Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg plejer at beskrive mig selv mere som tvivlende end som troende. Dog uden at vide mig sikker på, at jeg har ret i min tvivl. Jeg bruger både som journalist og menneske meget tid på at stille spørgsmålet: Hvad nu, hvis jeg selv tager fejl? Det er en måde både at forholde mig til tro og tvivl på. Derfor har jeg haft rigtig svært ved at lande på en platform, hvor jeg har kunnet kalde mig selv troende, og jeg har i stedet holdt fast i at kalde mig selv tvivlende. Dermed ikke sagt, at jeg føler mig i stand til at afvise, at der findes en gud.
Jeg befinder mig et sted mellem at være ateist og troende. Tvivlen er både en måde, jeg kan være ikke-troende og måske-troende på. Når jeg holder foredrag, plejer jeg at sige, at journalistikken er min religion. Det er selvfølgelig lidt en provokation, men jeg mener, at den journalistiske metode, hvor man er nysgerrig, undersøgende og bruger tvivlen som redskab, er vigtig. Både i relation til andre mennesker og til at finde ud af, hvordan vores verden hænger sammen. Jeg har ikke brug for svaret jeg har meget mere brug for spørgsmålene.
LÆS OGSÅ: Iben Thranholm: Jeg tror ikke på tilfældet
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Jeg er ud af en familie fyldt med præster og teologer. Min farfar var præst, og jeg har to onkler, som er præster. For et par år siden blev min far også uddannet præst. Religion har derfor været noget, vi har talt meget om i mit barndomshjem, og jeg har gået meget i kirke som barn. Teologien har altid fyldt meget, og jeg har diskuteret de store filosofiske og teologiske spørgsmål med især min far, og vi har aldrig været hverken helt enige eller dybt uenige. Min mor har aldrig haft den samme tro som min far. Jeg har derfor haft polerne mellem tro og ikke-tro i mit hjem, og jeg har aldrig fundet grund til at give nogen af dem ret. Jeg har aldrig fået beviser på hverken det ene eller det andet.
Mine egne børn vil jeg også gerne præge til at tænke filosofisk. Det er noget, jeg har brugt meget tid på. Jeg snakkede på et tidspunkt med den franske filosof Oscar Brenifier, som sagde, at det er meget vigtigt, at man tager børns store filosofiske tanker alvorligt. Ofte giver vi et færdigt svar, hvis de for eksempel spørger, om der findes en gud, eller hvad meningen er. Oscar Brenifier forklarede, at det kan give angst hos barnet, hvis det får et færdigt svar. I stedet skal man spørge barnet, hvad det selv tror. Jeg har mange af de snakke med mine egne børn og skal holde mig selv tilbage for ikke at give dem et svar, der kan give trøst. For nylig havde vi snakken om døden. De var kede af det, fordi de havde tænkt over, at jeg skal dø på et tidspunkt. Men da jeg lod dem snakke sig selv igennem det uden at at give dem et konkret svar, fandt de selv flere gode svar. Syvårige Hjalte kom i tanke om Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte, hvor brødrene mødes igen, og han blev helt opløftet. Det er jo fantastisk i sig selv, og så er det helt ligegyldigt, hvad jeg selv tror.
Hvad har udfordret din tro?
Det har blandt andet udfordret min tvivl, da jeg var på udveksling i USA som 15-16-årig. Jeg boede hos en meget troende familie, som jeg fulgtes med til kirke hver søndag. Jeg kan huske, at jeg stillede mig selv spørgsmålet: Hvad nu, hvis det her er den rigtige måde at leve på? Det har jeg taget med mig videre i livet og synes altid, det er et relevant spørgsmål at stille.
Da jeg var lidt yngre, frustrerede det mig, at jeg ikke kunne finde frem til løsningen på livets regnestykke, for det ville jo være det letteste. Så ville jeg kunne sætte mit liv ind i en kasse og ikke hele tiden skulle tænke og være i tvivl. I dag er jeg dog langt gladere for at stille spørgsmålene end have svarene, for jeg kan netop godt lide, at der ikke altid findes svar. Hvis jeg nu var blevet nyhedsjournalist, ville jeg finde svar hele tiden, men det kan jeg ikke inden for det felt, jeg har brugt mest tid på. Jeg synes, spørgsmålene om eksistens og tro er vigtige, fordi det er spørgsmål, vi ikke kan lade være med at tænke på. Det er da mærkeligt, at vi skal dø, at vi findes, og det er ikke til at vide, om der findes en mening med det. Jeg synes, livet handler om at stille de svære spørgsmål så tit som muligt, hvis man altså kan gøre det uden at blive helt rundtosset. Det kan jeg godt have svært ved.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Jeg er dels formet af min barndom i en præstefamilie, af mit ophold hos den meget troende familie i USA og måske allerstærkest af min egen lyst til at stille spørgsmål. Jeg tror nogle gange, mit arbejde som journalist har været en modpol til det teologiske og troende, som jeg kendte fra min familie. Andre gange tror jeg, at mit arbejdsliv bare er en forlængelse af det teologiske, fordi jeg aldrig er holdt op med at undre mig og være nysgerrig.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg synes, jeg bliver en bedre journalist af den både i forhold til åbenhed over for de mennesker, jeg møder i mit arbejde, og til at få stillet de rigtige spørgsmål. I mit personlige liv er jeg rigtig tit forvirret omkring mange ting, og jeg synes nogle gange, der er langt mere rod end orden, men så prøver jeg at tro på, at rod også er okay. Men der er helt klart også tidspunkter, hvor jeg ville ønske, at jeg havde et meget mere ordnet holdnings- og trosapparat. Jeg ville nogle gange ønske, jeg kunne sige, at jeg tror på en gud, for det ville på nogle områder være nemmere. Men jeg føler, jeg ville holde op med at leve, hvis jeg ikke tvivlede. Simpelthen fordi nysgerrigheden er min store drivkraft.
Lige nu holder jeg en pause fra programmet Eksistens på P1 og er vært på et program, der hedder Netværket. Det er et pusterum for mig og et sted, hvor jeg bare kan være journalist og give de store tanker en pause. Det har jeg virkelig haft brug for, fordi jeg bruger rigtig meget krudt på at tænke over de store spørgsmål, og sommetider synes jeg, mine panderynker bliver lidt for dybe af eksistentielle spørgsmål. Jeg har derfor haft brug for at gå ind i aktuelle emner uden at tænke over, hvad meningen er med det hele. Det er vigtigt også at huske det liv, man lever til daglig.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Det er min far, blandt andet fordi han har troen, som jeg beundrer ham for at have, samtidig med at han accepterer tvivl og rod, og at andre ikke tror det samme som ham. Han har også en accept af, at livet kan være besværligt og ikke altid efter bogen, og det er for mig at se beundringsværdigt. Han er samtidig et af de mest vidende mennesker, jeg kender inden for både filosofi og teologi.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
3Man kan ikke tænke, hvis man er sikker på, at man har ret. Det råd har jeg fra reklamebureauet Mensch. Jeg læste det for nogle år siden, og det ramte mig og har fulgt mig siden. Det hænger over mit skrivebord som en påmindelse om, hvordan jeg gerne vil være som menneske og som journalist.
For nylig har jeg også lavet programmer om blandt andet Søren Kierkegaard, og han taler om, at man skal forholde sig til livet og forholde sig til det at forholde sig. Altså, hele tiden reflektere, og det kan jeg godt lide.