EFTER BRUGEN AF kemiske våben i Syrien er der blevet annonceret et hastetop-møde i Jordan i næste uge mellem militære ledere fra USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Canada, Tyrkiet, Saudi-Arabien og Qatar. Og det er godt, for Vestens politik står ved en korsvej: Skal vi kommentere eller handle, forme begivenhedernes gang eller nøjes med at reagere på dem?
Efter de lange og smertelige felttog i Irak og Afghanistan forstår jeg udmærket enhver trang til at holde sig ude af balladen og se til uden at gribe ind, skælde ud, men ikke gå i gang med det hårde og ubehagelige arbejde, som det er at ændre de faktiske forhold på stedet. Men vi er nødt til at forstå, hvad det vil føre til, hvis vi nøjes med at vride hænder frem for at gå i gang med arbejdet.
LÆS OGSÅ: Skyggen fra Irak svæver over britisk Syrien-beslutning
Folk viger tilbage for tanken om indgriben. Men tænk engang over de fremtidige konsekvenser af ikke at handle nu og skælv ved tanken: Det vil betyde et Syrien fortsat nedsunket i et blodbad mellem på den ene side Bashar al-Assads brutalitet og på den anden side diverse al-Qaeda-filialer. Det vil være en rugekasse for en ekstremisme, der vil være langt farligere end Afghanistan i 1990erne.
Et Egypten fortsat i kaos. Et Iran, som sin nye præsident til trods fortsat er et teokratisk diktatur udstyret med en atombombe. Vesten ville fremstå forvirret, Vestens allierede ville være dybt skuffede, og Vestens fjender ville fatte mod. Det er en mareridtsvision, men den ligger snublende nær.
VI VED, HVAD der foregår i Syrien, og vi ved, at det er forkert at lade det ske. Men rent bortset fra alle moralske argumenter har verden også selv en interesse i at gribe ind. Hvis vi ingenting gør, vil det betyde et Syrien i opløsning, splittet i blod og med nabolandene destabiliseret og bølger af terror skyllende ind over regionen. Assad vil forblive ved magten i den rigeste del af landet, mens bittert sekterisk raseri vil herske i landets østlige bagland. Iran vil med Ruslands støtte dominere regionen, og Vesten vil virke magtesløs.
Jeg hører folk tale, som om der intet er at gøre: De syriske forsvarssystemer er for stærke, sagen for kompleks og hvorfor overhovedet vælge side, når de to sider er lige slemme?
Men andre vælger side. De er ikke afskrækket af udsigten til indgriben. De griber ind til støtte for et regime, som angriber civile på måder, der ikke er set siden Saddam Husseins dystre dage.
Det er på tide, at vi vælger side og stiller os bag de folk, som ønsker, hvad vi ønsker, som beundrer vores samfund, alle vores samfunds fejl til trods, og som ved, at de ikke bør tvinges til at vælge mellem tyranni og teokrati.
Jeg afskyr den underforståede hjemmel, der ligger til grund for så mange af kommentarerne i vores del af verden. Den går ud på, at araberne eller værre endnu: islams folk er ude af stand til at forstå, hvad et frit samfund er, og at man ikke kan tiltro dem noget så moderne som et samfund, hvor religionen er blevet sat på sin rette plads. Det passer simpelthen ikke. Hvad der derimod passer er, at der foregår en kamp på liv og død om islams fremtid, hvor ekstremister søger at undergrave såvel den moderne verden som islams egen tradition for åbenhed.
VI BØR IKKE forholde os neutrale i denne kamp. Vi bør stå på de uskyldiges side, hvor end denne ekstremisme ødelægger uskyldige menneskers liv det være sig i Iran, Syrien, Egypten, Libyen, Tunesien eller andre steder i Afrika, Centralasien og Fjernøsten.
Som en af de politiske arkitekter efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2011 kender jeg udmærket den kontrovers og de omkostninger, beslutningerne har betydet. Jeg kan godt forstå, hvorfor pendulet er svinget så voldsomt til den anden side. Men vi behøver ikke vende tilbage til den tids politik for at gøre en forskel. Og de kræfter, som gjorde indgriben i Afghanistan og Irak så svær, er naturligvis nøjagtigt de samme kræfter, som befinder sig midt i stormen i dag.
Og de skal nedkæmpes. Vi bør nedkæmpe dem, uanset hvor lang tid det tager, for ellers forsvinder de ikke. De vil vokse sig stærkere, indtil vi en dag står ved en anden korsvej og til den tid vil vi ikke have noget valg.
Oversat af Sara Høyrup