Sylespids satire om mødet med 12 danske forfattere

I 13 små kapitler fortæller Claus Beck-Nielsen med overraskende satirisk bid om sine møder med tolv etablerede danske forfattere.
I 13 små kapitler fortæller Claus Beck-Nielsen med overraskende satirisk bid om sine møder med tolv etablerede danske forfattere.

Inden for komikken som klassisk genre findes satiren, der groft sagt er kendetegnet ved en latterliggørelse af det fremstillede emne. Satiregenren forekommer at være uddøende i nutidens litteratur, og måske netop derfor har genren fristet den erklæret afdøde forfatter Claus Beck-Nielsen. Hvordan det nærmere forholder sig med forfatterens livs- eller rettere dødshistorie, skal jeg afholde mig fra at kommentere. Sagen er, at forfatternavnet står som afsender på omslaget til den lille bog Mine møder med De Danske Forfattere.

I 13 små kapitler fortæller Claus Beck-Nielsen med overraskende satirisk bid om sine møder med tolv etablerede danske forfattere. Indledningsvis beretter han om overgangen fra sin helt og aldeles ulitterære skoletid i provinsen til en ny tilværelse i København, hvor han udelukkende læste litteratur og skrev digte og begyndte at opsøge kendte forfattere for at blive ligesom dem. Afslutningsvis indføres hans datter som den, der nysgerrigt lytter til de mageløse og pinlige historier om de danske forfattere.

LÆS OGSÅ: Fra puderne i Nørre Snede

Bogen er gennemgående skrevet i en let fattelig og stærkt pointeret stil, som egner sig fortrinligt til højtlæsning. Det er virkelig lattervækkende at høre om, hvordan Poul Borum i 1980erne digtede om kroppen uden at bekymret sig om sin egen krops udseende. Og nedvurderingen af Borums egne digte illustrerer satirens formål: at sige den ubehagelige sandhed, ingen andre bryder sig om at fortælle. Det er ligeledes morsomt at læse om, hvordan Inger Christensen i smug tømmer et glas hvidvin på en café i Berlin, hvordan den ulasteligt velklædte Jens Christian Grøndahl må stå og balancere på en cykel for at kigge ind ad et vindue, og hvordan Ib Michael selvtilfreds står på en strand og forestiller sig at blive filmet af et kamera.

Portrætter som disse er køligt udleverende, men andre gange som i portrætterne af Hans Otto Jørgensen og af Christina Hesselholdt kommer man tæt på noget personligt og kompliceret. Som bekendt har Claus Beck-Nielsen været gift med den sidstnævnte, og det er som sagt til deres fælles datter, han foregiver at fortælle sine historier. Hans Otto Jørgensen flyttede ind i deres lejlighed på Østerbro, da han flyttede ud.

Møderne med Peter Høeg og med Jørgen Leth har igen en tredje karakter, idet man her fornemmer en identifikation med det utilpassede og ubeslutsomme i deres væsen, hvormed grænsen mellem portræt og selvportræt næsten ophæves.

Bogen har undertitlen Et spejlkabinet, og den skal således ikke mindst læses som et portræt af Claus Beck-Nielsen selv. Satiren vender sig ikke bare udad mod kollegerne, den vender sig også indad mod den mand, der er lige så ambitiøs med sin kunst, som han er i vildrede med sin identitet. Et af de spørgsmål, man fremover vil diskutere, er, hvor meget fiktion der er i bogen. Desuden kan man rejse spørgsmålet, om bogen ufrivilligt undergraver forfatterens identitetskonstruktion, idet flere af møderne må have fundet sted efter 2001, hvor Claus Beck-Nielsen ifølge sin selvbiografi døde.