Det er dystre tider i Mellemøsten. Hvorhen man end vender blikket, er der uro, krig og konflikter, og fremtiden i regionen tegner om muligt næsten endnu mere dyster.
Borgerkrigen i Syrien spreder sig mere og mere til resten af regionen, Egypten er vendt tilbage til militærstyre, og fra Golfen spreder de wahabistiske monarkier fundamentalisme og ekstremisme med deres olie- og gasmilliarder.Det kan være svært at finde hoved og hale i alle problemerne og konflikterne, og ikke mindst derfor er det klogt, at skribent Klaus Wivel holder fokus uhyre stramt i sin nye, medrivende reportagebog Den sidste nadver.
Her zoomer Wivel, der til daglig er journalist på Weekendavisen, ind på de kristnes næsten uendelige vanskeligheder i regionen. Hvorfor det er gået og går så skidt for de kristne i netop det område, hvor religionen blev født, udforsker og udlægger Wivel via en reportagerejse gennem fire af de vigtigste kristne områder, nemlig Egypten, De Palæstinensiske Selvstyreområder, Libanon og Irak.Ingen af stederne er der meget at glæde sig over.
LÆS OGSÅ: Foreningen, der ikke har noget imod krukker, så længe der er noget i dem
I Egypten er kopterne presset mellem militæret og det muslimske broderskab i en sådan grad, at titusinder siden revolutionen er emigreret. I Gaza er de nærmest forsvundet, og meget bedre står det ikke til på Vestbredden, hvor deres andel af befolkningen daler år for år. Værst er det i Irak, hvor der nærmest har været klapjagt på kristne siden Saddams fald, og de lokale frygter, at kirkerne vil være tomme om et årti.
Tilbage er kun lille Libanon, hvor en betydelig kristen befolkningsgruppe stadig holder stand mod den muslimske overmagt. I Beirut hvorfra denne anmeldelse skrives konkurrerer kirkeklokkerne stadig med kaldet fra muezzinen, og bjergene i den nordlige del af miniputstaten myldrer med oldgamle klostre og kristne traditioner. Men selv i Libanon, der blev specifikt designet som en kristendomineret stat af Fran-krig, er det gået tilbage for de kristne, der har mistet magt og indflydelse til muslimerne i årtier og i dag står som magtesløse tilskuere til de stigende spændringer mellem sunni- og shiamuslimerne.
Det er en trist og deprimerende historie, både for de kristne og for regionen som sådan, der er blevet et meget mere ensformigt, gråt og uinspirerende sted. Islamiseringen og arabiseringen af Mellemøsten i de senere årtier er på ethvert plan en tragedie, mest for dem, som er fordrevet naturligvis, men i høj grad også for araberne selv, der på selvdestruktiv vis har ødelagt den religiøse og etniske mosaik, der i århundreder berigede alle dele af samfundet. Ud over de kristne er jøderne blevet smidt på porten, og det samme gælder talrige mindre kendte mindretal såsom armenerne.
Det er en historie, som Wivel fortæller på medrivende vis. Han er en behagelig og medreflekterende rejseledsager i en urolig og forvirrende region, og selvom historierne om forfølgelse eller det, som er værre uundgåeligt får et vist repetitivt præg, bliver bogen aldrig kedelig eller uinteressant.
Wivel lægger åbent sine overvejelser og tøvende konklusioner frem og inviterer dermed læseren til dialog. Som formentlig alle læsere har jeg hist og her mine uenigheder med Wivel og tvivler eksempelvis på, at der er en særlig politisk-korrekt grund til, at de kristnes kvaler ikke bliver dækket mere i medierne. Med mine øjne handler det mere om svindende ressourcer i medierne og en trods alt begrænset dansk interesse for Mellemøsten når kuglerne flyver i Syrien, og danske soldater dør i Irak, er det ganske enkelt vanskeligt at få plads til de mere generelle tendenshistorier.
Også når det gælder Libanon, er jeg ikke helt enig i Wivels analyser. Dels synes jeg, at han i sin gennemgang af det lille lands nyere, triste historie markant bruger for lidt plads på Israels enorme ansvar direkte og indirekte for landets sørgelige og ustabile forfatning. Og dels er jeg ikke enig i, at man kan koge forklaringen på den relative frihed, der findes i Libanon og særligt i Beirut ned til de kristnes indflydelse, sådan som Wivel efter sine refleksioner gør. Jeg tror meget mere på den libanesiske kommentator Michael Young, der har argumenteret overbevisende for, at det netop er det særlige sekteriske libanesiske system, der i kraft af, at ingen sekt er stærkt nok til at dominere alle de andre, skaber grobunden for et kaotisk, men også forholdsvis frit samfund. Dette flugter bedre med mine egne oplevelser i landet og passer også med, at sunnimuslimske ledere såsom tidligere premierminister Rafik Hariri der blev dræbt i 2005 var uhyre aktive fortalere for en frisindet og ikke-fundamentalistisk samfundsmodel.
Der er også detaljer og oplysninger i bogen, man som læser undervejs undrer sig over og kunne have ønsket uddybet lidt mere for eksempel når Wivel skriver fra et sted i Nordirak, at det er her, man mener kristendommen opstod men det er grundlæggende bagateller. Wivel har skrevet en tankevækkende bog om et vigtigt emne, der burde være mere fokus på i Vesten. Hvordan det skal løses, ja, det er en helt anden og vanskeligere historie, som Wivel klogeligt holder sig fra.