Hvordan pagtens ark så ud, og hvor den er blevet af er en gåde, der appellerer stærkt til menneskers fantasi. Det er velkendt, at de bibelske fortællinger om arken lever videre i kulturindustrien som for eksempel hos Steven Spielberg i hans Indiana Jones-film "Raiders of the Lost Ark" og hos musikeren Nick Cave i hans sang "The Mercy Seat".
Men Bibelens ark-fortællinger optager også sindene på en mere konkret måde: Fra den danske læge, der i 1933 forsøgte at bevise, at forestillingerne om pagtens ark i virkeligheden var udtryk for, at de gamle israelitter forstod den kunst at opsamle elektricitet fra luften, over Erich von Däniken, der mener, at arken rummede avanceret teknologi, der gjorde, at Moses ved hjælp af en atomkraftdrevet radio i arken kunne tale med rumvæsener, til en tilsyneladende endeløs række af (især) amerikanske arkæologer, der fra tid til anden hævder at have genfundet den originale pagtens ark på så forskellige steder som Jerusalem, Jordan og Utah. Arken inspirerer fortsat den kollektive forestillingsevne. Også i Etiopien.
Blandt de mere håndfaste forestillinger om arken tælles de etiopiske. I Etiopien hævder den ortodokse etiopiske kirke, at man besidder den originale pagtens ark. Den skulle befinde sig i en bestemt kirke i byen Aksum.
Denne påstand, som er af afgørende betydning for den etiopiske kirkes selvforståelse og identitet, og den rige tradition af fortællinger knyttet til arken i Etiopien, har en engelsk ekspert i etiopisk historie sat sig for at undersøge. Stuart Munro-Hay har netop udgivet en populærvidenskabelig bog, i hvilken han sporer, hvordan påstanden om besiddelsen af arken opstod i Etiopien. Han følger mytedannelsesprocessen omkring arken fra den opstod og frem til i dag og udreder den politiske og sociale betydning for etiopisk kirkelig og national identitet, som forestillingen om arken har.
Traditionen for at bruge og genbruge de bibelske forestillinger om Arken i Etiopien er lang. Den etiopiske kirke hævder således, at kong Salomo gav pagtens ark til den søn, han ifølge etiopisk tradition fik med dronningen af Saba. Dronningen af Sabas søn, Menelik, tog arken med hjem til Etiopien, hvor han blev konge.
Detaljerne om, hvordan Etiopien kom til at eje arken er beskrevet i det etiopiske national-epos "Kebra Nagast", Kongernes ære, er en fantastisk blanding af nationalfortælling og bibelhistorie.
Kebra Nagast menes at være skrevet i 1200-tallet for at legitimere et nyt styres herskere. Fortællingen trækker på en lang række traditioner og havde en vigtig funktion i forhold til at binde stat og kirke sammen i en omskiftelig periode i Etiopien. Men som Munro-Hays tålmodige gennemgang af kilderne forsøger at sandsynliggøre, så er ark-elementerne i historien sandsynligvis først tilføjet langt senere, nemlig i 1600-tallet.
Munro-Hay forsøger at vise, hvordan brugen af forestillingerne om arken i Etiopien opstod i en tid, hvor den etiopiske kirke stod svagt: Kirkebygninger og kirkelig kulturarv var blevet ødelagt efter imamen Ahmed Grans overfald. Med portugisernes hjælp blev Gran slået tilbage, men portugisernes komme medførte andre problemer: Katolicismen truede den etiopiske kirke med frafald og gav anledning til interne teologiske stridigheder. Ark-elementet indføjedes således i nationaleposet i en tid, hvor der var god brug for en sådan mirakuløs genstand. Den blev brugt til at legitimere det nye politiske styre og til at formulere en ny kirkelig selvforståelse, argumenterer Munro-Hay.
I 1600-tallets Etiopien foregik der en intens, religiøs konkurrence mellem etiopisk ortodoksi, katolicisme, jødedom og islam. Det satte en dagsorden, skriver Munro-Hay, der skabte et behov hos den etiopiske kirke for at vise sine medlemmer, at den repræsenterede den sande lære. Det kunne gøres ved hjælp af påstanden om besiddelsen af arken, med forestillingerne om dens fantastiske evner og den velsignelse, der er knyttet til den. Påstanden gav bibelsk autoritet og legitimitet til en kirke i krise.
Legenden om det etiopiske dynasti, som nedstammende fra Salomo og dronningen af Saba, blev derefter en del af etiopisk tradition sammen med troen på, at pagtens ark var i Etiopien, i Maryam Seyon-kirken i Aksum. Og for omkring 25 millioner etiopiske ortodokse er Arkens tilstedeværelse i Aksum stadig et ubetvivleligt faktum.
Ark-elementet blev indføjet i nationaleposet som en kobling mellem lokalt fortællestof og det bibelske materiale. Tilsammen gav det en overbevisende fortælling for den lokale kristendom. Det hænger blandt andet sammen med en sproglig forbistring på etiopisk, der gør, at det samme ord, ordet for ark (tabot), kan betegne begrebet "pagtens ark" som kassen med Moses' lovtavler i, lovtavlerne alene og en altersten, forklarer Munro-Hay. Det, der i dag befinder sig i kirken i Aksum, er således ikke noget, der ligner de beskrivelser af Arken, som vi kender fra Det gamle Testamente – nemlig en bærbar kiste beklædt med guld. Det er snarere en hvid sten med en indskrift på, vurderer Munro-Hay. Genstanden selv i kirken i Aksum holdes imidlertid skjult for udenforstående.
Munro-Hays konklusion er, at den ark, der er i Aksum, ikke er løsningen på den store gåde. Den gammeltestamentlige pagtens ark findes ikke i Aksum. Men den er heller ikke bare en løgnehistorie. Den er snarere en mellemting. I kirken i Aksum findes en genstand med samme navn som den oprindelige ark, med noget af dens aura og det meste af dens symbolik: Det er en substitut, en stedfortræder for arken, som æres, som om den var arken. For de etiopiske kristne er dette simpelthen arken. Om det virkelig er den "rigtige" ark er mindre vigtigt, konkluderer Munro-Hay.
Det er tankevækkende, i hvor høj grad genbruget af forestillingerne om pagtens ark synes endeløst. Det er, som om der findes et knaphedsprincip i kulturen, der gør, at megen betydning samler sig omkring de samme få tegn: Visse tekster, handlinger, figurer og genstande har en evne til at forblive i den kulturelle erindrings fokus og samler igen og igen ny betydningsdannelse omkring sig. Alt tyder på, at pagtens ark er sådan en genstand med en vidtrækkende evne til genbrug, videreførelse og omtolkning – fra Spielberg til Etiopien.
Stuart Munro-Hay: The Quest for the Ark of the Covenant: The True History of the Tablets of Moses. I.B. Taurus, London 2005.
historie@kristeligt-dagblad.dk
Pagtens ark
Betegnelsen pagtens ark henviser til den ark, som Moses på Guds anvisning lader fremstille og sætte i det allerhelligste i telthelligdommen under ørkenvandringen. Som beskrevet i Anden Mose- bog var pagtens ark en bærbar kiste af akacietræ, beklædt med guld udvendigt og indvendigt og med et guldlåg, hvorpå der sad to keruber. Fra åbenbaringsstedet på låget ("sonedækket", tidligere "nådestolen") kommunikerede Gud med Moses.
Arken nævnes forholdsvist sjældent i Mosebøgerne, men i Femte Mosebog er det beskrevet, hvordan den skal fungere som beholder for lovens tavler (5. Mos. 10). I forbindelse med Moses' afsked knyttes en lovbog sammen med pagtens ark (5. Mos. 31,26).
Pagtens ark er især kendt for det Guds nærvær, der var knyttet til den (for eksempel Fjerde Mosebog og Samuelsbøgerne), og de fantastiske evner, den besad: Den var en hellig genstand, der spillede en rolle i Israels krige (for eksempel 4. Mos. 14), i landets erobring (Jos. 3-4 og 6), den opholder sig på et tidspunkt hos filistrene og bevirker, at deres gudestatue bliver knust, den skaber ulykke i Bet-Shemesh (1. Sam. 4-6, 2. Sam. 6). Ifølge Første Kongebog 8 overføres arken til Salomos nye tempel. Ifølge Anden Krønikebog sætter levitterne arken ind i templet igen under Josijas reform (35,3). Derefter nævnes arken ikke igen i den bibelske historiefortælling.