Vi kører mod afgrunden på første klasse

Martin Kongstad debuterer med en grotesk morsom roman, der klæder den kreative klasse i København af til skindet

Martin Kongstads nye roman "Fryser jeg?" er grotesk morsom og glimrer i den grotesk overdrevne kulturkritik.
Martin Kongstads nye roman "Fryser jeg?" er grotesk morsom og glimrer i den grotesk overdrevne kulturkritik.

Martin Kongstad vandt i 2009 debutantprisen for novellesamlingen Han danser på sin søns grav. Nu debuterer han som romanforfatter med Fryser jeg. Den er en grotesk blanding af druk, hor, obskøniteter og lidt kristent kærlighedsbudskab. Kan man ikke holde ud at læse om sprut og kønsdele, så skal man holde sig langt væk, for romanen drejer sig i lange passager ikke om meget andet. At læse den er som at være vidne til Romerrigets fald med dets orgier og udskejelser og desillusion. Vi kører mod afgrunden, men på første klasse og med tilpas mængder af den fineste alkohol har vi det helt enormt sjovt.

LÆS OGSÅ: Sårbarhedens kultur

Tiden i romanen er 2008, og det handler om et stærk depraveret Danmark, der bevæger sig i højeste økonomiske gear frem mod det internationale krak. Jyderne har ikke noget at sige københavnerne på, men det er først og fremmest københavnerne, romanen drejer sig om. Det er den kreative klasse, som bliver klædt af til skindet, og det gør Kongstad overmåde morsomt. Ind i det hele følger lidt samfundsanalyse og lidt generationshistorie, og det er også fint nok, men ikke det, der for alvor rykker. Det er i den grotesk overdrevne kulturkritik, han glimrer.

Kongstad har et skarpt blik for, hvordan den velnærede frederiksbergpige er for doven til at tage en lang uddannelse og i stedet vælger den nemme løsning og bliver kunstner af mangel på fantasi. Og selve kunstscenen, der i 2008 er jobbet godt op af den økonomiske højkonjunktur, er en uskøn blanding af kunstneriske middelmådigheder, økonomisk spekulation, snobberi og leflen for de magtfulde kunstindkøbere. Personligt udtryk, konceptkunst og fiduskunst går op i en højere og vulgær enhed.

LÆS OGSÅ: Luft under vingerne

Kongstad kan skildre små situationer, så de fremstår i komisk lys, og han har et livligt billedsprog, der gang på gang kalder på latteren. Ved en lille improviseret kunst-udstilling fortæller han, at man skulle på klos hold for at opdage motiverne. Skyer, havet og himlens måger var malet så forsigtigt, at det lignede selvmord på sovepiller. Det er ikke just denne forsigtighed, der præger Kongstads egen roman, som skejer hæmningsløst ud og maler med den farverige og grove pensel. En karakteristik af en person lyder f.eks. sådan her: Jeg havde mødt Lise to gange, og hun mindede om en tur ned ad FM-båndet; dansemusik, debat, opera, lokalradio. Sindsstemningerne kom og gik.

I romanen fortæller den 42-årige Mikkel Vallin om et år i sit liv. Han er blevet fyret som madanmelder ved et stort dagblad, fordi han i druk har misrøgtet sin stilling ved et besøg på restaurant Noma. Han er skilt fra sin kone og fireårige søn og forsøger nu at skrive en roman om sin junkieven. Og så går han ellers til angreb på det monogame parforhold, som har spillet fallit. Det begrænser livsudfoldelsen og fremkalder alt det dårlige i os som jalousi, smålighed og had. Det leder lige ind i utroskab og hor og efterfølgende løgn og forstillelse. På et ophold i refugiet San Cataldo ved Amalfi møder han imidlertid den 27- årige ungarske kunstner Diana Kiss, som han forelsker sig i. Og det skaber problemer for ham i forhold til den kamp, han fører mod parforholdet. For hvordan tale for den fri kærlighed og samtidig bestræbe sig på at holde fast i den elskede, som han trods alt ikke kan lade være med? Den konflikt spidser til igennem romanen.

Sammen og hver for sig går de også til den, da Mikkel og det velhavende kulturradikale par Nikolaj Krogh og Mille skaber en 08er-udgave af Det ny Samfund i Tisvilde. Det får sommeren 1968 til at tage sig ud som en børnehaveudflugt, for her er den kompromisløse fri kærlighed realiseret. Der bolles til højre og venstre uden hensyn til køn. Man formulerer endda et program for en ny bevægelse Den næste kærlighed. Det mondæne københavnersommerland er sat på den anden ende, og det går helt amok og over gevind.

Men efter orgiet kommer tømmermændene. Det økonomiske kollaps truer, og kærligheds- og kunstboblen brister. Projektet med det ny samfund overtages helt af den velkonsoliderede kulturradikale elite og dens præst, som udvander det radikale næstekærlighedsprogram.

Det ender ikke godt i denne københavnerroman, der går ind i en stolt tradition for nedture med aner tilbage til Herman Bangs Stuk og Tom Kristensens Hærværk. Men er man i stødet, og kan man tåle mosten, så kan man grine med hele den lange vej ned.

LÆS ET UDDRAG AF BOGEN HER: