befundet sig på. Han rejser en skamstøtte over Gustav, der kommer til at stå i dansk litteraturhistorie, så langt som øjet rækker,
Det bliver sagt handler også om sociale skel og kulturel kapital som forførelses- og kampmiddel. Ikke uden grund blev Ditlev Jensens bog en central reference i Rune Lykkebergs sociologisk-kulturelle samtidsdiagnose i Kampen om sandhederne (2008). Den rummer også en kritik af den progressive senhippiekultur, som danner ramme for Gustav og Kristians første møde og er så stormasket i sin rummelighed og afslappede tilgang til alting, at Gustav kan bemægtige sig drengen, uden at nogen rigtig lægger mærke til det.
Kristian Ditlev Jensens bog skrev sig selvfølgelig også markant ind i den nye bølge af bøger, der på forskellig måde krydser skellet mellem virkelighed og fiktion. Det er ikke udelukkende en journalistisk-dokumentarisk bog, for bogen rummer træk, vi normalt vil klassificere som litterære eller romanagtige: Der er raffineret komposition og suspense, der er perfekt gengivne dialoger, der er huller og udeladelser, hvor læseren selv må tænke sit. Bogen rejser dermed også en serie diskussioner inden for den såkaldte etiske litteraturkritik: Hvilken grad af æstetisk bearbejdelse kan man tillade sig i sin fremstilling af scener, forløb og menneskers handlinger og reaktioner i en bog, hvis primære og meget eksplicitte kontrakt med læseren går på, at dette er den skinbarlige og uhyrlige virkelighed, endelig bliver det sagt, langt om længe? Det bliver sagt er oplagt undervisningsmateriale i krydsfeltet mellem litteratur, etik, kultur og samfund.
Det har været svært for Kristian Ditlev Jensen at skrive de halvtreds siders efterord. Han har taget tilløb over flere år.
LÆS OGSÅ: En vigtig del af det, der er mig
Og lidt brutalt sagt føjer det heller ikke for alvor noget til bogen. Det er en umiddelbar reportageagtig fortsættelse om, hvordan han skrev bogen, hvordan den blev modtaget, hvad der siden er sket med ham selv. Og som sådan er det interessant at læse, men ikke mere end det.
Det formår ikke at tage hele historien til et nyt niveau. Det er måske også for meget forlangt, men det viser lidt om de forventninger, vi (in casu anmelderen) har til, hvordan den radikale bekendelse kan forvandle et menneske.
Når Ditlev Jensen har haft svært ved at skrive, skyldes det måske også en skuffelse i ham selv over, at han ikke har kunnet leve op til alle mulige menneskers forventninger om, at det heler og forløser at skrive en bog af denne karakter.
Så må man da for alvor komme videre, som det hedder i tidens udgangsbøn for alle, der er ramt af sorg og traumer. Ak nej. Han ryger ind i alvorlige alkoholproblemer og bliver ramt på sine familiære relationer. Og det hjælper heller ikke at blive rigtig forfatter, for når folk siger til ham Jeg har læst din bog!, er det altid Det bliver sagt, de mener. Så han kommer aldrig over det og over den. Bogen har gjort en forskel for konkrete andre, hvad der er bevægende eksempler på. Den kan gøre en forskel på det politiske niveau, dog langt mindre, end han havde håbet. Men den kan ikke som en mirakuløs katarsis rense ham for alt det, han har været igennem, og gøre ham til et nyt menneske. Den forventning beror på en kulturel illusion med både psykoterapeutiske og æstetiske elementer i sig. Sådan kan man i hvert fald tolke efterordet, og på den måde tager det måske alligevel historien til et nyt niveau.
Vi kommer aldrig videre, men livet går videre, på lodder og trisser og bedste beskub. Og når Kristian Ditlev Jensen nu ikke kan blive et helt menneske, kan han måske til gengæld give den danske folkekirke en saltvandsindsprøjtning, teologistuderende, som han nu er, oven i alt det andet, han også er.