Man betror sin lærer eller guru meget, sig selv måske endda. Derfor skal en guru anbefales, hans autoritet bekræftes af folk, man har tillid til. Sådan er det i esoteriske traditioner, sådan er det med Jes Bertelsen, stifter af Vækstcenteret i Nørre Snede, som anbefales varmt af sin elev forfatteren Peter Høeg som et menneske med et certificeret overblik.
Bertelsen står i linje med Tulku Urgyen, angiveligt en af de største personligheder i det 20. århundrede. Denne har bemyndiget Bertelsen til at tilpasse den tibetanske dzogchen-tradition en vestlig sammenhæng. Så er det ligesom på plads: Man kan fæste lid til Bertelsen.
Det drejer sig om kærlighed er blevet til på basis af båndudskrifter fra seks kurser afholdt i perioden fra juli 2010 til april 2011 i Vækstcenterets regi. Peter Høeg har redigeret og henholdsvis anbefaler og takker Bertelsen i for- og efterord. Teksten er talt, sine steder næsten suggererende, Bertelsen taler til de indviede. Som læser inviteres man indenfor på et niveau, der er højere end det, man egentlig er berettiget til, samtidig med at man er uden for den næsten familiære fortrolighed og indforståede humor i tryllekredsen mellem lærer og disciple.
LÆS OGSÅ: Meditation kan være med til at redde menneskeheden
Man mangler ganske enkelt pudetræning, de daglige praksisøvelser, det vedholdende bevidsthedsarbejde, som udgør rygraden i hele undervisningsforløbet.
Forstå i dybden må man altså afstå fra, men som voyeur i vækst har man andre fordele. Man kan hurtigt komme på afstand. Det er fascinerende at blive inviteret med hos en vitterligt dybt reflekteret og reflekterende lærer som Bertelsen, hvis seriøsitet der ikke er grund til at betvivle. Han har kant ikke alene til Vestens materialisme, men også til letkøbt new age og vier kritisk opmærksomhed over for såkaldte inflatoriske fænomener. Det er, når der går spirituel personlighed i læreren, når den oplyste bliver en stor kanon, et hit i Vesten. Markedslogikken rammer også Bertelsen & co., selvom de stritter imod, for er en bog som denne ikke et inflatorisk fænomen?
Det kalder altså også på modsigelse. Først og fremmest i forhold til den enorme autoritet, der tillægges læreren.
Bertelsen taler om voksent selvansvar og reflekterer over forholdet elev-lærer, men helt tryg er man ikke. Det er skrøbeligt. Bertelsen beretter for eksempel om en workshop for børn, hvor en pige efter ganske få timer opnåede den åbne, sårbare tilstand, som voksne arbejder for i årevis.
Og hvad er målet med væksten? Rigpa, den årvågne, højere bevidsthed, en nondual essens, en oplyst dimension, en fremmedhed i forhold til den verden, vi kender.
Erfaringen af rigpa ligner det at dø, hedder det et sted. Når man dør, møder man uundgåeligt rigpa. Væksten er altså dybest set en vækst mod død. Mod en tomhed og et ophør. Sproget forsvinder, det giver projektet et ganske klinisk præg. Poesien forvist, fortællingerne gjort tavse, de levendes land ikke til at skelne fra de dødes rige for den, der betragter det udefra og aldrig har siddet på pude i Nørre Snede.
LÆS OGSÅ: Sylespids satire
Dzogchen-traditionen beskrives som en tradition fri af religiøse forestillinger, hvilket synes at være en sandhed med modifikationer. Bertelsen reflekterer over fænomener, man også finder i andre spirituelle eller religiøse traditioner. Det gælder for eksempel spørgsmålet om forholdet mellem den intensive praksis, selvkonfrontationer og åndedrætsøvelser, dag ind og dag ud på puden uden at der tilsyneladende rigtigt sker noget, og så pludselig indfinder øjeblikket sig. Som et mirakel, en nåde. Gennembruddet kan ikke planlægges eller fremskyndes, men heller ikke indtræffe uden øvelserne. Det er det paradoksale.
Religion eller ej, så er der et synkretistisk element i træningen, man kan komme som buddhist eller kristen og hoppe lidt ud og ind af forskellige spirituelle traditioner. Men når man når et vist stade, så må man vælge én tradition, en lærer, ellers går det galt, som når man ikke rigtigt kan beslutte sig for, ad hvilken vej man skal nå toppen af Mont Blanc.
Præmissen bag vækstarbejdet er, at tiden modnes, der arbejdes for den store fred. Det drejer sig om kærlighed rummer udviklingshistorier på flere niveauer. I centrum står den enkeltes bevidsthedsudvikling, som træningen forfiner og former efter en særlig trinrække, syv planer frem mod rigpa, bevidsthedens oplyste og nonduale essens.
Hertil kommer historien om Vækstcenterets udvikling fra 1996 og til i dag, en proces med stigende intensitet ifølge Jes Bertelsen. En proces, som lejrer sig ind i en tredje, større udviklingshistorie, som blandt andet anskueliggøres i en kortlægning af den vest-lige psykologis dybdestruktur.
Flere gange opregnes, hvor effektfuldt arbejdet er: Manifestationer af sjette plan sker oftere nu end tidligere. 100.000 mennesker har haft glæde af træningen i Vækstcenteret, nogle intensivt og langvarigt, andre i en udtyndet form som en refleks. Også andre end Vækstcenteret har medvirket til tidens modning, for eksempel mindfulness og en stadig mere udbredt viden om chakraer og bevidsthedsarbejde.
Tiden er ifølge Bertelsen parat på en helt anden måde, end da Jung i sin tid gjorde de erfaringer med arketyper, som er et første trin på vejen i en vestlig sammenhæng. Forestillingen om tidens modning giver en nærmest apokalyptisk fornemmelse, nu er en særlig tid. Men endnu er der begrænsninger i, hvor langt man kan komme i dette land og på dette historiske tidspunkt.
Her smelter overvejelser over Vækstcentrets strategi sammen med overvejelserne over de individuelle processer på en måde, som er noget foruroligende. Uanset om læreren kommer med de bedste anbefalinger. Her eksperimenteres med eksistensen.