DR's nye ægteskabsprogram bliver reddet af en dygtig præst

Hvor mennesker er, der skal præsten være som sjælesørger og vejleder. Og præsten gjorde det godt i DR's nye ægteskabsprogram, uanset hvad folk ellers måtte mene om programmet, skriver sognepræst Thomas Høg Nørager

”Selvfølgelig skal præster ikke føle sig for fine til at deltage i almindelige tv-programmer,” skriver Thomas Høg Nørager om Pernille Østrems (billedet) medvirken i DR 3-serien ”Gift ved første blik”. –
”Selvfølgelig skal præster ikke føle sig for fine til at deltage i almindelige tv-programmer,” skriver Thomas Høg Nørager om Pernille Østrems (billedet) medvirken i DR 3-serien ”Gift ved første blik”. –. Foto: Type 2/DR.

Onsdag aften på DR 3 løb det nye reality-program Gift ved første blik over skærmen. Unge mellem 26 og 36 år havde meldt sig til for at lade et ekspertpanel smede dem sammen i det perfekte match.

Det grænseoverskridende ved programmet er, at deltagerne ikke selv får lov at møde hinanden. Først når ekspertpanelet har sat parrene sammen, vil de møde hinanden og i samme øjeblik også sige ja til at gifte sig med hinanden. I sandhed en moderne form for arrangeret ægteskab.

LÆS OGSÅ: DR udfordrer det romantiske ægteskab

Som en del af ekspertpanelet var folkekirkepræsten Pernille Østrem fra Nørrebro i København. Programmet var overraskende interessant og ud over præsten var både en sexolog, psykolog og antropolog med i ekspertpanelet. Men hvor var det dog godt, der var en præst med.

Ofte kan man sidde med en mistanke om, at præster helst vil stå på DR 2 i et debatprogram, fordi det er mere ærværdigt. Men selvfølgelig skal præster ikke føle sig for fine til at deltage i almindelige tv-programmer og hvorfor ikke? Svaret er enkelt: Hvor mennesker er, der skal præsten være som sjælesørger og vejleder. Og præsten gjorde det godt, uanset hvad folk ellers måtte mene om reality-programmer.

Nu skal jeg ikke kunne sige, om præsten i panelet indestår for alt i et sådant program, men hvorfor skulle hun også det? Som præst er man alligevel ikke ansat til at tale nogen efter munden, men tale magt og tidsånd midt imod, om det er nødvendigt. Og det var, hvad præsten gjorde.

I 1950'erne var det generelle problem, at samfundets normer sad som en spændetrøje, der til sidst fik kravet om frigørelse til at boble over. I dag synes det, som om vi har fået så meget frihed, at unge mennesker skriger efter struktur.

Hvor man før i tiden kunne se traditioner som ægteskab og livslangt samliv som et fængsel, synes det modsatte nu at gøre sig gældende. Således længes mange efter et liv, hvor alt ikke kun er flygtigt og forgængeligt, men hvor måske bare ét menneske er med hele vejen.

Men hvad gør man, hvis man ikke har en forældregeneration at spørge til råds, fordi netop forældregenerationen var dem, der stod for frigørelsen? Ja, så må man spørge nogle andre, og hvor mennesker kommer med disse spørgsmål, der skal præsten og kirken være parat om så det er på tv.

Programmet præsenterede nogle unge, som har karriere og fritidsinteresser i øst og i vest, men tydeligvis manglede et fast holdepunkt i tilværelsen. Det søger de nu i kærligheden og spørger derfor eksperterne til råds.

Det er forståeligt, men samtidig var det svært at se, hvordan der skulle blive plads til andre end netop dem selv i deres tilværelse. Det syntes heller ikke, som om de unge selv havde tænkt den tanke. Det lød i alle ting, som om kærlighed for deltagerne handlede om, hvad en partner kunne gøre for dem.

Her kom præstens deltagelse til sin fulde ret. For efter at deltagerne på skift havde talt med præsten, syntes nogle ting at være gået op for deltagerne. At kærlighed ikke handler om, hvad jeg får ud af det, men at kærlighed handler om, at man er til for den anden.

I al egocentreringen formåede præsten at vende deltagernes blik væk fra sig selv og mod deres næste og ligeså os, der sad og fulgte med. Dette var sjælesorg og vejledning på fornemste vis, i øjenhøjde med en ny generation.

Tænk, om præsten havde følt sig for fin til at deltage i et program, der ville have været sendt alligevel. Så var denne dimension af kærligheden måske slet ikke blevet anskueliggjort. Men det blev den. Flot præstearbejde, Pernille!

Thomas Høg Nørager er sognepræst i Them Sogn i Silkeborg Provsti