Brevkassen har de sidste to fredage ramt et emne, som flere har kunnet genkende. Forholdet mellem søskende og forældres forskelsbehandling over for børn og børnebørn kan trække lange skygger i menneskers sind. Lis skrev om sine svigerforældres store gaveuddeling og massive interesse for det ene hold børnebørn, mens hendes egne børn blev tildelt en anden og mindre opmærksomhed fra deres bedsteforældres side. Samtidig fik det også konsekvenser ind i hendes eget ægteskab, fordi emnet let blev betændt og vanskeligt for hendes mand at snakke om, når han aktivt skulle forholde sig til egne forældres adfærd. Noget sådant gør ondt. Lis spurgte også i sit brev, om det var i orden at hade.
LÆS OGSÅ: Harme over uretfærdige bedsteforældre
Sidste fredag reflekterede vi over det spørgsmål og de familiemæssige sammenhænge, som brevet fra Lis kunne give anledning til. Vi har fået flere breve, som følger op på denne problematik, og hvor brevskriverne fortæller om egne erfaringer, og et par af dem sætter vi i brevkassen i dag. Vi har af pladsmæssige årsager forkortet dem lidt.
Kære brevkasse
Jeg har læst Lis brev for 14 dage siden med tårer i øjnene. Det minder så meget om mit eget liv. Min mand er også 50 år og har en lillebror, som er familiens yndling. Ligesom Lis har jeg ingen familie i nærheden, men gode venner og et spændende job. Min svigermor har altid elsket lillebroderen meget højt, mens min mand var ham, som skulle hjælpe til med de ting, hun ikke ville klare. Min svigerfar er passiv og bange for at sige sin hustru imod.
Lis spørger, om hun må hade sin svigermor. Mit svar er ja, det må hun gerne. Men hvad hjælper det? Jeg har også hadet min svigermor i flere år, men det endte med, at jeg brugte masser af energi og tid på at hade, mens selve problemet ikke var løst. Nogle år og flere børn senere begyndte jeg at finde ud af, hvorfor min svigermor gør forskel mellem sine børn og børnebørn, og jeg fandt faktisk svar, hvor det viste sig at være en meget indviklet og trist sag. Jeg kunne skrive en masse om det.
Jeg synes, at Lis muligvis skulle tænke over følgende: Hvorfor er det, at hun mest hader svigermoderen? Hvad med svigerfar? Min svigerfar har i hvert fald et betydeligt ansvar, da han ikke har sagt fra og bare kigget under devisen: Hun får ret, jeg får fred. Det virker, som om det stadig er hans filosofi. Og hvad er Lis ægtefælles rolle? Hvis han ikke kan snakke om problemet og blot bliver irriteret, betyder det bare, at han vælger den samme strategi som sin far med metoden ovenfor hans forældre får ret, og han får fred, og han slipper ad den vej for at gøre noget som helst, som kunne være besværligt og gøre ondt på hans forældre og ham selv. Det tager Lis og børnene skade af for mig at se. Det kender jeg fra min egen mand. Det var hans metode.
Jeg tror, Lis må bruge tid på at reflektere over dette og måske forsøge på ikke at hade. Ikke fordi hun skal lade stå til eller tilgive, men handle og udfordre et så dysfunktionelt familiemønster og vikle sig ud af det, så det ikke får magt over hende. Jeg ønsker hende alt godt i fremtiden. Venlig hilsen
Trine
Kære brevkasse
Brevet fra Lis om forskelsbehandlingen af to brødres familier fra bedsteforældrenes side ramte mig dybt og skabte mange tanker. Det er sørgeligt, at nogen kan få sig selv til at gøre stor forskel på et par brødre og deres familie. Historien er fuld af den slags, og det har på mange måder givet stof til både litteratur, teater og film.
Beskrivelsen af Lis mand, der er tilbageholdende over for at tage diskussionen, ramte mig som mand og vækkede mine egne oplevelser og mistanker om forskelsbehandling mellem min bror og mig. Jeg er dog ret overbevist om, at vi ikke har været ude i den samme store materielle forskelsbehandling, som Lis beskriver, men at det mere handler om psykiske ting med mistro og andre ting, som sårer dybt.
Jeg har heller ikke kunnet få mig selv til at starte en diskussion med min mor om disse emner. Da jeg senest hørte, at min mor og mormor engang havde snakket om, at de havde begunstiget mig i forbindelse med en hushandel, tog jeg dog bladet fra munden og sagde, at det var foregået som en almindeligt vurderet handel.
I sådanne eller andre lignende situationer, hvor man føler sig forurettet, har man efter min mening lov til at hade for at få mental afstand til sagen. Så kan det jo være fristende at henvise til lignelsen om den fortabte søn, hvor den hjemmeboende bror jo netop bebrejder faderens ødselhed over for sønnen, der rejste ud og kommer fattig hjem igen.
Men hadet og mistroen til familie, venner og kolleger gør bare mest ondt på en selv. Omverdenen ser det ikke, og forsøger man at tale med andre om problemerne, kan man måske få lidt medfølelse, men løser det problemet? Næppe. Kan man ikke lukke op og tage diskussionen af frygt for mere uvenskab og det kunne jeg ikke så må man finde andre værktøjer.
Som en slags terapi for mig selv har jeg siden en stor nedtur af arbejdsmæssige grunde arbejdet mig igennem hadet, misundelsen og mistroen til omverdenen ved at skrive mine tanker og oplevelser ned.
Jeg synes selv, at det har givet mig livsmodet og optimismen tilbage og lært mig at nyde livet og hverdagen sammen med den del af familien og de venner, der gerne vil se os.
Håber, det kan være til lidt støtte for Lis og andre i en svær familiesituation. Og så vil jeg da ønske, at bedsteforældrene også bliver klogere ret snart. Det sker jo sommetider, at børnebørnene kan åbne øjnene på deres bedsteforældre. Venlig hilsen
Ole
Kære Trine og Ole
Tak for, at I ville dele jeres tanker og erfaringer om et sårbart og komplekst emne. Der kommer mere på næste fredag.
Mange hilsener
Annette og Jørgen