Vi producerer os ihjel

En ny arbejdsetik har sneget sig ind i kongeriget. Det lugter lidt af produktivisme, hvor alt måles i effektivitet og i evnen til at fremme produktivitet, for produktivitet i sig selv er godt. Men hvor kommer denne mærkelige etik egentlig fra? Dagens kronikør giver os med udgangspunkt i Bibelen et idéhistorisk overblik

Vi producerer os ihjel

DANMARK HØRER traditionelt til verdens rigeste lande. Men dansk økonomi står overfor en vækstudfordring. Sådan lyder det i beskrivelsen af den produktivitets-kommission, som ventes snart at komme med et bud på en modgift, så Danmark ikke ender med at sakke bagud i det økonomiske kapløb.

Danskerne er et af de folkefærd i Europa, der går færrest timer på arbejde. Vi har før haft den opfattelse, at når vi så endelig arbejder, så er vi så meget mere effektive. Det forhold er ved at blive udfordret, advares vi.

LÆS OGSÅ:
DR udfordrer det romantiske forhold

Det er ellers ikke, fordi vi hænger foran tvet resten af dagen. Mange arbejder jo også uden for de officielle arbejdstider. Samtidig gives mange af de ting, som ikke før blev opfattet som egentligt arbejde, status af en slags arbejde. For eksempel frivilligt arbejde, som det offentlige i stigende grad forsøger at drage nytte af.

En ny arbejdsetik har sneget sig ind. Det lugter lidt af produktivisme, en arbejdsetik, som ikke er helt uproblematisk. Produktivisme er, når alt måles i effektivitet og i evnen til at fremme produktivitet. At produktivitet i sig selv er godt.

Når denne tankegang sniger sig ind i et samfund, gøres alt i samfundet til tjenere for de kræfter, som bedst fremmer produktiviteten. I en tekst på produktivitetskommissionens hjemmeside er Grundtvigs ord Menneske først, kristen så blevet omskrevet til Menneske først, så system. Pointen er vist noget med, at mennesker skal ledes for at blive produktive. Men den ufrivillige pointe i omskrivningen er jo også, at det nu ikke længere handler om at blive kristen, men om at blive produktiv. Ledelse er en præsterolle, hedder det også i samme indlæg.

Hvor kommer det fra? Lad os kaste et idéhistorisk lynblik. Ikke underligt har arbejdsetik typisk afspejlet samfundets indretning. For de gamle grækere var arbejde noget, man havde slaver til. I Bibelen er synet på arbejde overvejende negativt. Et resultat af syndefaldet er, at mennesket må skaffe sin føde gennem slidsomt arbejde for til sidst at dø.

Arbejde er ikke nogen fin opgave eller et moralsk ideal, men et af vilkårene i en verden uden Gud. Arbejde er en forsmag på døden. Det samme hos Prædikeren, der forsøgte at finde lykken i hårdt arbejde, men uden held. Også det er tomhed.

JESU FORKYNDELSE synes heller ikke at opfordre til nogen særlig hengivenhed til arbejde. Det handler om ikke at bekymre sig, men i stedet at forvente alt fra Gud, ligesom den berømte fugl under himlen og liljen på marken. Ikke at ophobe rigdomme i lagerbygninger. Den rige skal visne midt i sin foretagsomhed, hører vi i Jakobsbrevet, som også advarer mod at lægge store forretningsplaner.

Blandt de første kristne tænkere finder vi forskellige syn på arbejde. Gregor af Nyssa (4. århundrede) sammenlignede skabelsen med et festmåltid, som dækkes op, før gæsterne inviteres. Mennesket skabes til sidst, fordi det ikke skal frembringe noget, men nyde, hvad der er. Den tanke er svær at forene med vores iver efter nyskabelse og innovation. Man skelnede også mellem åndeligt og manuelt arbejde. Manuelt arbejde bør kun angå fornødenheder. Den gode munk skulle være forsigtig med manuelt arbejde, for det fjerner opmærksomheden fra bøn, skrev Johannes af Stigen (7. århundrede). Men åndeligt arbejde, bøn og kærlighedsgerninger er en dyd.

LÆS OGSÅ: Hvert 15. sekund flygter en syrer fra sit land

Når dovenskab eller kedsomhed var en dødssynd, mentes der derfor den åndelige af slagsen. Manuelt arbejde blev dog i stigende grad set som et middel til disciplin, en øvelse, der skulle fremme selvkontrol og afholde den troende fra synd.

I protestantismen tillagdes arbejde ofte en mere positiv betydning. Hos Luther har vi jo en kald- og standsetik, som handler om at gøre sin kristelige pligt i det daglige arbejde. Og i den engelske puritanisme blev rigdom et tegn på Guds nåde. Hårdt arbejde bliver centralt i det, der lidt upræcist er blevet kaldt den protestantiske arbejdsetik.

Man hører af og til, at det skulle være denne arbejdsetik, der førte til Vesteuropas velstand. Men det er svært at tro, at der i dag er særlig mange danskere, der tænker luthersk over kald og stand eller ser rigdom som tegn på Guds nåde.

I et sekulært samfund er det ikke noget evigt, der giver arbejdslivet mening. Meningen med livet synes i dag at være at leve godt og længe. Jo længere, des bedre. Velstand er et middel dertil, for uden penge ingen velfærd.

Velstand fører til frihed: Højere produktivititetsvækst vil give os flere valgmuligheder, står der med store grønne bogstaver på produktivitetskommisionens hjemmeside. Men velstand kræver arbejde. Og da vi stadig ønsker at forlænge og forbedre livet, må vi arbejde stadigt mere, og mere effektivt.

Nogle taler om, at pligt, som i gamle dage, bør gå forud for ret. Men der er i modsætning til før kun få bestemte, konkrete pligter, vi kan udføre. I stedet er det blevet den enkeltes pligt selv at udvikle sig, at finde nye ansvarsområder for at bidrage til produktiviteten i samfundet.

Længe før nogen kræver noget af os, har vi allerede modtaget alverdens goder fra velfærdssamfundet. Staten kan således med moralsk taktstok kræve tilbagebetaling i form af øget arbejdsindsats. Den moderne arbejdsetik kredser om dette gældsforhold. Man opfattes simpelthen som et skidt menneske, hvis man ikke arbejder (nok). Ikke fordi man tror, at Gud kræver noget af én, men fordi man jo skylder samfundet noget. Ikke noget bestemt, men så meget som muligt. Arbejde skal vi. Alternativet er at vi gys sakker bagud. Det kan derfor være svært at stritte imod produktivismen, for man er vel noget suspekt, hvis man ikke ønsker vækst og velstand.

Leder man alligevel efter en kritisk tilgang til produktivismen, kan man lade sig inspirere af den amerikanske jurist og lægteolog William Stringfellow. I bogen Instead of Death (på dansk: I stedet for Døden) beskriver han, hvordan menneskelivet uden evangeliet er underlagt dødens magt: Arbejde repræsenterer det brudte forhold mellem mennesker og resten af skabningen. Mennesker arbejder sig bogstavelig talt ihjel.

NÅR VI ARBEJDER, fremmedgøres vi over for hinanden og naturen. Vi bliver til tingenes slaver, fordi vi nødvendigvis må indrette os efter dem, økonomiske love, markedskræfter og så videre. Arbejdsløshed og fritid defineres som fraværet af arbejde, og derfor hænger der også en sky over disse ting.

Stringfellow overtager sproget fra Efeserbrevet i Bibelen og identificerer virksomheder, staten og økonomiske aktører med de magter og myndigheder, som den kristnes kamp står imod.

Med al den tale om ledelse overalt i samfundet i dag synes disse begreber at være velvalgte. Kun i kraft af evangeliet er det muligt at forholde sig kritisk over for sådanne størrelser i stedet for blindt at følge deres krav, pointerer Stringfellow.

I lyset af opstandelsen omskabes arbejde fra at være et resultat af syndefaldet til at blive en måde, hvorpå Guds forsoning af skaberværket med sig selv realiseres. Vi skal ikke holde op med at arbejde, men genfinde den forpagterrolle, som mennesket var givet før syndefaldet.

Det er ikke, fordi kristendommen har en sand arbejdsetik, som er bedre end den falske. Kristen etik handler ikke om arbejde, men om kærlighed i frihed og tilgivelse og om ikke at dyrke skaberværket, som om det var Gud. Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden, for den, der elsker, har opfyldt loven, skriver Paulus, efter at han har fortalt menigheden i Rom, at den naturligvis skal følge samfundets love, betale skat og så videre.

Men ligesom kristne dengang ikke deltog i kejserkulten, har vi i dag ingen pligt til at adlyde kravet om produktivitet, som om det kom fra én eller anden gud.