Morten og Peter-paradokset: Hvad skal man kunne for at have ret til at leve?

"Vi er nødt til at spørge, hvad det gør ved vores samfund og os som enkelte mennesker at frasortere de sårbare, skæve og ineffektive," skriver Jens Ole Christensen

Hvis Morten og Peter var undfanget i dag, var de næppe blevet den danske befolknings kæledægger, men bare biologisk materiale i en spand på et hospital, skriver debattør
Hvis Morten og Peter var undfanget i dag, var de næppe blevet den danske befolknings kæledægger, men bare biologisk materiale i en spand på et hospital, skriver debattør. Foto: Nikolai Linares Denmark.

DET LIGNER EN TANKE, at TV2 netop i disse uger genopliver serien om Morten og Peter. De to efterhånden voksne mænd har Downs syndrom og er blevet noget nær kultfigurer i Nick Horups serie med deres barokke humor og varme menneskelighed. Mange af os kommer til at smile, bare vi hører deres navne og vel at mærke fordi vi griner lige så meget med dem som over dem.

Tanken består i, at det i disse uger (den 1. oktober) er 40 år siden, loven om fri abort trådte i kraft. Den lov, der sammen med den nye fosterdiagnostik gør det muligt for samfundet at frasortere mennesker med Downs syndrom. Hvis Morten og Peter var undfanget i dag, var de næppe blevet den danske befolknings kæledægger, men bare et par klatter biologisk materiale i en spand på et hospital.

LÆS OGSÅ:
Født med en fejl

Paradokset er til at få øje på. Og spørgsmålet er nærliggende: Har TV2 villet rejse en humoristisk og menneskeligt varm skamstøtte over den danske abortpraksis, eller er timingen en smutter?

NÅR DET DANSKE samfund mener, at det bedste er at frasortere mennesker som Morten og Peter, så er argumentet i høj grad økonomisk.

Da Hovedstadens Sygehusfællesskab i 2003 indførte nakkefoldsscanninger som screeningstilbud, lød begrundelsen ifølge beslutningsreferatet: Der fødes årligt cirka 12 børn med Downs syndrom i Københavns og Frederiksberg Kommuner. Ved indførelse af nakkefoldsscanninger som screeningstilbud vil cirka ti af disse fødsler kunne undgås. Herved opnås en samfundsmæssig besparelse på minimum to millioner kroner årligt. Besparelsen vil være stigende over årene og vil efter 55 år (som er den gennemsnitlige levetid for en person med Downs syndrom) være betydeligt over 100 millioner kroner. (Citat efter Ole Hartling: Liv og død i menneskets hænder, DR 2008).

Jeg skylder at nævne, at Hovedstadens Sygehusfælleskab selv understreger, at hensigten med scanningerne ikke er at frasortere Downs syndrom, men alene at give forældrene det, der på nydansk hedder et informeret valg.

Men viser det ovenstående økonomiske regnestykke ikke, at sygehusfællesskabets åbne og humanistiske understregning er rent hykleri? Man forudser med sikker hånd, hvordan forældrene vil vælge. For naturligvis er det uansvarligt at sætte et barn med Downs syndrom i verden, hvor det kan forebygges. Og gud nåde de forældre, der ikke vil bidrage til, at samfundet kan spare 100 millioner kroner om 55 år.

Jeg skriver ikke dette for at spille Karl Smart over for forældre, der kastes ud i den store krise at få meddelelsen om, at de venter et handicappet barn. Som far til tre børn uden handicaps har jeg kun forestillinger om de tanker, følelser og praktiske spørgsmål, der skal konfronteres. De forældre skylder vi at møde med ydmyghed og give al den hjælp og det nærvær, som samfund og netværk kan præstere.

Men vi er nødt til at spørge, hvad det gør ved vores samfund og os som enkelte mennesker at frasortere de sårbare, skæve og ineffektive. Spørgsmålet ligger og lurer: Hvor meget skal man kunne præstere for at have ret til at leve i dette samfund?

Her bliver udsendelserne om Morten og Peter mere end god underholdning.For jeg er ret overbevist om, at vi kun griner af og med det, der ligner os selv. Morten og Peter minder os om vores egen sårbarhed, skævhed og begrænsninger.

NÅR VI OPLEVER Morten og Peters til tider barokke begrænsninger, fniser vi altså ikke kun over deres, men også lidt over vores egne. Måske er vores ikke så store som dherrers og så almindelige, at vi kun sjældent tænker over dem men uden tvivl lige så barokke. Der er kun gradsforskel mellem dem og os. Men de har en uhøjtidelig ligegladhed, som vi facadebevidste normale kan lære en del af.

LÆS OGSÅ:
Børn med handicap bliver gemt væk

Og når vi smiler af deres urealistiske vurderinger en af mine personlige klassikere er Peters ord om, at mondoler er klogere end andre, fordi de har et kromosom mere så mindes vi om, at vi andre vist også mellem år og dag puster os op. Vi har bare mere raffinerede teknikker til at skjule det.

Selvfølgelig er udsendelserne om Morten og Peter redigerede, og redaktionen har uden tvivl frasorteret mere kedelige og belastende elementer i deres liv. Der er noget ved netop Downs syndrom, som gør det til god underholdning. En udsendelsesserie om mennesker med fatal alkoholskade eller spasticitet havde næppe haft den umiddelbare munterhed.

Men der er en indsigt i os selv, som vi frasorterer, når vi frasorterer mennesker. Vi dræber og bliver selv dummere af det. Hvis vi ikke indser det, så bliver Morten og Peter-kulten rent hykleri.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard